Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (31)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)
Se indlæg fra måned: jan. (1)feb. (4)mar. (31)apr. (30)maj (30)juni (19)juli (31)aug. (31)sept. (30)okt. (31)nov. (27)dec. (14)

Strandskaderne atter tilbage

tirsdag 21. juli 2020
af Michael Brunhøj Hansen

Der var lidt mere gang i den i dag på trods af nordvestenvinden, for strandskaderne var begyndt at komme forbi igen i lidt større antal end i de foregående dage. Således blev det til 287 på en forlænget morgenobs der varede til kvart over 11. Ellers kom der de sædvanlige sandløbere, almindelige ryler, lidt små kobbersnepper, spover og en enkelt islandsk ryle. 2 almindelige kjover fouragerede sammen ud for hukket.

IMG 20200721 WA0000
Strandskader på træk. Foto: Merit Lenk

Om eftermiddagen var Merit og jeg igen ude for at se om vi ikke lige kunne få 13 strandskader mere for at runde 300, men der kom ikke en eneste fugle trækkende. Vi tjekkede i stedet Sydhukket for måger og fandt 3 kaspiske.

IMG 20200721 WA0004
Adult kaspisk måge (længst til højre). Bemærk bl.a. det mørke øje, dens bryst og dens lange ben. Foto: Merit Lenk

Bent stod for ringmærkningen igen og fik ringmærket 13 fugle. Han fik også ordnet noget af fyrhaven mht. græsslåning osv., for der er ved at blive temmelig tilgroet.

Dagens fangster: gærdesmutte (1), rødhals 1(+1), solsort 3, sangdrossel 2, gulbug 1(+1), tornsanger 1(+1), bogfinke 1, tornirisk 1, lille gråsisken 1, dompap 1, gulspurv 1. I alt 13 ringmærkede fugle og 3 genfangster fordelt på 11 arter.

David ankom her til aften og tager et par overnatninger. Vi var lige kort på stranden for at tjekke måger igen, men der var ikke særligt blandt dem.

I morgen kommer omtrent til at ligne i dag vejrmæssigt, så den står nok mestendels på strandskader igen.

Folk: Bent, Merit, David og Michael

Efterårets ringmærkning begyndt

mandag 20. juli 2020
Nordvestenvinden er tilbage!
af Michael Brunhøj Hansen

Vejr: først skyet, senere en del sol; vind fra nordvest og op til 9 m/s, senere aftagende. Temperatur mellem 14 og 17 grader. God sigt.

Nordvestenvinden er vendt tilbage, og det kunne også mærkes ude på hukket. Vinden var en anelse kraftig, så vi satte os i læ bag en klit. Strandskaderne er tilbage og dominerede i dag med 85 individer. De islandske ryler er til gengæld væk igen, for der kom ikke en eneste. Nogle sandløbere og alm. ryler blev det også til, hhv. 23 og 8.

Ellers rastede der en del måger, dog temmelig langt ude på en revle da det efterhånden blev lavvandet. Flere suler var også i området, omkring 50.

I dag begyndte efterårets ringmærkning, og det stod Bent og Jonas Gadgaard for, sidstnævnte som del af en guidet tur med 28 deltagere. Vi har besøg af en lille familie bestående af en far og sine to børn som interesserer sig for fugle og har fulgt med i dagens ringmærkning. De snupper en overnatning på stationen og skal også være til ringmærkningen i morgen.

Dagens ringmærkede fugle: jernspurv 1, gærdesmutte 3, rødhals (2), solsort 1, sangdrossel 2(+1), gulbug 2, gærdesanger 1(+1), tornsanger 3, lille gråsisken 2(+1), dompap (1), tornirisk 4, gulspurv 2, husrødstjert 1. I alt 28 fugle fordelt på 13 arter med 5 aflæsninger.

Vejret i morgen kommer til at minde meget dagens, så mon ikke fuglene også kommer til at minde om det samme?

Grumset vejr gav mange fugle

søndag 19. juli 2020
Over 1700 vadefugle
af Michael Brunhøj Hansen

Vejr: først overskyet og ret diset, senere lidt sol. Lunt fra morgenstunden, omkring 17-18 grader, og fortsat varmt resten af dagen. Vinden kom, ikke helt ventet i går, fra sydøst og var svag; ud på morgenen blev det vindstille, men over middag gik den i sydvest og tog igen en smule til. Moderat sigt.

