I Blåvand er det muligt at observere træk både forår i perioden marts-juni og efterår i perioden juli-december. Om foråret trækker fuglene både nord og syd, så hold øje begge veje. Om efteråret er det mere ligetil, da de fleste fugle er temmeligt målrettede og sydtrækkende.

Udover det spektakulære træk, er området et godt sted for rastende småfugle. De yderste buske langs kysten er gode at tjekke igennem for sjove sibiriske småfugle, men i princippet kan alle buske og træer i området huse småfugle.

På nedenstående kort ses nogle af de bedste lokaliteter på Blåvandshuk for både træk og rast. 

Hukket kort

Sydhukket

Syd og sydvest for stationen findes de bedste observationspunkter for forårstrækket i Blåvand. Det er næsten altid til at finde læ og man sidder højt med en god udsigt.

I det tidlige forår er der mest gang i havtrækket, men senere på sæsonen (medio april) kan det være en god idé også at kigge ind over land for trækkende småfugle og sjove forekomster.

Fyrbakken

Nord for fyret findes et af områdets højeste punkter. Herfra er der god udsigt over mosen samt mod øst ind over Blåvand. Man kan også se en del trækkende fugle over havet fra bakken.

Stedet er godt til de senere morgentimer, hvor der kan komme gang i rovfuglene. Stedet kan også være godt til småfugle, da havets brusen ikke overdøver de spæde stemmer.

Hullet

Som navnet antyder, er dette sted et hul i klitten. Stedet bliver udelukkende brugt til at observere havfugle, da der er god læ, når vinden kommer fra SV og VSV. Svinger vinden for meget i V eller NV, findes der andre steder med mere læ. Der kan sidde op til 5 personer her.

Den høje bunker

Denne bunker er det bedste sted at observere efterårstræk fra, når det ikke blæser for meget. Du har et godt udsyn over havet samtidig med at du kan holde godt øje med landtrækket. Nordsiden af bakken kan desuden være et godt sted at observere havfugle fra, når vinden er vestlig eller mere sydlig. Der kan stå mange mennesker på bakken uden at forstyrre hinanden, men småfuglenes stemmer kan let drukne i havets brusen eller for meget snak.

Skuret

Forsvarets observationsskur ved pælerækken. I gamle dage var skuret et udmærket sted at observere havfugle fra, når vinden var kraftig. Gennem årene er stedet blevet gradvist værre pga. klitdannelse. Stedet kan stadig bruges, når vinden kommer fra NV, hvor det er svært at finde læ andre steder langs kysten. Skuret kan desuden bruges som læskur i tilfælde af regnbyger.

Den flade bunker

Højt i den yderste klitrække finder du ovenfor ”havtornekrattet” en tilsandet, flad bunker. Fra dette observationspunkt har du et godt udsyn over både havet og land. Stedet kan bruges både i den tidligere og den sene efterårssæson. Specielt i den tidlige sæsonen er stedet godt til at observere vadefugletræk, da du sidder højt og tæt på strandkanten. Det er også muligt at finde nogenlunde læ i kraftig vind og stedet er flere gange blevet brugt til havfugleobs. Stedet er også kendt som ”balear-bunkeren” pga. en observation af en Balearskråpe tilbage i 2007.

Mammutbunkeren

I sig selv er denne kæmpe store bunker ikke et særlig godt observationspunkt. Du står højt og har et godt udsyn over land, men der findes bedre punkter. Stedet bruges mest som pejlemærke, når fugle er på vej syd og kan ses fra det meste af området. På bunkeren yngler der de fleste år Huldue.

Den sydlige branddam

I den sydlige del af mosen findes en mindre branddam. Dammen har i sig selv ikke den store værdi, men området omkring den er lavtliggende og ofte et opsamlingssted for småfugle. Det kan anbefales at gå en tur rundt om hele ”mosen” langs hegnet. Vær opmærksom på, at der i sommerperioden går kreaturer i indhegningen.