Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (54)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Kold og hård vind fra nord satte sit præg på dagen

lørdag 28. marts 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Igen blå himmel uden en sky hele morgenen, men rigtig kold luft fra nord med tiltagende vind gennem dagen. Den startede ellers ok med 6m/s ved solopgang, men hurtigt blev den frisk af styrke og ved middag nåede den op på 12m/s og toppede midt eftermiddag med 13m/s i middelvind.
Kombineret med en temperatur på 4-7°C, så galdt det om, at finde en sydskråning med læ og sol, hvis man ville holde varmen i dag.
I løbet af eftermiddagen kom der lidt spredte højtliggende skyer.
Sigten god i den kolde nordlige luftstrøm.

Vejrudsigten havde desværre ramt plet, så det blev en morgen, hvor der skulle kæmpes for at finde en fugl i nettene. 
Jeg nåede at få gennemført de 5 timers standart ringmærkning, men en time senere måtte jeg lukke de sidste net, da vinden blev for kraftig.
Det blev til 17 mærkede fugle og 5 genfangster, hvoraf de 4 var fugle fra tidligere i marts.
Den sidste genfangst får lige spalteplads herunder, som dagens fugl..

DSC 6182 2
Dagens bedste genfangst går til Xenia, der med tidens corona forholdsregler er sat på hjemmearbejde med fuglestudier i stedet for at være med ved nettene.
Denne hun Lille Gråsisken er én Xenia ringmærkede sammen med mig d. 19. maj sidste år.

DSC 6169 2
Med en mærkning som 2k+ i maj sidste år er her med sikkerhed en adult Lille Gråsisken.
Alders kendetegn på dette foto er bl.a. de mere afrundede halespidser end 2k fugle har.
Med sikkerhed for, at det er en adult, så kan den også kønsbestemems til hun, da der ikke er nogen antydning af pink/rødt på hverken overgump eller ved kind.

DSC 6165 2
Vingen er også typisk for en adult Lille Gråsisken - hvad den selvfølgelig bør være, når vi ud fra ringmærkningen er sikker på, at det er en adult fugl.
Bl.a. er de lyse kanter på tertiære bredere og mere skarpt afsatte end på en ungfugle tertiær, hvor der blot er en diffus og smal lys kant på den enkelte fjer.

Midt på morgenen dukkede et par fuglekiggere op på gårdspladsen i håb om, at få set en fugl i hånden. Jeg måtte desværre fortælle, at det blev svært, da jeg ikke rigtig fangede noget under de vejrforhold vi har her i weekenden.
De tog fornuftigt nok videre op til Filsø, hvor der er mere at se på end Hukket kan tilbyde i hård nordenvind.
Bent kom ellers ud og brugte 3 timer på at opstøve nogle fugle, men uden det store held.
Selv endte jeg med at bruge eftermiddagen indedøre, hvor jeg bl.a. fik hygget i køkkenet med madlavning, så jeg har nem aftensmad de kommende dage.

Desværre ser det ud til at dette vejr fortsætter i morgen, men mandag skulle vinden blive svag, så da håber jeg, at se nogle fugle igen.

Dagens ringmærkning:
Blåmejse 1 + (2), Gransanger 3, Fuglekonge 1, Rødtoppet Fuglekonge 0 + (1), Rødhals 3, Sangdrossel 1, Solsort 1, Jernspurv 4 + (1), Bogfinke 1 og Lille Gråsisken 2 + (1).

Ialt 17 mærket og 5 genfanget fordelt på 10 arter.

Folk: 2 + Bent og Morten.

Kølig morgen gav 2 timer med fugle

fredag 27. marts 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Frost i luften sidst på natten med rim i græsset på et døgn, hvor der ikke var en sky på himlen. Vinden startede ganske svag fra øst, drejede ved middag over vest til en eftermiddag og aften med vind fra nordvest. Efterhånden tiltagende i styrke, så det blev jævn vind inden solnedgang.
Temperaturen fra kølige -2°C ved solopgang til hele 10°C over middag.
God sigt, men igen let dis ude på afstand med vindmøllerne.

Der var lidt gentagelse fra i går over dagens ringmærkning.
Ganske fin start med fugle i haverne, men i dag stoppede det efter 2 timer.
Fik den dog op på 35 mærkede fugle i de 5 standard timer, hvorefter jeg holdt en frokostpause på 2 timer med lukkede net. 
Åbnede igen i eftermiddags og det gav lige lidt ekstra til allersidst, så jeg kom op på en dagstotal på 41 mærkede fugle. 
Igen var det Jernspurv og Gråsisken, der var de to arter som trak læsset.

Dagens kun 2 genfangster var den Rødtoppede Fuglekonge fra i går og så en Sangdrossel, som jeg satte ring på 12. juni sidste år.
En af de sidste fugle jeg mærkede sidste forår, så den kendte mig efter måske, at have været en tur i Frankrig eller Spanien i vinters.

