Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (243)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)
Se indlæg fra måned: feb. (10)mar. (26)apr. (30)maj (31)juni (17)juli (29)aug. (31)sept. (30)okt. (29)nov. (14)

Lidt vadefugletræk

tirsdag 25. juni 2019
Mængder af måger
af Bent Jakobsen

Sydøsten vind med varmefremstød. I hele Europa er det varmt i øjeblikket helt op til 35 grader og i Blåvand nåede vi i dag 27 grader. Sigtbarheden var god og skydækket 3/8.
Med denne vind var tiden til at kigge efter vadefugle til morgen, og det gav da også lidt forbitrækkende, men havde forventet lidt mere. Det blev til 16 storspover, 1 småspove, 15 lille kobbersneppe, 28 almindelige ryler.
På stranden var der mængder af måger. Tror ikke tidligere jeg har set så mange måger på denne tid af året. Således 7500 sølvmåger, 850 sildemåger og 400 hættemåger. Desuden en 2K sorthovedet måge.
Fik senere på dagen at vide, at der overhovedet ikke er mågeunger på Langli, så mon ikke det er årsagen til alle de mange sølv- og sildemåger på stranden.
Alle net blev sat op, og det gav ikke mindre end 34 fugle.
Fugle i () aflæsninger. jernspurv 1, rødhals 2, sortstrubet bynkefugl 1, sangdrossel 1, gærdesanger 9 (1), tornsanger 6 (1), gransanger 2, løvsanger 1, topmejse (2), musvit 5, skovspurv 3, grønirisk 1, tornirisk 2, lille gråsisken (1).
Svend Aage Clausen og Svend Rønnest kom forbi med rundstykker, og de gik til den med rydning af vegetation i gården og mange andre ting som trængte til at blive ryddet op, men græsslåmaskinen kan vi ikke få gang i.
Senere på dagen hentede jeg Jón Aldára på Nyeng. Han har været på Langli og ringmærke måger med Kjeld Tommy fra Zoologisk Museum, og han bliver et par dage på stationen.

S. Bynk. DSCN1526

Foto: Svend Rønnest

S. Bynk. DSCN1524

Foto: Svend Rønnest

Mager. DSCN7679

Stranden var hvid af måger. Jeg har aldrig set så mange måger på denne årstid.
Foto: Bent Jakobsen

Sommervejr

mandag 24. juni 2019
Gårsdagens pelikan tog tiden med samtaler med medierne
af Bent Jakobsen

Det var sommervejr i dag med op til over 20 grader og en vind fra østsydøst.
Dagen gik især med telefonsamtaler emailing vedr. den hvide pelikan ved Filsø, så der var ikke så meget andet der kunne nås. Og om aftenen i TVSyd, hvor det skulle handle om fuglene i Filsø, men pelikanen tog det meste af tiden i snakken.
Dog fik jeg sat nettene i stationshaven op, hvilket gav lidt fugle til totalen for foråret.
Det gav i alt 11 fugle. Ringmærkning i () aflæsninger: Jernspurv 1, Sangdrossel 1, Musvit 3, Skovspurv 4 (1), Tornirisk 2, Lille Gråsisken (1).

Forårets ringmærkning afsluttet med tilføjelse af Karmindompap til artslisten

lørdag 15. juni 2019
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Østenvind på 5m/s og mest skyet vejr. Fra kl 8 regnbyger, der vil vare ved indtil midnat. Der er varslet 6mm nedbør, med risiko for mere, hvis en tordenbyge skulle ramme lokalt. Temperatur fra 14-17°C

Alle net blev åbnet en sidste gang kl 4.
Jeg viste, at det ville være en stakket frist og uden at kunne gennemføre 5 timers standardmærkning, da regnen allerede bankede på i grænselandet og bevægede sig nordpå.
Xenia dukkede op kl 6 for at sige farvel og fik den sidste træningslektion under min vejledning.
Hun kom med øl og vin som afskedsgave - tak for det!
De kommer med hjem og Blåvand vil blive mindet i løbet af en sommeraften med en god øl til maden!

Dagens ringmærkning endte med, at regnen kom kl 8, så det blev til 4 timer med net åbne.
Dagens ringmærkning med genfangster i ():
Sangdrossel 1, Solsort 0 (1), Gulbug 1, Gærdesanger 0 (2), Tornsanger 1, Topmejse 1, Musvit 1, Skovspurv 2, Bogfinke 2, Dompap 2, Karmindompap 1.

Ialt 12 mærket og 3 genfanget fordelt på 11 arter.

David havde en ret tom morgen på Hukket og trak indenfor på fuglestationen, da den første regnbyge begyndte, så her ved middagstid er der ikke meget fugl at berette om på min sidste dag.
Det skulle da lige være, at Bysvalerne i går begyndte at komme ind under tagudhænget på fuglestationen og bygge reder.
De fortsætter i dag, så jeg krydser fingre for, at de når at få et kuld unger i år, selvom de er kommet lidt sent igang.

