Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (243)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)
Se indlæg fra måned: feb. (10)mar. (26)apr. (30)maj (31)juni (17)juli (29)aug. (31)sept. (30)okt. (29)nov. (14)

Biæder trækkende over Fyrhaven

fredag 7. juni 2019
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: En dag med svag til jævn vind fra sydvest drejende over vest til nord midt på dagen. Vekslende skydække, men rigtig meget sol. Varm luft med 13-18°C og rigtigt varmt i klitlavninger med læ og sol. Ok sigt med lidt dis i horisonten.

I går aftes lige før min tidlige sengtid ankom Hans Ægidius og Martin Poulsen fra København for en overnatning efter, at de havde taget en "akut" tur til Sneum Engsø i håb om den Præriemåge, der alt for tidligt var fløjet videre fra dens kortvarige rast ved engsøen.
Kl 2 kom Husmåren igen på besøg og larmede denne gang så meget på taget, at selv jeg vågnede. Måske er det Stære ungerne i kassen på gavlen, at den har fået kig på, men endnu har den ikke haft held til at komme i kassen. Måren sprang ud i haven og forsvandt, da Henrik åbnede sit vindue og bad om ro til at sove, efter han havde brugt utallige timer eftermiddag og aften på at lede efter den eftertragtede Præriemåge.
Trods natteshowet var jeg oppe igen halv fire og klar til en ny dag ved nettene.
Alle net var åbne indtil kl 13, hvor jeg lukekde for Fyrhaven og resten af dagen koncentrerede mig om Stationshaven.
Takket være en række nye unger blev det antalsmæssigt en fin juni dag for ringmærkningen, men blot en Kærsanger og en Rørsanger vidnede om, at der stadig er chance for en enkelt trækfugl eller to blandt alle de lokale ynglefugle.
Jeg var dog godt tilfreds med både at få en han Rødrygget Tornskade og en unge af Sortstrubet Bynkefugl med på dagens ringmærkningsliste. 
For begge arter gælder, at der blot er mærket én af hver dette forår og det var i de dage, hvor Bent passede nettene, mens jeg var til Naturmødet i Hirtshals. Jeg havde altså savnet at mærke en Tornskade bide i mine fingre dette forår!

Dagens ringmærkning med genfangster i ():
Jernspurv 1, Sortstrubet Bynkefugl 1, Kærsanger 1, Rørsanger 1, Munk 1, Tornsanger 0 (1), Gærdesanger 1 (1), Løvsanger 0 (1), Gransanger 2, Topmejse 3, Musvit 3, Rødrygget Tornskade 1, Stær 1, Skovspurv 5 (1), Bogfinke 3, Tornirisk 2, Grønirisk 1, Lille Gråsisken 2

Ialt 29 mærket og 4 genfanget fordelt på 18 arter.

Mellem netrunderne kiggede jeg af og til op til Sydhukket, hvor David, Henrik, Hans og Martin tjekkede måger i den store stil i håb om en mørkrygget yank pludselig skulle stå mellem de rastende fugle på stranden og revlerne.
Den indsats gav 2 3k Kaspiske Måger og 2 2k Sorthovede Måger, hvoraf mindst den ene var en anden fugl end dem i går, da den havde mere udviklet hættetegning end blot bandit stregen omkring øjet.
En spændende aflæsning af en Sildemåge blev det også til, da en fugl havde grøn farvering med hvid kode på venstre tibia og en sort farvering på højre tibia. En kombination ingen af os har set før, så vi må vendte spændt på at Henrik får svar på, hvor og hvornår den er blevet ringmærket.
David fik tal på ca. 5000 Sortænder, der fløj forbi til rast i kompensation for afdrift fra strøm og vind.

Efter gårsdagens fine rovfuglearter i den varme luft blev det i dag en Biæder, der blev dagens stjernefugl herude.
Den blev opdaget af Martin Poulsen, da den trak nord over p-pladsen, Fyrhaven og forsvandt i lav højde mod nord.
Biæderen sagde ikke noget i den tid den fløj forbi os, så vi kan alle takke Martin og Hans for, at de råbte meget højt fra p-pladsen da den kom. Henrik og David så fuglen fra deres plads i klitten på Sydhukket, mens jeg netop da stod med en Kærsanger og en Rørsanger i et net i Fyrhaven. Havde det ikke været for de høje råb, så havde jeg ikke kigget op og set Biæderen lige over mig - tak for det!