DSC 6091 2
Nu tænker I måske, at hvad har det her foto med en fuglestation at gøre?
Det er nu et dyr, som jeg jævnligt står med i hånden på dage, hvor der som i dag er en del Jernspurve.
Den art har nogle individer, der er fuldstændig fyldt med fugle lus.
Så snart man tager en inficeret Jernspurven ud af nettet, så vrimler op til 50-70 små lus ud på ens hånd og op ad armene.
Jeg har flere gange undret mig over, at jeg stort set kun oplever det med Jernspurv.
Da det nu var tamt med fugle i nettene efter de første par timer, så kontaktede jeg både Jesper Brinkman - erfaren ringmærker og samtidig dyrlæge, samt Poul Ulrik - der er stærk i id af både fugle og småkravl.
Dog ikke ekspert i fugle lus og ingen af dem kunne komme med en god forklaring på, hvorfor det lige er hos Jernspurv, at jeg oplever disse masseforekomster af fugle lus.
Der er dog ofte en artsspecifik sammenhæng mellem de mange forskellige arter af fugle lus og den art, de benytter som vært, så de fugle lus Jernspurve har på sig, vil ikke finde sig til rette på andre arter.
Poul Ulrik gav mig et link til hjemmesiden - Phthiraptera.info - så jeg kunne forsøge mig med artsbestemmelse.
På den hjemmeside er er der en meny, der hedder Lice.
Åbner man den, så kommer et utal af faner frem med luse arter og deres respektive værter. På faneblad nr. 276 og 277 er listet en række arter med Jernspurv som vært.
Jeg kiggede lidt på det og må erkende, at der rækker mine evner ikke - det må blive næste liv, før jeg begynder at sætte artsnavn på fugle lus!
Poul Ulrik oplyste iøvrigt, at der vist ikke er nogen eksperter på området herhjemme, bortset fra én på Færøerne.
Hvis ens helt store drøm er, at finde en ny art for landet, så gå igang med at tjekke fuglene og deres lus, så er der rimelig god chance for at kunne tilføje en ny art til DK listen!

Ud over mine runder ved nettene, så spejdede jeg lidt over havet og tog en middagstur ud i området. Det gav ingen overraskelser blandt fuglearterne og jeg kan se, at ørneshowet i dag var ved Filsø. 
Havde jo ellers håbet, at nogle af dem ville komme ned og vende over Kallemærsk i det flotte vejr.
Manglede ørnene til at krydre dagen, så fik jeg til gengæld hilst på Leif Novrup og Signe Uldall, der var ude og gå en tur i området. 
Leif kunne berette, at Bent´s beskrivelse af Kongeørnens dragt/alder passer perfekt på en Kongeørn, som Leif så på Borris Hede for en lille uge siden.
Højst sandsynligt det samme individ, der lige ser sig om i det vestjyske.

Vejrudsigten lover frisk til hård nordenvind i weekenden, så jeg indstiller mig på, at det ikke bliver de store fangstal de næste dage. 
Vejret vil sikkert blive godt til tøjvask og rengøring, så de opgaver udskyder jeg lige til "dårlige tider".

Dagens ringmærkning:
Gransanger 3, Fuglekonge 1, Rødtoppet Fuglekonge 0 + (1), Rødhals 1, Sangdrossel 0 + (1), Jernspurv 15, Bogfinke 3, Lille Dompap 1 og Lille Gråsisken 15.

Ialt mærket 41 og genfanget 2 fordelt på 11 arter.

Folk: Leif, Signe og Morten

Flot morgen ved nettene

torsdag 26. marts 2020
Ørneshow ved Grærup Langsø
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Ingen skyer og sol fra blå himmel hele dagen.
Kølig nat med ned til 1°C og let rimfrost i jordhøjde ved solopgangstid.
I løbet af dagen kunne solen rigtig mærkes med op til 8°C og helt lunt, da vinden fra syd var nede i svag styrke på 2-4m/s.
Sigten god med kun lidt dis ude på afstand med Horns Rev vindmøllerne.

Dejlig morgen uden vind, så alle net kom i brug og jeg fik 3 timer med fint flow af fugle i haverne. Kl 9 havde jeg sat ring på 42 fugle, men desværre døde det så ud.
Da de 5 timers standard var overstået, var jeg nået op på 49 mærket.
Det lykkedes dog, at nå min ønskede +50 dag, da jeg endte på 53 mærkede og 4 genfangster ved dagens slutning.
Lille Gråsisken var den art, der trak antallet op i morgentimerne, men ellers var der en pæn diversitet af typiske marts arter. 
Rødtoppet Fuglekonge nr. 7 i år kan lige nævnes.

20200326 113143 2
Midt på dagen forsøgte jeg at blive gode venner med denne Sølvmåge. 
Tilbød den en fin ny stålring til dens ene ben, men den var skeptisk over for den lokken og holdt sig lige uden for gribe afstand.