Ellers vil jeg bare slutte af med en KÆMPE tak til alle folkene bag Blåvand Fuglestation.
Det har været et forrygende forår og jeg har i den grad nydt, at kunne koncentrere mig om fuglene og ringmærkningen uden at skulle bruge ret meget tid på formidling.
Både de faste folk omkring fuglestationen og alle gæsterne, kortvarigt besøgende såvel som de overnattende, har gjort deres til, at jeg har følt mig velkommen herude på det vestligste punkt af Danmark.
Tak for det!

Det er svært at spå om, hvordan min liv vil være om et år, men har jeg muligheden i forhold til arbejdslivet, så byder jeg mig gerne ind som ringmærker igen næste forår.
Skal vi ikke i første omgang sige, at vi ses igen herude næste år?

DSC 4764 2
God rosin i pølseenden, for den manglede på forårets ringmærkningsliste over forventede arter i Blåvand.
Karmindompap - egentlig en ret anonym fugl, når det ikke er de gamle hanner med rødt.
Xenia fik lov at ringmærke den, så hun kunne få en smule ud af de 2 sidste timer som føl under en hård læremester.

Sidste krampetrækninger nærmer sig

fredag 14. juni 2019
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Vind på 6m/s fra sydsydvest indtil en regnfront passerede midt på eftermiddagen. Derefter svag vind fra sydøst til øst.
Masser af sol det meste af dagen, men gennem formiddagen sløret af højtliggende skyer. Fra kl 15-17 passerede en regnfront med 2mm regn, derefter helt klart med blå himmel indtil solnedgang.
Temperatur sommerligt fra 14-20° og fremragende sigt.

Næstsidste morgen med ringmærkningen denne forårssæson og jeg var klar kl 4 med alle net åbne.
Det gav lidt fugle først på morgenen, men efter kl 8 gik det i stå og jeg mærkede derefter kun 2 fugle indtil jeg lukkede net i Fyrhaven kl 12 og Stationshaven kl 14.
David var ude på Hukket og en tur rundt i Mosen, da millitæret havde aflyst deres programsatte skydning.
Han havde ved havet enkelte vadefugle som forsmag på efterårstrækket - Strandhjejle, Hjejle, Lille Kobbersneppe og Storspover - samt en Knarand, der er en fåtallig and på træk herude.
Fra Mosen havde han ikke mange meldinger om fugle, men kom hjem med et foto fra Brandammen af en Stor Kejserguldsmed.
For 10 år siden ville det være et fint fund, men i dag er den art udbredt over hele landet.
Bent dukkede op for at tage afsked med mig og havde morgenbrød med til os, så der var plads til hyggesnak over kaffe og brød inden han tog tidligt hjem igen. Han skal være klar her til aften som guide på en Natravnetur og stadig være frisk i morgen tidligt til at starte en uges ferie i Ungarn.
David og jeg udnyttede de to eftermiddagstimer med regn til at indhente noget søvn og var derfor klar igen her til aften, hvor jeg ihærdigt forsøger med åbne net i Stationshaven - mine sidste chancer for fugle i hånden i Blåvand skal udnyttes!

Dagens ringmærkning med genfangster i ():
Sangdrossel 2, Sortstrubet Bynkefugl 2, Tornsanger 1, Gærdesanger 2 (1), Løvsanger 1, Gransanger 2, Topmejse 1, Musvit 1, Bogfinke 3, Grønirisk 2, Tornirisk 1, Lille Gråsisken 1

Ialt 19 mærket og 3 genfanget fordelt på 12 arter. 

DSC 6901resized
En Husrødstjert faldt ind i skyggen under Stationshavens Fyrtræer midt på formiddagen.
Den blev ikke ringmærket - jeg turde ikke gå til den, med det drabelige våben den havde i kløerne!

Brun Kejserguldsmed stjæler overskriften fra fuglene!

torsdag 13. juni 2019
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Tørt uden nedbør med en morgenstund, hvor det var skyet indtil kl 6:30, men med helt klar luft og frisk vind fra sydvest på 10m/s.
Efter kl 6 forsvandt de fleste skyer og resten af dagen var der 1-2/8 skydække og sol fra en blå himmel. Temperaturen steg fra 12°C til 18°C.
Vinden tog langsomt af og drejede til sydlig retning. Her mod aften nede i svag styrke.
God sigt hele dagen.