Vejrudsigten i går nævnte noget om regn- og tordenbyger fra morgenstunden. Sådan blev det dog ikke. Det var temmelig overskyet samt halvdiset med enkelte dryp ind i mellem; vinden kom fra sydøst (!) og det var lunt. Det er typisk opskriften på mange fugle, og det kom der da også, især hvis vi ser det ift. hvor tidligt det endnu er på sæsonen.

Den første halve time kom der dog ikke specielt meget hvilket måske var fordi et regnvejr mod nord var ved at passere og måske fik stoppet lidt af trækket. Henrik Böhmer gjorde os selskab efter en halv time, og det var belejligt, for herefter gik trækket løs. Der kom større flokke af islandske ryler med jævne mellemrum, både højt, lavt, tæt på og langt ude, samt en del sandløbere og almindelige ryler inkl. et pænt antal stenvendere. Det blev altså den hidtil travleste morgen denne sæson.

Nogle tal fra i dag: islandsk ryle 1070, sandløber 400, alm. ryle 210, stenvender 20, strandskade 10, lille kobbersneppe 5, stor præstekrave 1, småspove 1 og mudderklire 1. Det giver i alt 1718 vadefugle. Herudover var en alm. kjove forbi samt 6 gravænder og 5 toppede skalleslugere. Ca. 55 stære trak mod England, og 4 små korsnæb var ude og vende; der bliver kigget ihærdigt efter hhv. rosenstær og hvidvinget korsnæb.

Omkring 30 mursejlere fouragerede ved fyret, og 7 rødstrubede lommer rastede ud for hukket.

John Frikke kom ligeledes ud på morgenobsen med kamera og havde i sinde at få fuglene fotograferet i strandkanten. Her var trækket dog stort set gået i stå, så han fik desværre set så meget.

Efter morgenobsen tog vi hjem og samlede kræfter til en eftermiddagsobs. Der kom mest sandløbere og nogle alm. ryler; kun et par islandske ryler og stenvendere blev det til i denne omgang.

Vejret i morgen ser ikke alt for lovende ud hvor også efterårets ringmærkning begynder (det kommer Bent til at stå for inden vores engelske ringmærker kommer). Det bliver gammel kending med vind fra nord og nordvest samt overskyet, men i det mindste skulle det ikke blive blæsende.

Nu kommer islænderne

lørdag 18. juli 2020
Krybdyrjagt i mosen
af Michael Brunhøj Hansen

Vejr: først skyet, senere lidt sol ind i mellem. Lunt fra morgenstunden med 17 grader og ret varmt omkring middag og eftermiddagen med op nær 20 grader (sikkert lidt varmere i mosen). Vind fra omkring syd og sydvest, op til 6 m/s. God sigt.

Hvis man mente at der ikke kom mange strandskader i går, så kom der det i hvert fald slet ikke i dag. Det blev nemlig kun til 3 af slagsen. Til gengæld er de islandske ryler begyndt at dukke op i et større antal, og vi havde en flok på 66 der en overgang rastede i det lave vand på hukket. I alt havde vi 154 af dem, og det blev dagens højeste antal fugle for en art.

Ryletrækket ligger på omtrent samme niveau som i de foregående dage med 119 sandløbere og 41 alm. ryler. Efterårets første hjejler ankom også da 3 adulte fugle kom i revet med 1 stenvender. Kun enkelte klirer er trukket, 1 hvidklire som rastede på stranden samt 1 svaleklire der kom i baglandet. Af spover blev det til 9 småspover og 1 storspove; storspoven trak med 3 småspover, så her kunne de sammenlignes side om side, hvilket var meget pædagogisk, især for Merit.

Sidst på formiddagen ville vi tage en tur i mosen for at se om vi kunne finde et par firben eller en hugorm. Vi gik ret langt og omkring et par timer og fandt ikke en eneste, men, naturligvis, da vi kun var 300 meter hjemmefra, dukkede der et flot markfirben op som dog kun jeg fik at se.

Vi overvejede at tage en eftermiddagsobs, men vi var lidt for trætte efter den varme og længere gå tur, så der blev spillet lidt kort. Vi tager nok en eftermiddagsobs i morgen hvis vejret tillader det.

Vi har en overnattende, Kim, som bliver til i morgen tidlig.

Vejret i morgen ser ud til at stå på regn- og tordenbyger, og det skulle være så godt som vindstille; så må vi se hvad det bringer.