Bent nåede ud i formiddagstimerne og gik rundt i området til over middag. 
Der var ikke meget træk over havet i dag, men 180 Pibeænder og 190 Krikænder rastede lidt usædvanligt i dønningerne ved brændingen ude på Hukket.
I Mosen kaldte en Vandrikse, mens vi havde 3 Musvåger over klitheden og en Tårnfalk over Fuglestationen.
Bent tog dog virkelig for sig af rovfugle, da han kørte herfra og brugte eftermiddagen ved Grærup Langsø.
Den beretning må han hellere selv komme med, for den tur blev stor!

Ørnemekka ved Grærup Langsø en uforglemmelig oplevelse når alt flasker sig. Kongeørn og 5 havørne.

Fra udkigsbakken ved Grærup Langsø sås der ud over et par musvåger en større rovfugl skrue sig op til himmels. Derefter svævede fuglen lidt, da den fra stor højde klappede vingerne sammen og styrtdykkede mod jorden. Det så ud til at den slog et bytte i noget høj vegetation. Jeg havde på dette tidspunkt set lyst inderst på halen,og nu hvor den stod på jorden sås gylden nakke og ørnenæb. Næsten overbevist om at det var en kongeørn forsvandt den ned i det høje græs, og sås ikke i lang tid. Den har uden tvivl fortæret sit bytte. Ventetiden til den kom frem igen var 1 time og et kvarter. I ventetiden skete også ting og sager. Pludselig landede 3 yngre havørne bag nogle pilebuske hvor de forsvandt. Lidt senere kom dog 2 cyklister og op fløj ikke mindre end 5 yngre havørne på en gang. En grævling passerede ind over en af klitterne mens de ynglende traner gjaldede deres trompeteren ud i æteren.
Endelig kom ørnen frem igen og nu kunne bestemmelsen verificeres. Satte sig på en forhøjning, hvor en bette krage lige skulle forbi og vise størrelsesforskellen.
Da kongeørnen igen lettede og begyndte at kredse, dukkede lige pludselig 3 havørne op, hvoraf de 2 småmobbede kongeørnen. Efterhånden de tog højde tilsluttede en vandrefalk sig selskabet. Fuglene kredsede højere og højere op og forsvandt langsomt mod nord. En fantastisk naturoplevelse var slut men glemmes aldrig. Det er kun min tredje kongeørn her i kommunen i de 40 år jeg har boet her. Så glæden var enorm.

DSCN8233

Dagens ringmærkning:
Blåmejse 1, Gransanger 2, Rødtoppet Fuglekonge 1, Gærdesmutte 2 + (1), Rødhals 5 + (1), Sangdrossel 2, Vindrossel 2, Solsort 3, Jernspurv 13 + (1), Skovspurv 1, Bogfinke 2 + (1), Lille Gråsisken 18 og Gulspurv 1

Ialt mærket 53 og genfanget 4 fordelt på 13 arter.

Folk: Bent og Morten

Back in business

onsdag 25. marts 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Klar kølig luft med sol hele dagen og meget få skyer på himlen.
Temperatur fra 3-6°C. Vind fra syd med 9 m/s indtil middag. I løbet af eftermiddagen aftagende til 4m/s ved solsnedgang.
God sigt blot med lidt dis i horisonten.

En anelse mindre vind end i går, så jeg kunne finde et par net mere at åbne denne morgen.
Der var endda småfugle i området trods den kølige luft, så jeg kom tilbage på sporet og nåede op på 30 mærkede fugle inden jeg lukkede net kl 17.
Dejligt - og de næste 2 dage ser vejrudsigten ud til, at være med svage vind, så alle net kan komme i brug.
Måske skal det lykkedes for mig, at få en +50 dag her inden marts slutter.

Dagens ringmærkede fugle var pænt fordelt på almindelige marts arter, så jeg vil nøjes med at sætte fokus på dagens bedste genfangst:

DSC 6016 2paint
Jernspurv har I set foto af før på denne blog, men anledningen til endnu et er god.
Nr. 2 Jernspurv dette forår genfanget med ring fra Brussel, Belgien.

David kom ud fra morgenstunden og tog en tørn på Nordhukket, hvor der igen var gang i sydtrækkende fugle. Lidt færre ænder end Bent havde i går, men med lidt flere vadefugle og et pænt træk af Hættemåger.
330 Krikand og 202 Pibeand var de største andetal, mens 5 Knarand lige nævnes som en fåtallig art for Hukket.
Blandt vadefugle var de største tal 87 Lille Kobbersneppe og 81 Islandsk Ryle.
Hættemågerne nåede op på 468 sydtrækkende, mens David fandt en enkelt Kaspisk Måge blandt de rastende måger på sandrevlerne.

David er også en af de flinke mænd, der gerne hjælper mig, så han kom retur fra købmanden med frisk frugt og mejeriprodukter, som jeg havde skrevet på en indkøbsliste. 
Dejligt, så slipper jeg for den tur de næste par dage, hvor godt ringmærkningsvejr skal udnyttes herude.