Da jeg gik ud og åbnede net kl 4 generede vinden, så jeg måtte holde 6 af de 21 net lukkede i dag.
Det var dog ikke kun antal af net, der begrænsede antal af ringmærkede fugl i dag. Der manglede generelt fugle i haverne og bortset fra genfangst af 2 gamle Gulbuge og en spændende adult Gransanger var resten af dagens ringmærkninger nyudfløjne unger.

Dagens ringmærkning med genfangster i ():
Hvid Vipstjert 2, Husrødstjert 1, Gulbug 0 (2), Gærdesanger 1, Gransanger 1, Fuglekonge 1, Topmejse 5

Ialt 11 mærket og 2 genfangster fordelt på 7 arter.

De første halvanden time gik jeg rundt i haverne mellem ca. 20 Tidselsommerfugle og havde kun fanget en af de gamle Gulbuge, da jeg kom tilbage fra Fyrhaven og tjekkede nettene i Stationshaven kl 05:20.
I første omgang tomme net at se til, men i nederste fag på det sidste net ud mod Fyrvej hang en af de lidt større guldsmede.
Da jeg forsigtigt tog den ud af nettet, kunne jeg ikke genkende den og så steg pulsen, for jeg har rimelig styr på de almindelige arter af guldsmede i Danmark.
Tog den derfor med ind til mit kamera i ringmærkningslaboratoriet og fotograferede den i lyset fra loftlampen derinde, da det stadig var ret mørkt og gråt med overskyet vejr udenfor.
Jeg havde set, at David var igang med at spise sin morgenmad inden på Fuglestationen, så jeg gik ind til ham med guldsmeden og viste ham den. Han tog et enkelt billede af den, hvor den sad på vores spisebord og vibrerede med vingerne for at pumpe energi til vingerne efter turen i nettet.
Vi åbnede vinduet og den fløj derefter ubesværet ud over gårdspladsen og over mod Rynket Rose buskene på den anden side af Fyrvej.
Jeg var noget spændt på, hvad art det egentlig drejede sig om, så jeg slog lidt op på Fugle Og Natur hjemmesiden, men kunne ikke lige finde noget der lignede.
Skyndte mig på endnu en runde ved tomme net, så de var tjekket og tilbage ved computeren fik jeg overført mine billeder, mens David imens havde indtaget sin obsplads i klitten.
Nu er det rigtig dejligt, at havde gode venner med forstand på dyrelivet, så jeg sendte 3 af mine fotos og en forespørgelse til Kent Olsen på Naturhistorisk Museum i Århus.
Han sidder i disse år med det danske Guldsmede Atlas projekt, så det var den rette mand at henvende sig til.
Der gik da heller ikke lang tid, før han svarede begejstret tilbage, at det var en Brun Kejserguldsmed!

En art der kun er truffet en gang før i Danmark. 
Det var tilbage i august 1995, hvor der blevet fundet nogle individer på larve stadiet i et lille vandhul.
Dagens guldsmed er dermed første gang, at et voksent eksemplar ses i Danmark.
Ikke helt uventet, at det netop sker i år, for der har været en større tilflyvning til Europa fra dens normale område i Afrika i år.
Flere fund er gjort op til Østersøen og i Skåne. Norge har lige registreret et fund som nr. 3 for landet, så ud og led efter guldsmeden.
Der er sikkert flere her i landet, der bare venter på at blive opdaget.
Lige nu fejre David og jeg med marinerede nakkekotteletter, kartofler, salat og en af de Vadehavsøl, som jeg fik i afskedsgave, at vi i øjeblikket er de eneste to mennesker, der har set Brun Kejserguldsmed flyve i Danmark!

Bent kom midt på morgenen ud og tog sig af mails og en gåtur til stranden, men hverken han eller David meldte om noget ophidsende blandt fuglene derude.
Det endte med, at Bent sendte en historie om fundet af den Brune Kejseguldsmed til vestkyst medierne, så måske ender den som en notis i aviserne.
Naturkulturvarde havde naturvejlederne Morten og Peter herude til en tur på stranden med to 3. klasser, så der var midt på dagen god aktivitet med børn på gårdspladsen, men fugle kunne vi ikke drive ud af eftermiddagen bortset fra 2 overflyvende Mursejlere og en enkelt Kærsanger i haven.

IMG 4997
IMG 5022
IMG 5014
Dagens fugl blev denne Gransanger. En lys type med så ren gråhvid underside og lang gråhvid øjenbrynsstribe, at jeg var lige ved at tro, at det var en Lundsanger, der lå i nettet, da jeg kom til den. Vingeformel og mangel på antydning af vingebånd på store dækfjer gjorde det dog klart, at det var en Gransanger.
Fik både David og Bent til at kigge på den, for meget lignede en "tristis" type - altså Sibirisk Gransanger.
Jeg har dog kun erfaring med dem fra efterårsfugle, så en forårsfugl er lidt ekseptionel.
Tror ikke, at det ud fra udseende kan afgøres, om det er en "tristis" eller evt en "abietinus" fra de aller nordøstligste områder af deres udbredelse.
Fuglen sagde ikke noget under håndteringen, så der var ingen hjælp at hente fra stemmen, men et par fjer fra undergumpen blev samlet op, så måske kan der senere laves en DNA analyse og afgøres, hvilken race der er tale om. 
Fotos: David Manstrup

DSC 4743 resized

DSC 4751resizedDagens store fund for Blåvand Fuglestation - Brun Kejserguldsmed!