IMG 20200718 WA0000
Nogle kronhjorte med fyret i baggrunden fra dagens tur i mosen. Foto: Merit Lenk

Strandskadefattig dag

fredag 17. juli 2020
OK morgenobs, ingenting om eftermiddagen
af Michael Brunhøj Hansen

Vejr: først mest skyet, senere lidt og nogen sol; lunt, op til 19 grader, og svag vind fra mellem vest og sydvest.

Vi havde ret store forventninger efter en god dag i går, men det blev dog ikke helt sådan. Antallet af strandskader var noget mindre ift. i går, kun 52 i alt. Ryletallene var noget bedre med 192 alm. ryler og 65 sandløbere. 1 strandhjejle kom forbi; 5 små kobbersnepper, 3 rødben, 1 småspove og 1 storspove. Af øvrige fugle kan nævnes rødstrubet lom (4), toppet skallesluger (21), fløjlsand (5), ederfugl (3), fiskehejre (2).

Der er fortsat nogle ret store stæreflokke, og de bliver gennemtjekket for rosenstær. Heldet har dog endnu ikke været med os.

Vi tog endnu en eftermiddagsobs, men fik ikke noget stort udbytte. På 1½ time kom der ikke en eneste strandskade og heller ikke ret meget andet, fx sandløbere, et par islandske ryler og 1 stenvender. Måske bliver det bedre i morgen.

Bent var desuden på besøg for at få slået græs i haven; Merit er glad for at det tilsyneladende har reduceret antallet af flåter betragteligt. Nogle net blev desuden åbnet. Lige før Bent ankom, hørte jeg nemlig en fugl med et vipstjerteagtigt kald i haven som måske var fra en lundsanger.

Det blev dog ikke til nogen lundsangere i denne omgang, men 1 solsort og 1 sangdrossel ringmærket (begge 1K). Herudover 3 aflæsninger: 2 jernspurve og 1 gærdesmutte.

Det gode vejr skulle fortsætte i morgen med sydvestenvind, og det må gerne give nogle flere strandskader.

IMG 20200717 WA0000Islænderne er så småt på vej. Foto: Merit Lenk

IMG 20200717 WA0002
Der går heller ikke lang tid før stenvenderne for alvor begynder at komme. Foto: Merit Lenk

Så blev der åbnet op for trækket

torsdag 16. juli 2020
Stille på stationen igen
af Michael Brunhøj Hansen

Vejr: først mest skyet, senere en del sol. Lunt, op til 18 grader. Vind svag fra vest. Sigt god.

Vi havde selskab af Jan Speiermann og hans ven Anders ude på morgenobsen i dag som skulle vise sig at blive god.

For som spået i går rundede vi over 100 strandskader, nærmere bestemt nåede vi op på 230 hvilket er ret pænt taget i betragtning af tidspunktet. Der er også godt gang i sandløberne. Om eftermiddagen trak nogle ret store flokke forbi, én på ca. 70 og én på ca. 80, i alt 197 hvilket også er meget pænt. Ellers kom der af vadefugle alm. ryle (60), småspove (13), islandsk ryle (9), storspove (2) hvidklire (2) og rødben (1).

IMG 20200716 WA0002
Lidt strandskader fra i eftermiddags. Foto: Merit Lenk

Der trak nogle fiskehejrer mod syd og et par mod nord. Lidt uventet kom der hele 9 rødstrubede lommer. 1 adult alm. kjove lys fase trak mod syd. En del stære fløj rundt inde bag klitterne, og ca. 150 valgte at trække mod England. 1 tårnfalk trak ligeledes ud.

Vi havde en del der overnattede på stationen, så der var godt fyldt op. Efter morgenobsen havde de hjemmeblevne lavet stor morgenmad, så der var både æg og bacon, nybagte boller osv.

Lidt over middag tog Kim og Maria hjemad; det har været sjovt at smage deres gode mad og gode vine, og de kommer nok snart igen.

Om eftermiddagen tog Jan Speiermann & co. også videre, så nu er der ro på stationen igen.

Merit og jeg tog en sen eftermiddagsobs hvor de førnævnte mange sandløbere kom. Der kom kun få strandskader og en enkelt småspove.

IMG 20200716 WA0003
En pæn flok sandløbere, ca. 70. Foto: Merit Lenk

IMG 20200716 WA0001
Småspove og strandskade. Bemærk, på småspoven, øjenbrynet og den stribede armhule og undervinge. Foto: Merit Lenk

Det gode vejr skulle fortsætte i morgen, og vi ser frem til endnu en god dag.