Dagens ringmærkning:
Blåmejse 0 + (1), Gransanger 1, Fuglekonge 5 + (1), Gærdesmutte 1, Rødhals 2 + (1), Sangdrossel 1, Solsort 5, Jernspurv 8 + (2), Skovspurv 1, Bogfinke 2, Lille Gråsisken 3 og Grønsisken 1.

Ialt 30 mærket og 5 genfanget fordelt på 12 arter.

Folk: David og Morten

Søndenvinden blæser, mens Coronaen hærger

tirsdag 24. marts 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Sol hele dagen, men en del af tiden let sløret af tynde højtliggende skyer.
Vinden holdt sig frisk og kom fra stik syd. 11m/s i middelvind og op til 16m/s i stød, hvilket gjorde det koldt uden for læ steder, da temperaturen var 4-6°C.
God sigt, men let dis helt ude i en afstand som til vindmøllerne på Horns Rev.

Stod op til en dag, der vejrmæssigt gav mindelser om i går. Frisk til hård vind fra syd, gav mig kun få net at arbejde med, da de fleste var for vindpåvirkede til at kunne åbnes.
Fangstmæssigt var det også på niveau med i går med 8 fugle mærket og 2 af vores egne kontrolleret.
Artsmæssigt var der dog et par af favoritterne: forårets 6. Rødtoppede Fuglekonge og den 7. Stillits.

20200324 070547 2
20200324 073911 2

Undervejs fik jeg set en Spætmejse, der kom flyvende ind til et kort rast i Fyrhaven, hvorefter den returnerede ind i landet bag Vesterled. 
Så kunne jeg godt have tænkt mig, at det var på en dag med alle net åbne i haven, for Spætmejse er en fåtallig gæst helt herude.
Bent kom ud og fandt læ for vinden ved Nordhukket og havde nogle gode timer med træk ved havet.
Svømmeænder trak syd med 638 Krikænder, 569 Pibeand, 66 Spidsand og 4 Skeand.
Lidt vadefugle med bl.a. 68 Lille Kobbersnepper og et par hundrede Hættemåger trak også syd.
På vej ud til stranden var forårets 3. Stenpikker, mens klitheden ved Mosen senere på dagen havde en fouragerende Fjeldvåge - nok den samme, som jeg så i området i går.

Efter Bent var taget hjem kom så en ny besked fra Fuglenes Hus om en forlængelse af corona forholdsreglerne.
Som det fremgår af nedenstående brev, er de blevet forlænget frem til 1. maj og med statministerens opråb om, at begrænse bevægelser mellem landsdele (også i påsken), må vi desværre melde, at Blåvand Fuglestation er lukket for overnattende gæster hele april.

I skal igen ikke tænker på mig, men kun på den betydning, I alle kan have for andres liv ved at medvirke til at begrænse smittefaren.
Selv går jeg og nyder livet herude med fuglene - savner ikke selskab og er overbevist om, at jeg er meget mere sikker her, end hvis jeg havde været hjemme i Østjylland, hvor mit arbejde ville have været i et laboratorie på Skejby Sygehus.

Dagens ringmærkning:
Sortmejse 1, Blåmejse 0 + (1), Gransanger 1, Fuglekonge 1 + (1), Rødtoppet Fuglekonge 1, Jernspurv 2, Bogfinke 1 og Stillits 1

Ialt 8 mærket og 2 genfanget fordelt på 8 arter.

Folk: Bent og Morten

 

24. marts 2020

 

Generel beredskabsplan for hele DOF

 

Formålet er at reducere smitten med coronavirus, covid 19

  • Alle DOFs officielle ture og medlemsarrangementer aflyses – frem til 1. maj 2020. Dette gælder i alle DOFs lokalafdelinger, fuglestationer, seniorgrupper, udvalg mv. i hele landet.
  • Undgå at stå for tæt. Hold afstand, hvis du er på spontan fugletur og tager ophold i nærheden af andre.
  • Del ikke teleskop, kikkert eller kamera, da det kan øge smittefaren.
  • Hvis du er ældre eller kronisk syg – hold afstand og bed andre om at tage hensyn.
  • DOFs sekretariat, Fuglenes Hus har ikke bemandet receptionen og besvarer ikke opkald på hovedtelefonnummeret. Vi vil i videst muligt omfang besvare mails. Vi vil fortsat gøres vores bedste for at levere god service for medlemmerne og være tilgængelige for offentlighed og medier. DOFs medarbejdere vil, i det omfang det er muligt, arbejde hjemmefra i perioden.
  • Naturbutikkens fysiske butik er lukket i de kommende uger, men internetbutikken er fortsat åben og betjener kunderne via Naturbutikken.dk.

DOF følger myndighedernes anvisninger og vil løbende justere beredskabet op eller ned - afhængigt at hvordan situationen udvikler sig i samfundet.

Spørgsmål kan rettes til undertegnede.