Kongen uden krone

onsdag 12. juni 2019
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Lunt og tungt vejr fra morgenstunden, men regnen der lå nede over Sønderjylland og op til Ribe nåede ikke op til Blåvandshuk.
Først fra kl 18 kom der nedbør herude og aftenen bliver våd. Vinden svag og skiftende rundt fra syd til nordøst og videre til øst.
Temperature fra 14-19°C. Overskyet med under 15 minutters solskin i løbet af dagen.
Dis og tåge fra morgenstunden med under 1km sigt, derefter opklaring til 5-7km sigt.

Der var varslet nedbør fra kl 9, så jeg gik igang med alle net åbnet kl 4 og holdt godt øje med himmel og nedbørsradar for at være klar til at lukke igen, så snart regnen ville vise sig ved Hukket.
Den kom dog ikke, så jeg kunne fortsætte med ringmærkningen i 9 timer. På det tidspunkt valgte jeg at lukke ned, da jeg ikke havde fanget en fugl i 2 timer. Holdt dog næsten den sidste uges gennemsnit med 2 fugle pr time med åbne net.
I nettene blev dagens højdepunkt årets første unge af Vendehals - skønt at de lokale ynglepar allerede har fået en unge ud at flyve.

Dagens ringmærkning med genfangster i ():
Vendehals 1, Solsort 0 (1), Sangdrossel 1, Gulbug 2 (1), Kærsanger 1, Munk 2, Gransanger 3, Fuglekonge 1, Skovspurv 1, Stær 1, Bogfinke 1, Tornirisk 2

Ialt 16 mærket og 2 genfanget fordelt på 12 arter.

De 2 genfangster var gamle fugle. Solsorten en flot han mærket som 2k fugl 24. maj 2016 og også genfanget i maj 2017 og 2018.
Gulbugen var jeg glad for at se igen. En fugl mærket i 2017 og jeg havde den første gang i år 19. maj, hvor jeg tog en blodprøve af fuglen til West Nile Virus analyse. Dejligt at se fuglen i fuld vigør knap en månede senere trods det, at den har måtte afgive lidt blod.

Bent kom forbi og fik svaret Mikkel Lausten fra ringmærkningscentralen på en forespørgelse om en af vores Gransangere mærket den 06. april i år. Det viser sig, at den er blevet genfanget 28. maj 600km mod sydvest ved Landguard Point i Suffolk, England.
Ikke alle forårets fugle herude trækker altså videre mod nord og nordøst, men kan altså også flyve mod sydvest og krydse Nordsøen.

Ud over arbejde ved computeren nåede Bent en tur rundt på stranden, mens Mosen var lukket område idag pga skydning.
Det blev ikke til det store antal fugle på Bent´s tur, så først sidst på eftermiddagen, da David kom retur fra arbejde, skete der lidt igen.
I timerne før aftenens regnfront nåede frem fra syd kom der træk af Mursejlere over Fuglestationen. 
De kom fra nord ned langs klitsiden og drejede typisk ind over Fyret og Fuglestationen, inden de fortsatte videre mod syd.
Ialt blev det til 190 Mursejlere i løbet af et par timer, hvilket er det hidtil højeste antal dette forår.

DSC 6889resized
Jeg forsøgte at have kameraet klar, da David meldte om trækkende Mursejlere.
Ikke klasse fotos i det mørkegrå vejr, men vi håbede jo på, at en af de sjældnere sejlere ville dukke op på forkanten af regnfronten. 
Så jeg øvede mig på at fotodokumentere sejlere. Den sjældne udeblev dog i dag..

DSC 4727resized
DSC 4735 2
En 1k Vendehals med ungfugle store hånddækfjer og med lysere iris end adulte har.

20190612 090040 2
Til slut fotoet, der hører til dagens overskrift!
En juvenil Fuglekonge - ret anonym Konge uden farver på issen.