David skulle hjemad ved middagstid for at nå på arbejde, mens Hans og Martin nåede en runde i Mosen med en syngende Kærsanger som bedste fugl, inden de drog hjemad mod København.
Henrik droppede om eftermiddagen videre mågetjek og tog endnu engang på sommerfugletur i områderne nord for Blåvand.
Han fik fundet en række fine sommerfugle, hvor en Gråbåndet Bredpande er bedste fund, da den ikke er set i denne egn af Jylland i en række år. En art, der gennem de sidste 30 år er gået rigtig meget tilbage i dens udbredelse og efterhånden kun er talrig på Skagens Odde.
Jeg gik gennem eftermiddagen mellem pasningen af nettene i haven og så på lidt småkravl i nærområdet, så dagbogen bliver afsluttet med et par fotos af andet end fugle, når først i har set dagens bedste ringmærkede fugle..

20190607 0518211
Første fangst på dagens mærkning i Fyrhaven blev denne han Rødrygget Tornskade.

20190607 120818 2
Sidste fangst i Fyrhaven inden jeg lukkede de net var en frisk ung Sortstrubet Bynkefugl.

20190607 072044 2
En af de større løbebiller - Kratløber.
Den er registreret fra Mosen for et par år siden af Emil Skovgaard Brantoft, der var flink og ud fra fotoet kunne bekræftige min id af arten.
Jeg var en smule i tvivl, om det evt kunne være Jysk Løber, der minder om Kratløber, men som regel har mere blåviolet sidelinie på dækvingerne i stedet for den violet/kobbertonede sidelinie denen Kratløber har.

20190607 172525resized
Denne sommerfugl er man ikke helt enige om hvad hedder på dansk - nogle kalder den Hedenonne andre kalder den Hede-Penselspinner, men lige meget navnet, så fandt jeg den i Stationshaven i dag.

Rovfugle dag !

torsdag 6. juni 2019
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Varm nat med svag vind fra sydøst og 18°C før solopgang og 20°C midt på formiddagen. I løbet af morgenen blev vinden jævn fra sydøst og der kom lidt spredte skyer, men først til middag nåede en regn/tordenfront frem fra sydvest. Det gav dog kun 1mm regn i løbet af 45 minutter, så var den front draget videre ind i landet. Vinden var drejet over syd til vest i forbindelse med frontpassagen og nåede op på 7m/s. Temperaturen faldt da til 17°C og til aften kom der udbredt skydække.
Sigten hele dagen præget af dis i horisonten.

Jeg var som normalt ude og åbne net før solopgang, mens Henrik Knudsen sov lidt længe og først dukkede op i døren da klokken var 6. 
Helt unormalt for ham at sove så længe på en dag, hvor det lugtede af, at der måtte ske noget spændende blandt fuglene herude.
Det viste sig, at han havde fået afbrudt sin nattesøvn af lyde udenfor værelset. Han havde først troet, at der måske var tyve på spil, men efter at have liste lidt rundt i huset kom han tilbage til værelset og kiggede ud på taget til en Husmår.
Det var den der var synderen i forhold til støj - alt sammen noget jeg bare have sovet fra, så der er ikke meget tyverisikring i at have mig i huset.
En af de første fugle jeg fangede denne morgen var en Rørsanger, så jeg troede på en dag med nogle sene trækgæster i den varme luft fra sydøst. Det blev dog igen de lokale ynglefugle og unger, der fløj i nettene bortset fra 2 Rørsagere og en Kærsanger.
Bortset fra den lille time omkring middag med nedbør, havde jeg net åbne fra kl 4 til kl 16:30. 