Med venlig hilsen

Sigrid Andersen

Direktør

 

Frisk vind fra syd og blå himmel

mandag 23. marts 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Efter en af de klareste stjernenætter, som jeg længe har set, stod solen op til en dag, hvor der først viste sig skyer hen på eftermiddagen.
Klar kølig luft med blå himmel. Temperatur på 2-5°C.
Det føltes noget køligere, da vinden var frisk med 10-11m/s i retning fra syd.
Super sigtbarhed >15km.

Efter en nat med stjernekigning, så var jeg helt klar til at åbne net til standardringmærkningen, som nu har starttid kl 05:45.
Desværre generede lidt for frisk sydlig vind mange af nettene. 
Jeg fandt dog nok net tilstrækkeligt i læ til, at være dækket ind med netmeter til at holde standarden.
Havde så håbet, at den sydlige vind ville blæse nogle fugle herud, men det klare højtryksvejr med kolde nætter ser ud til, at have stoppet en del tiltræk.
Det blev kun til 6 mærket og 2 genfangster.

20200323 121955
Dagens sjældneste syn i luften over fuglestationens have blev denne kondensstribe fra et fly!

Så der var tid til at åbne computeren og læse en mail fra ringmærkningscentralen, hvor der er kommet svar tilbage fra Polen om den Fuglekonge jeg genfangede den 19. marts.
Den er mærket sidste efterår d. 04. oktober ved Rakutowo, Kujawsko-Pomorskie.
Et stykke vestnordvest for Warsawa og 800km fra Blåvand Fuglestation.

Bent sendte mig også en mail, så jeg på stille fugledage kan nørde nogle tal.
Mailen indeholdt nemlig et Excel ark med ringmærkningstal for hver forårsmånede siden 1984.
Så må jeg se, om jeg kan få et top forår med antal ringmærkede fugle i år.
Rigtig meget vil afhænge af vejrforhold - de næste par dage ligner i dag, med kraftig vind fra syd, så det bliver nok nogle stille dage fuglemæssigt.

Dagens bedste div. obs blev en Fjeldvåge, der fouragerede et stykke tid over klitterne nord for Mosen.
Svend Aage kom ellers ud og prøvede, at finde læ til et kig over Hukket, men kunne ikke melde om meget andet end en kold vind.
Han var iøvrigt min helt i dag, for inden han kørte herud, så havde han kontaktet mig og fået min indkøbsliste, så der nu er fyldt lidt ekstra i køleskabet.
Reddede mig lige fra en cykeltur i modvind og sandfygning!
Svend Aage havde ellers en lækker ny cykelpumpe med til fuglestationen, så begge dæk er nu med fuldt tryk og klar til ture fremover.

Dagens ringmærkning:
Blåmejse 1, Fuglekonge 0 + (1), Gærdesmutte 0 + (1), Rødhals 1, Jernspurv 3 og Bogfinke 1

Ialt 6 mærket og 2 genfanget fordelt på 6 arter.

Folk: Svend Aage og Morten 

Ringmærkningsvejr på en søndag!

søndag 22. marts 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Stadig højtryk med klar kølig luft, masser af sol og rigtig god sigt.
Ved solopgang var det næsten vindstille, men efter den første dagtime kom der op til 8m/s fra syd det meste af dagen. Drejende til sydøst i løbet af eftermiddagen.
Rimfrost og -1°C ved solopgang, Op til 6°C midt på dagen.
Lidt skyer kom fra sydøst ved middagstid, men ikke flere end at solen var på det meste af tiden.

Starter lige dagsberetningen med en advarsel!
Ingen kan vel have overset, at Danmark er lukket ned og man skal prøve at stoppe spredningen af corona virus.
Det betyder at Varde kommune har lukket alle offentlige toiletter - også det der er herude ved Naturudstillingen. 
Der er ikke kapacitet til at rengøre hele tiden, så det ville være en potentiel smitteklide, at have det åbnet.
Nu ved jeg så ikke, hvor mange af disse dages mange tusinde besøgende til Blåvands huk, der læser denne blog, men her kommer altså advarslen:

Der er indiske tilstande i området!

Det er ikke noget jeg kigger efter, eller ønsker at opleve, men med mine mange daglige runder mellem fuglestationen og Fyrhaven, så ser jeg en hel del mennesker med bukserne nede i disse dage.
Se jer derfor godt for, hvor I træder, hvis I går ture herude.
Alle områder tæt på buske og træer, men også hushjørne og gavle som ved Fyrboligen og Naturudstillingsbygningen, er steder man ikke skal træde med bare tæer - hvis I forstår hvad jeg mener.

Nå - tilbage til det, det handle om for mig.
Helt ekseptionelt, så måtte jeg for første gang i marts stå tidligt op på en søndag!
En ny fantastisk flot morgen med rimfrost og morgenrødmen på himlen inden solopgang.
Helt svag vind gav et par gode morgentimer med nettene, inden vinden tog til og det igen midt på formiddagen døde ud med småfugle i område.
Det blev Jernspurvenes morgen med næsten halvdelen af alle dagens mærkede fugle tilhørende den art.