Tilbage til hverdagen efter den forrygende afslutning på pinsen

tirsdag 11. juni 2019
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Vinden var i løbet af natten gået i nordøst og frisket op til 7m/s. Tunge skyer lå rundt omkring med 4/8 skydække i morgentimerne og resten af dagen helt skydækket. Lidt fugt i luften omkring solopgang. Derefter tørt indtil regn dukkede op fra kl 11. I tiden fra kl 12 til kl 14 massiv regn og resten af dagen finregn. Ialt omkring 8mm nedbør.
Temperaturen 13-16°C. Sidst på dagen var vinden løjet helt af til 2m/s og drejet til øst.
Sigten super god om morgen, hvor Fanø og Esbjerg stod skarpt i horisonten mod syd. Eftermiddag og aften moderat sigt i regnvejret.

Jeg var lidt brugt fra i går, men klar til at åbne net kl 4. I vinden fra nordøst, var der enkelte net, som jeg ikke kunne åbne, men havde alligevel rigeligt med net til at holde standardringmærkningen. 
Holdt dem åbne lige til regnen begyndte kl 11, men der var ikke meget at komme efter i dag og intet tydede på en "giftig" vejrsituation som i går.
Alligevel kan man blive overrasket, for ud af dagens 13 mærkede fugle kom en Lille Fluesnapper med som ny art på forårets ringmærkningsliste. Igen en fåtalllig fugl, med nu 21 ringmærket om foråret siden 1984 og 2016 som seneste forår, hvor arten er blevet fanget her.

Dagens ringmærkning med genfangster i ():
Gærdesmutte 1, Sangdrossel 1, Gulbug 2, Lille Fluesnapper 1, Topmejse 1, Stær 1, Skovspurv 1, Grønirisk 1, Tornirisk 1, Lille Gråsisken 3, Gulspurv 0 (1)

Ialt 13 mærket og 1 genfanget fordelt på 11 arter. 

David prøvede nogle timer fra strand og klit og fik en rastende flok på 17 Canadagæs og en enkelt fin 2k Sorthovedet Måge ud af anstrengelserne, inden jeg kaldte han ned til Stationen for at fotografere den Lille Fluesnapper.
Inden regnen satte ind måtte han kører hjemad for at nå på arbejde, men har meldt, at han vender tilbage og bliver herude de næste dage.
Lige som David tog afsted, dukkede Svend Åge op med rundstykker og en rigtig flot gave til mig fra Blåvand Fuglestations gruppen og Venneforeningen. 
En gavepakke med 4 forskellige øl fra Vadehavsbryggeriet og 2 flasker vin.
Jeg finder i løbet af sommeren nogle anledninger til at nyde en god øl til maden og mindes et fantastisk forår på Blåvand Fuglestation - tusinde tak for den overraskelse!

Henrik Brandt dukkede også op. Han og Svend Åge nåede lige en lille runde i området, inden regen for alvor satte ind.
Det gav en Grå Fluesnapper ved Vesterled, men ingen tegn på den Lille Fluesnapper, der forsvandt så snart jeg slap den efter ringmærkningen.
Da Svend Åge og Henrik kørte hjemad i regnen, tog jeg mig en tiltrængt middagslur mens regnen slog mod vinduerne.
Blev vækket efter 2 timer af en kombination af militærets sprængninger og en gruppe pensionister, der åbenbart havde glemt deres høreapparter, da de holdt eftermiddagspicnik ved borde og bænke i gården. Der var ihvertfald høj stemmeføring, men jeg skulle alligevel op og få skrevet den manglende dagbog fra i går og lavet SU beskrivelse af Buskrørsangeren.
Frisk af de gamle, at spise udendørs i eftermiddagens vejr!

IMG 4739resized
Dagens bedste måge på stranden - 2k Sorthovedet Måge sammen med 2 Hættemåger.
Foto: David Manstrup

IMG 4747resized
Dagens bedste fugl i nettene - 2k Lille Fluesnapper.
Foto: David Manstrup 

Buskrørsanger som stjernefuglen på en spændende dag

mandag 10. juni 2019
af Morten Jenrich Hansen

Verj: Svage vindforhold fra 4-6m/s. Først fra nordøst senere ren øst. Lunt med temperaturer fra 14-19°C.
Ved solopgang lav tåge, men over tågen begrænset skydække til 2/8. Senere mere udbredte skyer med op til 6/8 skydække. Moderat med sol gennem dagen, men trods en regnfront passerede fra sydvest midt på dagen blev det kun til 2 dryp ved Hukket.
Sigten i morgentågen på 500m, men en time efter solopgang lettede tågen og der blev sigt op på 10km.