Dagens ringmærkning med genfangster i ():
Hvid Vipstjert 1, Jernspurv 0 (1), Rørsanger 2, Kærsanger 1, Gulbug 1, Munk 1, Gærdesanger 0 (1), Løvsanger 2, Gransanger 3,  Musvit 3, Topmejse 2, Bogfinke 1 (1), Grønirisk 1

Ialt 18 mærket og 3 genfanget fordelt på 13 arter.
Jernspurven var en gammel fugl mærket som 2k tilbage den 29. april 2014 og altså nu en 7k fugl.
Lidt sjovt, at den først bliver genfanget i år og ellers ikke er set siden mærkningen for 5 år siden.

Antal af fugle i net var altså ikke større, end jeg kunne nå at komme op på Sydhukket mellem netrunder. 
Henrik Knudsen tog sig kærligt at morgenens måger og fandt først en fin 2k Middelhavssølvmåge og siden 2 2k Sorthovede Måger.
Da vandet efterhånden trak sig tilbage og der blev langt ud til mågerne gik Henrik en tur fra stranden mod Mosen.
Fra den tur ringede han om en Sort Glente, der langsomt trak mod nord. 
En af de arter, der kun når herud i vinde fra sydøst og øst.
Det blev dog endnu vildere, da jeg en time senere have en hun Aftenfalk, der trak over p-pladsen ud mod klitsiden og forsvandt mod sydvest. Det skulle være første forårsfund af den art herude siden 1989!
Jeg så den fra min netrunde i Stationshaven og da jeg derefter gik op til Fyrhaven var den Sorte Glente pludselig tilbage og tog en tur over Fyret, inden den returnerede mod nord.
Blot 2 minutter senere var alle Bysvalerne ved Fyrboligen rigtig surer - med god grund for en Lærkefalk strøg i trætop højde over Fyrhaven og forsvandt mod syd bag Vesterled. 
Lidt vildt - nu har jeg gået her det meste af et forår og kun set ganske få rovfugle, så kommer der 3 lækre arter i løbet af en time.
Det blev dog ved det, for efter regnfronten og vinddrejningen til vestlig retning  var det ovre.

Jeg fortsatte med at passe ringmærkningen, mens Henrik tog en tur til Sneum Engsø, da der først var melding om Sibirisk Krikand og straks efter Præriemåge i samme område.
Så blegner min Aftenfalk lidt, men alligevel en god dag for Hukket.

Til aften havde Blåvandsgruppen møde på Fuglestationen med deltagelse af Bent, Svend Åge Clausen og John Frikke. 
De havde indkaldt mig til et punkt på deres dagsorden for evaluering af forårssæsonen, kun 9 dage tilbage og de par måneder er godt nok gået hurtigt.
Evalueringen gik fint og sæsonen blev fejret ved at Bent havde smørrebrød med til os.

David dukkede op til en overnatning og morgenobs i morgen, hvor Henrik også vil være for en sidste morgen i denne omgang.

20190606 093741 2
Dagens Kærsanger gav håb om en sjældnere Acro i nettene, men det blev Sneum Engsø der stjal overskriften i dag hvad sjældne fugle angik.

Valgdag med nyt kryds til årets ringmærkningsliste

onsdag 5. juni 2019
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Natten bød på en god kraftig skylle, der gav vand til planterne i haverne og klitten. Nedbøren var overstået inden solopgang, hvor det var en lun morgen med 16°C. Vinden startede frisk fra sydøst med 10m/s, men løjede af til 5m/s og drejede efterhånden over syd til sydvest om eftermiddagen. Mens det blev en rigtig varm dag inde i landet, så holdt temperaturen sig til 17°C herude, hvor havtemperaturen gjorde sig gældende da vinden drejede om mod sydvest. Skydækket startede på 3/8 og vekslede lidt med plads til meget sol, men også en del tynde skyer, der slørede solen undervejs. Til aften kom der havgus, så sigten røg ned under 1km.

Mens jeg tilbragte morgenen i Århus ved tandlæge og valglokale passede Bent ringmærkningen. 
Han havde lovet at slå til når nu jeg var væk, men der var ikke meget kraft i det slag.
Dagens bedste fugl blev en unge af Sortstrubet Bynkefugl. Længe ventet, at den art kom med på årets ringmærkningsliste.
Ellers var det sløjt med fugle og det blev kun 9 mærkede fugle - alle lokale ynglefugle - inden Bent lukkede ned og tog hjem kl 12.
Jeg nåede tilbage til Blåvand kl 14 og åbnede net i stationshaven frem til kl 18. Det gav yderligere 2 mærkede fugle og det var ikke meget jeg gik glip af ved at være væk et halvt døgn.