20200322 095002 2

Ud over Jernspurve, så er Gråsisken også ankommet til området i større tal de seneste dage.
Her kan det blive lidt nørdet, men de Gråsiskner er lidt spændende, for vores opfattelse af dem har ændret sig flere gange gennem tiderne.
Engang var de arten Gråsisken med racerne Lille og Nordlig.
Så blev de arterne Lille Gråsisken og Nordlig Gråsisken.
Nu er opfattelse så, at de alle er Gråsisken igen, da DNA analyser ikke kan finde en genetisk forskel på Lille og Nordlig.

Stadig kan man dog godt se nogle type forskelle i både udseende og udbredelse, så det kan godt lade sig gøre, at kalde nogle Gråsiskner for Lille Gråsisken og andre for Nordlig Gråsisken.
Lille Gråsisken er den der yngler herude, mens Nordlig Gråsisken kan besøge os fra nord og øst i store antal nogle vinterhalvår.
Denne vinter har der dog været meget få registreringer af Nordlig Gråsisken i Danmark, så jeg forventer, at langt de fleste Gråsisken, som jeg ringmærker dette forår tilhører populationen af Lille Gråsisken.
I de fleste tilfælde er bestemmelsen af Lille/Nordlig nem nok, når man står med dem i hånden, men nogle individer er altså lidt mere udfordrende.
Her er 3 eksempler på dagens ringmærkede Gråsisken.

20200322 095631 2paintHelt typisk Lille Gråsisken - med "buff" tonede vingebånd og mørk kind.
En 2k fugl og formodentlig en hun med vingemål på 68mm.

20200322 095326 2paint
Den her er en 2k han med vingemål på 73mm. En størrelse, der både kunne være Lille og Nordlig. Vingebånd er hvide og ligner en Nordlig, men kinden er lidt mørk i retning af Lille.

20200322 095903 2paint
En 2k fugl med vingemål på 71mm. Størrelsen peger på Lille, men med lysere kind og vingebånd end normalt, så den mere ligner en Nordlig.

Dagens genfangster gav dels nogle gengangere fra tidligere dage i marts, men også nogle gamle drenge.
Blandt dagens Gærdesmutter var der både én mærket som 1k 20. juli 2016 - nu 5k+ 
og én  mærket som 2k+ 14. april 2018 - nu 4k+.
Ret pæne aldre for Gærdesmutter!

En Musvit havde også flere år på bagen - mærket som 2k+ i august 2018.

Jeg nåede lige at sig hej til David og Henrik, da de var på vej hjemad fra en morgenobs på Hukket. De meldte ikke om det helt store - stadig ingen Splitterne i syne, men dog Gråstrubet Lappedykker på dagslisten.
Vi må se, hvad sydøsten vinden bringer med sig de kommende dage.
Det ser ud til, at jeg kan fortsætte med at have de fleste net åbne i det meste af ugen uden alt for hård vind eller nedbør.

Dagens ringmærkning:
Blåmejse 2 + (1), Musvit 0 + (1), Gransanger 1, Fuglekonge 0 + (1), Gærdesmutte 0 + (3), Rødhals 0 + (1), Solsort 3, Jernspurv 19, Bogfinke 2 og Gråsisken 4

Ialt mærket 31 og genfanget 7 fordelt på 10 arter.

Folk: David, Henrik og Morten

Højtryk med morgenfugle

lørdag 21. marts 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: En klar nat med svage vinde gav rimfrost og -1°C ved solopgang.
Helt blå himmel dagen igennem gav solen plads til, at få temperaturen op på 7°C over middag.
Vinden startede ganske svag fra nordøst, men gik hurtigt til ren øst og nåede op på 6m/s.
Klar luft med >15km sigt.

Trods en kold nat og lidt rim, så var alle net til at åbne uden at være frosset sammen.
Det var en god morgen med ringmærkningen, hvor jeg var passende beskæftiget med 35 mærkede fugle fra kl 6 til kl 9.
Derefter gik det i stå: timen fra 9-10 gav 6 mærkede fugle, fra 10-11 1 mærket fugl og derefter 0 fugle.
Så lidt rørte sig af fugle i område, at jeg opgav efter 4 timer med tomme runder og lukkede net kl 15.
Dagens art blev Lille Gråsisken, der endelig ankom i pæne antal i dag.
Dagens 2 genfangster var lidt kedelige - blot et par Blåmejser, der hænger ud efter at været ringmærket her siden starten af marts.

20200321 062656 2
Jeg kunne nyde en flot solopgang i fred og ro med fugle omkring mig.

20200321 124537 2
4 timer senere var der ingen fugle omkring mig, men mennesker overalt.
P pladsen var godt fyldt fra kl 10 til solnedgangstid.