Stod op til en vejrsituation, der i fuglefolkskredse bliver kaldt "giftigt vejr". Havde fornemmelsen af, at alt kunne ske og det gjorde det næsten.
Efter den første time med netrunderne dukkede Henrik Bøhmer op og gik til obsposten i klitten på Hukket.
Da jeg lidt senere er rundt ved nettene i Stationshaven høre jeg 3 umiskendelige kald fra Pirol.
Kaldene kommer fra beplantningen på nabogrunden lige bag feriehusene. Jeg skynder mig, at få afsluttet netrunden og på min vej ud fra haven, kører David passende ind på parkeringspladsen. Sammen prøver vi at gå om bagved, men Pirolen er som sunket i jorden og vi hverken hører eller ser mere til den.
Det er en sjælden gæst herude mod vest, så dagen var allerede god.
David slutter sig derefter til Henrik i klitten, mens det for mig er tid til at passe nettene i Fyrhaven.
Ikke meget at komme efter der, men da jeg er tilbage i Stationshaven sker det.
En sanger hænger i det vestvendte net bagerst i haven. 
Da jeg kommer til den og begynder at tage den ud, slår hjertet lidt hurtigere. Det er en lille bleg sag. På vej mod den, når jeg et øjeblik at tænke på en af de små sjældne Gulbuge, men da jeg står og tager den ud af nettet er det hurtigt klart for mig, at det er en Acro.
Umiddelbart er mit bud Buskrørsanger, men jeg kommer den forsigtigt i en fuglepose og tager en Grønirisk, der venter i næste net.
Får dog ringet til Henrik og David, at de skal komme til stationen, da jeg mener, at jeg har en Buskrørsanger. 
Inde i ringmærkningslaboratoriet får jeg hurtigt kørt Grønirisken igennem, så den er videre.
Slår op på Buskrørsanger i bestemmelsesbøgerne og tager sangeren ud af posen og begynder måltagning og ringmærkning lige som Henrik og David når frem.
Det står hurtigt klart, at alt passer på Buskrørsanger og den bliver behørigt dokumenteret til en beskrivelse til sjældenhedsudvalget.
Dejligt at have David og Henrik med på det, da de så kunne stå for fotodokumentationen, mens jeg holdt fuglen.
David har undervejs meldt fundet ud og efter fotoseancen slippes fuglen i haven, hvor den flyver op i et af de større træer i hjørnet ind til nabogrunden og forsvinder.
Nu var dagen virkelig godkendt!

David og Henrik gik tilbage til Hukket, hvor de havde rastende Bjergand og trækkende Tejst som det bedste.
Selv gik jeg endnu en runde til Fyrhaven, hvor en ung Sortmejse blev næste ringmærkede fugl. 
Ikke i kaliber med Buskrørsanger, men det er ikke mange Sortmejser, der bliver fanget her om foråret og var den første unge i år.
I det lune vejr med regnfronten synlig ude i Nordsøen var der optræk til mere. En lille flok Mursejlere kom ind og lå skrigende og jagede rundt med hinanden om Fyret. 
Forventningerne blev yderligere skruet i vejret - måske en sjælden sejler også kunne finde på at blive tiltrukket af Fyret!

Midt på dagen afsluttede David og Henrik obsen ved havet og tog på en tur rundt i Mosen. De ringer mig op, da de fra pilekrattet ved den nordlige branddam 4 gange har hørt en kort snerrende trille. De har nået at optage en video ved det sidste kald de hører og tænker i retning af Dværgrørvagtel.
De oploader videoen på deres Facebookside og beder om kommentare til lyden. Der er delte meninger, men flere syntes det er i retning af Dværgrørvagtel, mens Rolf Christensen fra Skagen er sikker på, at det er et af Bogfinkes kald.
De hører ikke lyden igen og går viderede rundt om Mosen, hvor de senere hører en Vagtel. 
Igen en god art herude, men Dværgrørvagtel ville være en ny art for området, så David og jeg aftaler at tjekke krattet og Brandammen ved solnedganstid.
Henrik var nødt til at tage hjem, så han kunne ikke deltage i den sene tur til Mosen.

Vi er lidt oppe i gear med de fugle, dagen hidtil har bragt til Hukket, så jeg holder net åbne lige til kl 18.
Det giver både en ny unge af Sortstrubet Bynkefugl i Fyrhaven og sidst på eftermiddagen en unge af Spætmejse fanget i Stationshaven.
En sjælden gæst på Hukket. Kun nr. 9 ringmærket om foråret siden 1984!

Dagens ringmærkning med genfangster i ():
Sortstrubet Bynkefugl 1, Sangdrossel 1 (1), Gulbug 1, Buskrørsanger 1, Munk 1, Tornsanger 0 (1), Gærdesanger 0 (2), Løvsanger 1, Gransanger 0 (1), Sortmejse 1, Topmejse 1 (1), Spætmejse 1, Stær 1 (1), Bogfinke 2, Grønirisk 3, Tornirisk 3 (1), Lille Gråsisken 1

Ialt 20 mærket og 7 genfanget fordelt på 17 arter, men altså på baggrund af en arbejdsindsats med netrunder i 14 timer i streg!
Det giver dog ekstra energi til de gåture med spændende arter og skønt langt de fleste af dagens fugle var nye unger, så var der også blandt genfangsterne lidt krydderier.
Tornsangeren er mærket her tilbage den 28/5-2016 og blev sidst set den 11/8-2016!
Stæren er mærket her i 2017 og heller ikke set før idag, mens Tornirisken kun har holdt sig ude af vores net i et år, da den blev mærket 9/5-2018 og ikke er fundet igen før idag.