Dagens ringmærkning med genfangster i ():
Gærdesmutte 1, Sortstrubet Bynkefugl 1, Sangdrossel 1, Gulbug 1, Gærdesanger 1 (1), Løvsanger 0 (1), Topmejse 1, Gråspurv 1, Stær 1, Bogfinke 1 (1), Tornirisk 1, Lille Gråsisken 1

Ialt 11 mærket og 3 genfanget fordelt på 12 arter. 

Henrik Knudsen tog morgenen på Sydhukket og havde en trækkende han Atlingand som bedste fugl. Henrik er en kender af de Kaspiske Måger og fik pillet en 3k fugl ud af måge flokken på revlerne ved Hukket.
I mangel på fugle i området gik der sommerfugle i Hr. Knudsen, så hans eftermiddag gik med at tjekke moseområder ved Vrøgum og Børsmose for forskellige perlemorsommerfugle og blåfugle. 
Her i haverne var det Admiral, der dominerede blandt sommerfugle i dag med flere eksemplare. 
Det bliver spændende at se til efteråret om der kommer store trækdage med Admiral og Tidselsommerfugle for de virker til at være her i større tal end de seneste år.

61877731 684499878671811 3637550735199043584 n
Den unge Sortstrubede Bynkefugl, der blev dagens nye art på årets ringmærkningsliste.
Foto: Bent Jakobsen 

Lunde trak forbi Hukket

tirsdag 4. juni 2019
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Vinden var svag til jævn fra SSV til S og varmen kom op fra syd med nattemperatur på 14°C og dagtemperatur op til 19°C.
Skydækket startede med 1/8 og masser af sol, sidst på dagen kom lidt flere tynde højtliggende skyer ind. Lidt dis i horisonten, men ingen nedbør.

Jeg lagde optimistisk ud med alle net åbne og varmen fra syd burde da give en af de sjove fugle i nettene. En af de første fugle, der blev ringmærket var en Kærsnager og det lugtede da af, at der kunne komme mere ud af dagen. Endte dog igen med at det var de lokale ynglefugle og deres unger, der blev mærket.
Bent og Henrik var ude og luske gennem morgenen, hvor Henrik også tog et par timer på Sydhukket.
Han fik dermed scoret dagens fugl, da en Lunde med farvestrålende næb trak syd ude over Revet.
Så var en nordtrækkende Bomlærke lidt kedeliger at se på, men heller ikke den art er daglig her.

Der blev lukket for Mosen pga skydning fra kl 7, så Bent tog turen rundt i sommerhusområdet inden han sidst på formiddagen overtog ringmærkningen i Fyrhaven. Det gav mig tid til at pakke nogle af mine ting, mens jeg passede Stationshaven.
Jeg var derfor klar til at køre hjem til Østjylland lidt over middag, mens Bent fortsatte ringmærkningen frem til midt på eftermiddagen.
Det gav en Bysvale som ny ringmærkningsart på årets liste.

Dagens ringmærkning med genfangster i ():
Bysvale 1, Jernspurv 1 (1), Solsort 2, Gulbug 1, Kærsanger 1, Tornsanger 1, Gærdesanger 0 (2), Løvsanger 1 (2), Gransanger 1, Topmejse1, Stær 2, Gråspurv 1, Bogfinke 1, Grønirisk 1, Tornirisk 1, Grønsisken 1

Ialt 17 mærket og 5 genfanget fordelt på 16 arter.

I løbet af eftermiddagen havde Bent besøg af en kølemontør, der endnu engang havde kik på vores nye "gæstekøleskab".
Efter at det 2 gange har smidt kølevæsken, så blev det aftalt, at fuglestationen får et nyt i stedet for at forhandleren skal blive ved med at sende en reperatør herud.
Da den handel var overstået lukkede Bent net og tog hjemad, mens Henrik tog en overnatning på fuglestationen.
Han sluttede dagen herude med en indtrækkende Fiskeørn så sent som kl 21:12.
De er seje og klarer lange dage både de gamle fuglestationsfolk og Fiskeørnen!
Selv sov jeg sødt på det tidspunkt i min egen seng hjemme i Stavtrup..