Fik ikke mange diverse observationer ud af det, så det bedste jeg kan berette fra området er, at Christian Hjort ringede til mig ved middagstid og berettede om, at der var 2 hanner af Brilleand sammen ud for "Æselbunkeren" ved Hvidbjerg Strand.
Det må være dagens fugle!

Dagens ringmærkning:
Blåmejse 2 + (2), Musvit 1, Gransanger 1, Fuglekonge 1, Gærdesmutte 2, Rødhals 2, Sangdrossel 1, Solsort 2, Jernspurv 12, Lille Dompap 1 og Lille Gråsisken 17

Ialt mærket 42 og genfanget 2 fordelt på 11 arter.

Folk: Morten

Kølig luft fra nord gav færre fugle, men fine arter!

fredag 20. marts 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Højtryksvejr med klar og kølig luft fra nord. 
Vinden startede jævn på 8m/s fra nord og drejede i løbet af eftermiddagen til nordøst, mens den faldt i styrke til 5m/s.
Temperatur 4-7°C. 
Masser af sol og blå himmel, men også lidt spredte skyer først og sidst på dagen.
Rigtig god sigt.

Nordenvinden var ikke kraftigere, end at jeg kunne åbne net i begge haver.
Startede rutinemæssigt med at åbne i stationshaven, hvorefter turen gik til fyrhaven.
Retur fra åbning af net deroppe, hang den første fugl allerede klar til mig i stationshaven - og hvilken fugl!
En stor drossel = Misteldrossel.
Første gang jeg har den art i hænderne, skønt den jo er en almindelig udbredt art, så er det sjældent den flyver ned i nettene. 
Sidste gang det er sket om foråret her på fuglestationen er tilbage i 2008, så min dag var allerede godkendt før klokken blev 7.

 DSC 5875 2

Jeg holdt igen net åbne til kl 18. Der var klart færre fugle end i går, men det fortsatte med fine arter. 
Efter Misteldroslen var sluppet gik jeg retur til Fyrhaven for den første runde deroppe.
Ud af 3 Skovsnepper i området, fløj den ene i et net og dermed har vi dette forår tangeret forårsrekorden for ringmærkning af den art.

20200320 072334 2Dagens Skovsneppe vinge til ære for Xenia, der må sidde hjemme i disse corona tider. Dagens fugl vil hun kunne aldersbestemme ud fra håndens store dækfjer, der her er adulte med bredt mørkt subterminaltbånd og hvide spidser.
Helt anderledes tegnede end forårets første Skovesneppe, som hun ringmærkede. Den fugl var nemlig en 2k.

Resten af standardtiden med ringmærkning var det de mere almindelige arter, der blev fanget, men igen blev jeg belønnet i løbet af eftermiddagen for at holde net åbne ud over standardtiden.
Først kom forårets 5. Rødtoppede Fuglekonge i nettene, siden 3 Stillits.
Den anden dag fortalte jeg, at der er langt imellem ringmærkede Stillits på Blåvand Fuglestation. Med nu 5 stk denne marts, så har 2020 allerede taget sæsonrekorden for den art.
Lad bare flere følge..

 DSC 5916 2

Den ene af dagens 3 Stillits. Selv et beskedent tal som 3 kan nogle gange tælle som rekord forekomst..

Det er ikke fugle i hånden det hele, selvom det selvfølgelig fylder det meste af min dag.
René fik tid til en hurtig morgentur i felten inden dataarbejdet igen kaldte inde i Naturskolens lokale med de øvrige Ålborg studerende. 
David kom ud til en morgen og formiddags obs omkring fuglestationen, hvor også Kristian Birchvald Jensen slog sine folder.
Det gav lidt fine arter i det åbne landskab ved p-pladsen med både 3 Husrødstjert, 1 Sortrygget Hvid Vipstjert og forårets første Stenpikker.
På vej hjemad var Kristian forbi Hvidbjerg Strand og fik tjekket de mange havdykænder med masser af Fløjsænder imellem Sortænderne og en enkelt han Brilleand.
David drog hjemad lidt over middag, mens Ålborg banden holdt ud med deres dataarbejde indtil midt på eftermiddagen, inden de drog hjem.
Samtidig med afskeden med dem fik jeg kort besøg af Jens, der tilbragte en uge på Skagen Fuglestation i april 2018, mens jeg var ringmærker deroppe.

DSC 7880 2

DSC 7887 2

Dagens "yarelli" Sortrygget Hvid Vipstjert og forårets første Stenpikker.

DSC 7928 2
Blåvand er ikke stedet, hvis man er til forårstræk af rovfugle, så en "skrue", midt på dagen, af 2 Musvåger over Vesterled fik mig til at finde kameraet frem og dokumenterer den forekomst.. 

Nu er jeg så alene tilbage her til aften.
Har efterladt Naturskolens lokale afspærret med alle de ringmærkningsmapper, som de studerende har bladret igennem. De får lov at ligge urørt de næste 72 timer, så skulle en evt corona smitte være neutraliseret i det lokale.
Køkken og bad har jeg aftenen til at gøre rent, men den klare luft med suveræn stjernehimmel vil også lige få mig udenfor når det bliver mørkt.