Nå - trods alt det spændene, der var sket i løbet af dagen, så holdt jeg ikke til mere kl 18, men havde lige inden da en flok på 26 Kanadagæs, der i lav højde trak mod sydvest over Stationen.
David og jeg fik derefter hurtigt aftensmad og faldt i søvn i halvanden time, inden vi gik ud på natlyt.
Desværre blev det ikke til Dværgrørvagtel. De nærmeste lyde, der mindede om en kort snerrende trille kom fra en gren i pilekrattet, der fra tid til anden gav sig i vinden. Bogfinkerne, der havde været tilstede i krattet ved David og Henriks første besøg var væk, så mon ikke Rolf Christensen har haft ret i sin id af dagens lyd!

Da vi kom tilbage til Stationen fra Mosen, drønede jeg hurtigt op under dynen igen - mit ur ville ringe om alt for få timer - kl 03:30 - for at jeg kan være klar til en ny spændende dag ved nettene på Blåvanmd Fuglestation. 

IMG 4692resized
Den unge Spætmejse.
Foto: David Manstrup

IMG 4651resized

IMG 4674resized
Dagens stjerne: Buskrørsanger.
Arten er tidligere ringmærket her om foråret i 2012 og 2014, så dagens fugl er nr. 3 på den samlede ringmærkningsliste for Blåvand Fuglestation.
Desuden er der af SU godkendt en Buskrørsanger i foråret 2016, der blev fotograferet og lydoptaget ved Branddammen i Mosen.
Fotos: David Manstrup

Pinsefrokost og muligvis Grindehvaler

søndag 9. juni 2019
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: En nat med kuling fra sydvest og regnbyger. Bygerne fortsatte indtil kl 07:30, hvorefter det holdt tørt og efterhånden blev skyfrit, så dagen var fuld af sol.
Blæsten holdt længere ud og løjede kun langsomt af efterhånden som den drejede til ren vest. Først sidst på formiddagen var den nede under 10m/s efter at havde været oppe på 16m/s i morgentimerne. Til aften var den helt nede på 5m/s.
Temperatur fra 12-16°C, men føltes midt på dagen meget varmere i læ og sol.
God sigt, men meget lufturo/flimmer ude over havet i sollyset.

Jeg måtte droppe alt om åbne net i morgentimerne med regnbyger og den kraftige vind. Fik i stedet vasket fugleposerne og kan konstatere, at når man blander de hvide poser og Ecotones røde i en varm vask, så får man et sæt af de engang hvide, der nu matcher den Rosenbrystede Tornskade, som jeg ringmærker i løbet af min sidste uge herude :-)
Fik også handlet mad ind til de næste par dage, men kunne bagefter se, at Henrik Bøhmer imens havde trodset vejrguderne og lavet en morgenobs fra Hukket.
Han fik en enkelt Mallemuk ud af blæsten og rigtig pænt med Sortænder og Sildemåger. 
11020 af ænderne og 1660 Sildemåger.

Kl 8 var vinden løjet en smule af og jeg vovede at åbne de få net, der stod mest i læ. Holdt åbnet i Fyrhaven til kl. 12, hvor man skulle løbe spidsrod gennem strømmen af pinseturister for at komme fra Fuglestationen og op til Fyrhaven. Stationshaven holdt jeg åben til kl 17, men alt i alt var der ikke meget at komme efter blandt småfugle i dag.

Dagens ringmærkning med genfangster i ():
Jernspurv 0 (1), Havesanger 1, Gærdesanger 0 (1), Gransanger 1, Tornirisk 1 (1)

De 2 Tornirisk var juvenile fugle og dem fik jeg fremvist til Bent´s familie, der var herude til den helt store pinsefrokost.
De så ud til at hygge sig og delte glædeligt ud af rigtig lækker mad - både en stor tapas tallerken og masser af kage til eftermiddagskaffen fik jeg del i - tak for det!