20190604 072628 3
Det er stadig de lokale ynglefugle og deres unger, der står for disse dages ringmærkningstal.
Dagens juvenile Grønsisken med helt frisk fjerdragt.

 

 

Ihærdige forsøg på at finde fugle i "giftigt" vejr

mandag 3. juni 2019
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: En kraftig tordenbyge fra kl 2 til kl 3 gav 5mm regn og en del lyn. Uvejret drev hurtigt videre og nat og morgen var rigtig lun med 17°C ved solopgang og ganske svag vind fra sydsydvest. Midt på morgenen kom der lidt mere vind med op til 6m/s og temperaturen faldt til 14°C. Vinden drejede da til ren syd og temperaturen nåede 16°C eftermiddag og aften. Dagen igennem vekslende skydække fra 7/8 til 2/8 og plads til en del sol. En smule fugt i luften en time omkring kl 13, men ellers tørt og god sigt.

Jeg var gået rigtig tidligt i seng til en tiltrængt nattesøvn, så jeg var udhvilet, da tordenvejret ankom og regnen slog mod tagvinduet på mit værelse. Holdt mig dog under dynen til jeg alligevel skulle op kl 03:30 - lavede den obligatoriske morgenkaffe og spiste lidt youghurt inden jeg gik ud og åbnede alle net kl 4. 
Det burde være perfekt vejr til noget spændende i krat og haver med passagen af en regnfront sidst på natten og derefter tørvejr.
Gjorde da også et ihærdigt forsøg med ringmærkningen ved at holde net åbne til kl 18:30.
Nåede op på 16 mærkede fugle og 4 genfangster, men kun en Grå Fluesnapper indikerede ankomst af en trækfugl i dag. Alt andet var de lokale ynglefugle og deres nyudfløjne unger.
Blandt genfangsterne var et par gamle kendinge af fuglestationen, da både en Stær og en Jernspurv var ringmærket her tilbage i 2015.
Stæren i april 2015 og siden genfanget 2 gange i april og maj 2016, men ikke set siden, indtil jeg tog den ud af et net i dag.
Jernspurven har været mere stabil gæst i haven siden den blev mærket som 1k 29. juni 2015.
Den blev kontrolleret 6 gange i februar til maj 2016, 2 gange i maj og juni 2017, samt 1 gang i april 2018.

En tredje af dagens aflæsninger var en hun Gærdesanger med aktiv rugeplet. Egentlig ikke noget specielt i det, da jeg ringmærkede den 14. maj i år, men jeg var nu rigtig glad for at se den igen og være fit og i fuld gang med yngleaktivitet.
Ved mærkningen var det nemlig en af de fugle, som jeg tog en lille blodprøve af for test af West Nile Virus. 
Det er jo en ekstra belastning at udsætte fuglene for, så det glæder mig at se, at den her 3 uger senere har klaret sig med unger i reden (rugepletten var i et stadie, der passer til at æg er klækket og den nu har store unger).

Dagens ringmærkning med genfangster i ():
Jernspurv 0 (1), Gulbug 1, Tornsanger 3, Gærdesanger 2 (1), Løvsanger 2, Gransanger 2 (1), Grå Fluesnapper 1, Topmejse 1, Stær 1 (1), Bogfinke 1, Lille Gråsisken 1, Gulspurv 1.

Ialt 16 mærket og 4 genfanget fordelt på 12 arte.