I morgen ser det igen fint ud for ringmærknignen - dog vil det blive koldt i morgentimerne, så jeg kommer til at gå runder konstant for at sikre, at Fuglekonger ikke kommer til at hænge mange minutter i et net og blive afkølede.
Jeg kommer ikke til at savne et motionscenter, mens jeg er herude i foråret!

Dagens ringmærkning:
Skovsneppe 1, Blåmejse 4, Gransanger 1, Fuglekonge 1, Rødtoppet Fuglekonge 1, Rødhals 2, Misteldrossel 1, Sangdrossel 2, Solsort 2, Jernspurv 2, Bogfinke 1, Lille Dompap 2, Lille Gråsisken 2 og Stilits 3.

Ialt 25 mærket fordelt på 14 arter.

Folk: René, Natasha, Christina,Tobias, Kristian, David og Morten
 
 

Flot vejr og besøg fra Polen!

torsdag 19. marts 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Flot dag med svag vind fra vest, der i løbet af eftermiddagen drejede mod nordvest.
Masser af sol mellem et skydække på 3/8. Temperatur fra 5-8°C.
God sigt og ingen nedbør.

En god ringmærkningsdag er nu overstået efter at have haft net åbne i 12 timer.
Alle net var i brug under de 5 timers standard mærkning, hvorefter jeg lukkede ned i Fyrhaven og koncentrerede mig om stationshavem.
Det var her langt hovedparten af dagens fugle blev fanget lige fra morgenstunden.
10 arter blev det til med Solsort og Fuglekonge som de talrigste, mens Grønsisken blev ny art på årets ringmærkningsliste.
Selvom Grønsisken er flotte fugle, så blev det igen en genfangst, der fik mig helt op at køre.
Tålmodighed belønnes somme tider - efter flere tomme runder over middag, så blev jeg alligevel ved og kl 17, så sad den der.
En Fuglekonge med ring fra Gdansk ringmærkningscentralen i Polen.
Yderst sjældent, at Fuglekonger fra det område når helt herud i det yderste vest.
Det er normalt lokaliteter som Gedser og Christians Ø, der tager sig af de fugle.

DSC 5837 2paintBent nåede ud i formiddagstimerne og fik fundet alle de gamle ringmærkningsmapper frem til de biologistuderende, der ankom ved middagstid.
Han fik også lidt frisk luft med en tur rundt i området, hvor vores naturvejleder Jonas også opholdt sig. De fandt flere Hugorme, der var kommet frem i klitterne i det gode vejr - de første vi registrere her i år.
Blandt diverse obs af fugle vil jeg nævne 2 Husrødstjerter, der holdt til ved p-pladsen.
Den ene fløj af og til ind til fuglestationens tagryg, men ned i net ville den ikke - måske det sker en af de kommende dage?
Ude ved p-pladsen havde jeg, inden Bent ankom, haft en Bomlærke, der kortvarigt rastede inden den fløj retur ind mod Blåvand. Den første jeg ser her i år.

Blandt de 4 biologistuderende er René Rørbæk, der kender godt til Blåvand Fuglestation, da han tidligere har været observatør.
De klarer sig derfor godt selvstændigt efter den første introduktion, hvor vi fik afklaret alle forholdsregler, der i disse corona tider må tages for at de kan være her på stationen i lidt over et døgn.
De holder sig ude af kontakt med mig, har fået hver deres værelse og arbejder med data inde i naturskolens lokale. Det er jo ikke i brug nu, hvor alle arrangementer er aflyst på ubestemt tid.
Når biologerne tager hjem i morgen, så står det for mig på rengøring af alle kontaktoverflader, som dørhåndtag, køkkenskuffer, trappe gelændere o.s.v.
Ringmærkningsmapperne som de har rørt ved og naturskolens lokale vil få 3 døgns karantæne før jeg rydder op og gør rent derinde.
Alt i alt skulle det forhindre spredning af evt smitte, men besværligt er det og rigtig ærgeligt.
Det kunne jo have været hyggeligt selskab med de unge menensker under normale omstændigheder.

 20200319 122511 2

I det gode vejr kunne Ålborg Universitets banden spise ude og minimere risikoen for smittespredning indenfor.

Dagens ringmærkning:
Blåmejse 2, Gransanger 2, Fuglekonge 8 + (2), Gærdesmutte 1, Solsort 10, Jernspurv 6, Bogfinke 3, Grønirisk 2, Lille Gråsisken 4 og Grønsisken 2

Ialt 40 mærket og 2 genfanget fordelt på 10 arter.

Folk: René, Natasha, Christina,Tobias, Bent og Morten


FORRIGE     1  |  ...  |  108  |  109  |  110  |  111  |  112  |  ...  |  198     NÆSTE