Inden da havde jeg gennem formiddagen siddet med mit teleskop ved ringmærkningslaboratoriet i Fyrhaven mellem netrunderne og spejdet ud over havet i håb om en stormfugl i blæsten og bølgerne.
Det blev det ikke til, men lidt i kl 11 opdager jeg en stor sort aflang skygge, der ligge i overfladen mellem bølgerne lige på indersiden af revet. Holder øje med den hver gang den er synlig mellem bølgerne, men den ligger stille og i et stykke tid er jeg noget i tvivl om det bare er et stykke tabt drivgods. På et tidspunkt vender den dog rundt og jeg kan se, at den har form som en hval. Syntes at jeg kan skimte en bred rygfinne, men obsforholdende er elendige med aftanden, masser af flimmer i luften og bølgerne. Prøver at bruge maks forstørrelse på 60x i teleskopet, men får pga af lufturoen de bedste syn ved 40x forstørrelse. Efter 5 minutter dukker der to mere op ved siden af og lidt bag den første. De to sidste er en smule mindre end den første. Størrelsen er klart større end Marsvin og de bliver liggende i overfladen yderligere 5 minutter, inden de langsomt svømmer mod nord og forsvinder for mig i bølgerne.
Alle de 3 dyr var helt sorte i sollyset og jeg er ret overbevist om, at det drejer sig om Grindehvaler. Formodentlig var den første en han pga størrelsen og det, at jeg på et tidspunkt kunne ane den brede rygfinne trods lufturoen. 
Det sorte indtryk, og adfæren med at ligge stille et stykke tid i overfladen, svarer også meget godt til mine tidligere erfaringer med Grindehvaler i Atlanten, men desværre var dagens obsforhold ikke gode nok til, at jeg kan være helt sikker i artsbestemmelsen af så sjældent et dyr i danske farvande. 

20190609 085549
View til revet fra obspladsen ved ringmærkningslaboratoriet.
Ved spidsen af den brede pil lå hvalerne først, inden de svømmede mod nord og jeg tabte dem mellem bølgerne ved den højre pil.
Jeg prøvede igen en time senere, hvor vandet var ved at trække sig tilbage, men der lå heldigvis ikke nogle store strandede dyr ved et tjek op mod Nordhukket, så det tyder på, at de er nået at komme væk fra revet inden det blev lavvande.

Kuling med stationære måger

lørdag 8. juni 2019
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Blæst fra syd drejende til sydvest. Allerede før solopgang af en styrke på 10m/s og i løbet af morgenen steg den til 14m/s for at kulminere over middag med 15m/s. Vindstødene nåede da op på 22m/s.
Temperaturen holdt sig fra 11-13°C, mens nedbøren ventede til over middag. I løbet af eftermiddagen kom der 3mm regn med enkelte strejf af sol i kortere ophold mellem bygerne. Det meste af dagen 6/8 skydække.
Sigten god bortset fra de mest intense perioder af regnbygerne.

Allerede da jeg vågnede ruskede det godt i træer og buske udenfor, så jeg måtte opgive alt om en standard ringmærkning.
Fandt enkelte net i Stationshaven som jeg vovede at åbne indtil kl kl 7, hvor vinden var taget så meget til, at jeg lukkede alt ned.
På det tidspunkt havde jeg også blot fanget en Gærdesanger og et tjek af Fyrhaven aflørede heller ikke småfugle i bevægelse deroppe.

I stedet gik jeg sammen med Ulf E. Møller til læsiden af bunkeren på Sydhukket og tjekkede måger og havet i et par timer. Vi blev der indtil turisterne indfandt sig i større tal end de morgenfriske kondiløbere og hundeluftere. 
Tjekket af måger gav nogle gengangere fra de seneste dage. Både de 3 2k Sorthovede Måger og den store 2k Middelhavssølvmåge var her stadig.
Ude over havet var der ikke gang i meget og slet ikke et antal af Sortænder som i går. Største overraskelse var en han og 2 hunner af Skeand, der sammen trak syd.
I læsiden af Vesterled rastede en 1k Kernbider, men ellers var der ikke meget at skrive om denne dag, hvor både jeg og småfuglene trykkede sig i blæsten.
Jeg fik en hyggelig snak med Ulf over en kop kaffe i stuen, mens vi prøvede at få sandet fra Sydhukket ud af øjne, øre, næse og mund, inden Ulf drog videre.
Eftermiddagen gik for mig med en middagslur og pc opgaver.
Må se hvad morgendagen bringer. 
Der er stadig varsel om middelvind på 11-12m/s og vindstød på 16m/s frem til kl 10 i morgen, så jeg tvivler meget på, at jeg kan gennemføre standard ringmærkningen, men forhåbentlig kan jeg finde enkelte net tilstrækkeligt i læ, da vinden skulle være ren vest i morgen.

DSC 6689 2
Sildemågen er fantastisk og elegant i blæsevejr. De ser nærmest ud til at nyde, at det blæser, når de glider forbi Sydhukket.

DSC 6757 3
Hav i oprør og måger på stranden - en god beskæftigelse at tjekke flokken igennem, når vejret ikke tillader ringmærkning.


1   |  2     NÆSTE