Lille forsmag på strandskadetrækket

onsdag 15. juli 2020
af Michael Brunhøj Hansen

Vejr: først ret skyet med en byge før vi skulle ud, derefter mest tørt og efterhånden nogen sol. Ret lunt, op til ca. 17 grader, og svag til jævn vind fra (vest)nordvest.

Det blev en ret stille og rolig morgenobs med lidt trækfugle nu og da, men alligevel var det ikke dårligt når vinden nu har været fra det dårlige hjørne. Så mellem de sandløbere, alm. ryler (4) og strandskader der nu engang kom, kunne vi tjekke sortandeflokke igennem for evt. brilleand og aldersbestemme de rastende suler. 1 rødstrubet lom og en lomvie/alk rastede desuden ud for hukket.

Merit gik en tur med kameraet i området og kunne konstatere at de rødryggede tornskader har fået unger; hun har altså set i alt 8 i området.

IMG 20200715 WA0004
Juvenil rødrygget tornskade. Foto: Merit Lenk

Kim og Maria har været en tur i området, bl.a. for at finde svampe. De laver atter mad i aften, og Bent og Helle kommer og spiser igen, så det bliver sikkert en fest.

Til eftermiddag var jeg en tur på stranden for at tjekke måger osv., dog var der ikke noget spændende. Der  kom derimod nogle småspover (4) og strandskader, 36 i alt (største flok på 12) på ret kort tid, så dagens total blev til 72; jeg havde håbet på at det kunne blive trecifret, men det når vi nok op på inden næste uge med det vejr vi har i vente.

Jan Speiermann m.fl. er ankommet her sidst på eftermiddagen og tager en overnatning.

I morgen bliver det svag vestenvind, så det kunne godt blive en godkendt dag.

IMG 20200715 WA0001
Sandløberne er begyndt at indfinde sig på stranden igen i større antal. Her et par stykker fra i dag. Foto: Merit Lenk

Regn og blæst i starten, senere flot vejr

tirsdag 14. juli 2020
Gourmetmiddag til aften
af Michael Brunhøj Hansen

Vi lagde ud med noget regn fra morgenstunden af. Dog blev den ikke så langvarig som det så ud til at det skulle blive i går, så allerede ved syvtiden var det stort set holdt op med at regne selvom nogle byger lurede i horisonten. Jeg tog dog alligevel ud så jeg kunne stå klar 7:30. Jeg satte mig på Balearbunkeren da vinden var i sydsydvest. Efterhånden kom der lidt småregn som blev til desideret regn, så jeg sad der kun en times tid.

Ikke desto mindre kom der flere sandløbere og nogle alm. ryler samt 3 småspover, 1 stenvender. 1. alm. kjove (mørk fase) trak målrettet mod syd, efterårets første her, og der var også et par mursejlere der gjorde det samme.

Klitten skærmede mod den værste regn i starten, men jeg var nødt til at stoppe obsen da det alligevel blev for meget. Da regnen stoppede igen efter en halv time, skyndte jeg mig hjem da et større, nyt bygeområde var på vej; alt udstyr og tøj var blevet gennemblødt.

Efter at have fået tørret udstyret af og fået noget andet tøj på tog jeg ud igen kl. 11 og satte mig endnu engang på Balearbunkeren. Det var nu stort set tørt, og der kom også lidt sol, så det var ret lunt. Her kom der atter flere sandløbere, alm. ryler, flere småspover og enkelte små kobbersnepper og islandske ryler. Endnu 1 alm. kjove kom forbi (lys fase), men denne så mere rastende ud idet den jagtede splitterner og lagde sig på vandet.

På stranden stod desuden 1 2K ride mellem de mange splitterner. Sidst på eftermiddagen talte jeg 280 rastende af disse.

Der trak ikke meget i nat, og optagelsen blev afbrudt kl. 2 pga. regn. Der nåede at komme 1 stenvender og 1 mudderklire.

Lars Tom forlod stationen om eftermiddagen. Kim og Maria er her endnu, og de havde, traditionen tro, inviteret på aftensmad; Bent og hans kone Helle kom også. Det blev til meget god mad, gamle vine samt bl.a. snak om gamle dage, og vi kom nok lidt for sent i seng. Vi vil gerne gentage succesen i morgen, men prøver at få skrevet dagbogen før det går løs.