Udover min ringmærkningsaktivitet, så var der gang i kratlusk fra en række håbefulde folk i felten, der alle syntes vejret burde give noget sjældent i området.
Slænget der tjekkede strand, mose, klit, Grønningen og Skallingen var Bent, David, Svend Åge, Henrik Brandt og Henrik Knudsen.
Sidstnævnte var manden, der nåede omkring Skallingen for at lave sin ynglefugleoptælling og Naturstyrelsens mand på ynglefugleområdet - Morten Bentzon Hansen - nåede også forbi for at se til strandens Dværgterner og tjekke Kallesmærsk for ynglende Tinksmede.
Ingen af disse gode folk havde dog held til at støve de store sjældenheder op, så alle på nær Henrik Knudsen drog i løbet af dagen efterhånden videre for at passe deres andre gøremål.
Henrik tager en overnatning og prøver lykken igen i morgen, hvor jeg fortsætter med åbne net, indtil jeg kører hjemad til et døgn i Århus.

20190603 144657 2
Der kommer flere og flere unger ud i disse dage. Her dagens juvenile Gulspurv med et vurderende blik på den mærkelige ringmærker. 

20190603 095814 2
En juvenil Topmejse har endnu ikke meget top at byde på.

DSC 4690 2resized
Afsluttede dagen med at det imponerende insekt - Stor Sabelhveps - fløj ind og satte sig i et af de net, som jeg var ved at lukke.
Flot dyr og på længde med en pegefinger, men en rigtig barsk snylter, hvis man er larve af en Kæmpetræhveps. 
Stor Sabelhveps bruger sin lange læggebrod til at bore ind i træ og lægge æg ved den gang, hvor træhvepsens larve er.
Når Sabelhvepsens æg derefter klækker, lammer Sabelhvepsens larve træhvepsens larve og har derefter et levende, men paralyseret spisekammer.

Nordlig Blåhals i sydøstenvind

søndag 2. juni 2019
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Så kom varmen med sydøstenvind - nattemperatur på 12°C og eftermiddagen nåede op på 20°C. Først svag vind, men over middag op til 7m/s. Solrig dag med 2-3/8 skydække og god sigt.uden nedbør.

Fra tv aften i Lynne med Champions League finalen kørte jeg over Varde å-dal i nattetimerne i håb om, at kunne lytte mig frem til en Flodsanger i området. Det lykkedes ikke, så jeg endte på fuglestationen til 2 timers søvn, inden jeg var ude igen kl 4 for at åbne alle net til dagens ringmærkning.
Vejrforholdene var gode, men det kneb igen med fugle i haverne.
De første af weekendens gæster brød tidligt op - Finn for at nå en aftale på Fyn og Kristian drog mod Gedser i håb om en Lille Rørsanger, da meldingen kl 6 tikkede ind om, at en var blevet ringmærket derovre mod sydøst.
Til gengæld dukkede Ole Zoltan Gøller og Thomas op ved Fuglestationen, da de var overbeviste om, at det var her der ventede en sjælden fugl i sydøstenvinden. Bent og Henrik Brandt kom senere på morgenen med samme tanker. Eva og Bo blev i området til kl 16, inden de drog hjemad, så der var mange til at gå rundt og tjekke strand og mose.
Feltfolket fandt nu ikke noget bedre end de lokalt ynglende Sortstrubede Bynkefugle og Vendehalse, mens jeg fra morgenstunden havde en syngende Karmindompap.
David nåede om eftermiddagen et tjek af Grønnigen, alt imens jeg passede net og gik en masse tomme runder.
Havde blot fanget 5 fugle, da Jonas fra kl10 til kl12 overtog nettene for en ringmærkningstur.
Gruppen han havde med de 2 timer fik set en Gulbug som eneste fugle i hånden i den tid.
De havde dog ikke opgivet friluftlivet og spiste frokost på gårdspladsen, inden de fik yderligere 2 timers strandtur guidet af Peter.
Dermed fik de set Lille Gråsisken i hånden, da jeg under deres frokostpause viste dem den første fugl, som jeg fangde efter at have overtaget nettenen igen fra Jonas.   
I de timer den guidede gruppe var på stranden, kunne gæsterne på stationen så se min dagens fugl, da der i Stationshaven pludselig dukkede en flot han Nordlig Blåhals op i et net.
Det reddede dagen, hvor 12 timer med åbne net kun gav fangst af 13 fugle, hvoraf de 4 var gengangere fra tidligere.