Folk: Lars, Kim, Maria, Merit, Bent, Helle, Michael 

Vindskifte gav flere trækfugle

mandag 13. juli 2020
Kim og Maria ankommet til aften
af Michael Brunhøj Hansen

Vejr: først ret skyet og lidt blæsende med op til 8-9 m/s fra vestnordvest og 13-14 grader. Senere aftagende vind og efterhånden fra sydvest samt en del sol og lunt. God sigt, dog noget varmedis fra sidst på formiddagen.

Morgenobsen blev mestendels som i de foregående dage: relativt få trækfugle og ret blæsende. Dog er der ved at komme lidt mere gang i sandløberne. Desuden trak der flere suler mod nord. Det var jo desværre ret blæsende i begyndelsen, og vinden var, som nævnt, fra en vestnordvestlig retning. Sidst i perioden kom der imidlertid nogen sol, og vinden lagde sig lidt.

Ud på formiddagen drejede vinden om i sydvest, og så ville jeg gerne på stranden for at se om det hjalp på trækket. Det så det ud til, for der kom flere sandløbere og alm. ryler; herudover et par kobbersnepper og islandske ryler, 1 stenvender, 1 storspove og 7 strandskader, men snart gik det trækket helt i stå (sikkert pga. den stille periode der ofte kommer omkring middag). Vi glæder os til når strandskadetrækket for alvor går i gang, og det gør det for håbentligt en gang i næste uge.

Mågerne blev også tjekket lidt igennem, men der var tilsyneladende ikke noget virkelig spændende mellem dem. Flere svartbage syntes dog, af en eller anden grund, at trække ret målrettet mod syd. Endnu har der ikke været nogen sorthovedet måge på stranden her til "efteråret", men de kommer nok snart.

Der rastede en del splitterner på stranden. Bent talte 210 hvoraf 60 var ungfugle hvilket er ret mange. Dværgternerne og de store præstekraver ser fortsat ud til at have det godt.

Lars Tom var også en tur i området. Det mest interessante blev en 1K (juvenil) stenpikker, så de har nok ynglet et sted i området.

Jeg fik endelig lyttet noget nattræk igennem for d. 10 juli (kl. 00:00-03:30). Der var flere overraskelser, bl.a. slørugle igen (lokal fugl?), lille præstekrave, grønbenet rørhøne, natravn (kaldende) og vibe. Herudover 3 svaleklirer, 1 mudderklire, rødben og almindelig ryle. Desuden var der et par ukendte hvoraf én af dem måske var en rørvagtel af en art.

Her til aften er Kim og Maria ankommet, og de skal blive til torsdag.

I morgen ser det desværre ud til at det skal regne hele morgenen og formentlig også en stor del af dagen. Morgenobsen udgår derfor nok.

Folk: Kim, Maria, Lars, Merit, Michael

Tur til Skallingen

søndag 12. juli 2020
Blæsende morgenobs...
af Michael Brunhøj Hansen

Vejr: vind op til 11 m/s fra nordvest; først ret skyet, senere en del sol. Lunt med temp. op til 17 grader.

Endnu en blæsende morgenobs blev gennemført med meget få observationer der knap nok er værd at nævne. Dog blev det til lidt flere strandskader end i går (22). Desuden 4 hvidklirer og 2 småspover; 2 rødstrubede lommer trak mod nord. Der var også et par flokke af små korsnæb (5+4) og 1 lomvie der ligeledes trak mod nord.

Ud på formiddagen fik vi en melding om en albatros ved Skallingen som efter sigende havde kurs mod Blåvandshuk. Vi tog derfor straks ud på sydhukket, men det blev aldrig til noget, og bestemmelsen var også usikker.

Lidt over middag tog vi en tur ud på Skallingen. Der blev ikke set noget særligt interessant, men vi fik gået en del og kom næsten ud på spidsen. Bedste fugl blev en adult skestork, set på tæt hold. Den mest bemærkelsesværdige fugl blev dog en lille præstekrave. Den er ifølge DOFbasen ikke set på Skallingen siden 2014, og der er kun 15 observationer, inkl. denne, af arten for lokaliteten.

I morgen kan vi se frem til noget mere roligt vejr, og vinden skulle efterhånden dreje om i sydvest. Der skulle derfor meget gerne komme lidt (eller mange) flere fugle end vi har været vant til.

Folk: Lars, Merit, Michael


FORRIGE     1  |   2   |  3  |  4     NÆSTE