Dagens ringmærkningstal med genfangster i ():
Hvid Vipstjert 1, Nordlig Blåhals 1, Gulbug 1 (1), Tornsanger 1, Gransanger 1, Musvit 0 (1), Bogfinke 1, Grønirisk 2, Lille Gråsisken 1 (1)

Ialt 9 mærket og 4 genfanget fordelt på 9 arter.
Bortset fra Blåhalsen alle lokale ynglefugle og både Grønirisk og Lille Gråsisken var helt friske 1k fugle lige fløjet fra rede.

Til aften spiser jeg tidligt og kommer hurtigt under dynen, for jeg er ved at være brugt efter et døgn med 2 timers søvn.
Weekendes gæster takkes for god orden og godt selskab trods de få fugle i området.
Eva og Bo skal have ekstra tak for donationen af både røre/salatskåle og tag tøj til køkkenet, samt et par nye elpære til lamperne på 1. sal. Eva fortjener yderliger tak for sin indsats med rengørnig af dør og vindue udvendigt mod gårdspladsen og køkkenvask m.m indvendigt.
Dejligt med gæster, der har overskud til det!

Vejrudsigten ser spændene ud for ringmærkningen i morgen. Ikke håb om stort antal fugle, men en af de sjældne kunne sagtens tænkes at komme forbi.
Både Bent og Henrik Brandt har meldt deres ankomst igen i morgen og Henrik Knudsen har luret potentialet og har booket en overnatning eller to, når han når frem i morgen fra sit hjem ved det sydfynske øhav.

IMG 4517
IMG 4506

Dagens fine Nordlige Blåhals en 2k han.
Fotos taget af David Manstrup.

Endnu færre fugle til lidt færre folk

lørdag 1. juni 2019
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Blæst fra sydvest med 9-10m/s indtil middag, hvor vinden drejede til vest og løjede af til 6m/s. Først overskyet senere en del sol og 2/8 skydække. Temperature fra 11-14° C. God sigt.

David var næsten lige så tidligt oppe som jeg og gik allerede op til obsposten på Hukket, da jeg havde gået min første netrunde. Han hold ud i 2 timer, inden han kom retur med ikke meget andet end en Almindelig Kjove noteret i bogen.
Jeg havde på det tidspunkt fanget en Gulbug og en Munk som alt, så der var nærmest dømt endnu mere fugletomt end i går.
Trods alle mine advarsler om, at der ikke ville være fugle at håndtere, så dukkede Xenia op kl 6 til en omgang ringmærkningstræning. 
Hun holdt ud i 4 timer, hvor vi havde 5 fugle at ringmærker. så fik hun nok og tog hjem igen.

Kristian var da ude og kæmpe for at få Vendehals på sin årsliste - hvilket lykkedes -, men helelr ikke han kunne trylle noget specielt frem.
Da fotograferne Eva, Finn og Bo stod op kørte de mod Nyeng for at ramme højvande ved middagstid og måske få nogle fotos af vadefugle, når de kom trækkende til højvandsrast. 
Imens hørte vi andre en enklet Karmindompap og en syngende Rørsanger i buskene mellem fuglestationen og fyret var eneste tegn på, at der dog var en enkelt trækfugl blandt områdets ynglefugle i dag.

Dagbogen skrives tidligt inden dagen er afsluttet, da jeg kører op til Lyne og ser champions league fodbold hos mine gode ven Ole Amstrup. Det virker ikke til, at jeg går glip af noget som helst ved at tilbringe en aften i byen.

Dagens ringmærkning med genfangster i ():
Gulbug 1, Munk 1, Tornsanger 0 (1), Gransanger 1, Stær 1, Skovspurv 1, Bogfinke 1, Tornirisk 1  

Ialt 7 mærket og 1 genfanget fordelt på 8 arter.
Af disse var Skovspurv, Bogfinke og Tornirisk helt friske juvenile fugle, så der begynder at være en større andel af lokale unger blandt fangsterne.

20190601 081946paint
En Gransanger havde denne deformitet ved næbbet. Jeg aner ikke hvad det skyldes, men det så ikke godt ud, selvom fuglen så ud til at leve ok med det.


FORRIGE     1  |   2