Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (243)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)
Se indlæg fra måned: feb. (10)mar. (26)apr. (30)maj (31)juni (17)juli (29)aug. (31)sept. (30)okt. (29)nov. (14)

Østenvind og tåge

lørdag 24. august 2019
Ikke mange trækfugle.
af Michael Brunhøj Hansen

Så kom der endelig østenvind; desværre begyndte dagen meget tåget da det var næsten vindstille, så morgenobsen blev ikke til noget lige med det samme. Jeg gik en kort tur i klitterne og på stranden, men så ikke noget særligt; Alex Rosendal kom ned på stranden og blev der, men jeg valgte at gå hjem igen og vente på lidt opklaring.

Flere dukkede op i løbet af morgenen for at se trækket, her iblandt bl.a. Helge, Bo, Eva og Ole Göller; Iben Hove Sørensen kom også og skal overnatte til i morgen. Ole Friis' tid på stationen endte til gengæld i dag efter tre uger, og hans tilstedeværelse og billeder vil blive savnet, så der kommer nok ikke mange vadefuglebilleder og lignende den kommende tid. Alex Rosendal forlod ligeledes stationen i løbet af dagen, så vi er nu kun tre personer på plads. 

Da morgenobsen blev udsat, brugte jeg noget af tiden på at gå en runde med Lisa og Iben, og jeg fik lov til at holde nogle af fuglene og sætte dem fri. I dag røg ca. 30 fugle i nettene, bl.a. fuglekonge, jernspurv, gulspurv, havesanger, munk, løvsanger, tornsanger og skovspurv. Fuglekongen var en genfangst; den var blevet ringmærket i juli måned som en ungfugl der ikke kunne kønsbestemmes, men nu hvor den havde fældet, kunne det konstateres at der var tale om en han. Den vejede kun 6 gram og havde ikke noget fedt på kroppen. Der blev herudover fanget 3 unge skovspurve sammen, og de blev også sat fri sammen igen. Efter jeg var gået, havde de nær jokket på en hugorm i haven ved fyret, en slange som de ellers ikke troede de ville få at se så let her.

lille bitte fuglekongeEn lille bitte fuglekonge på 6 gram der blev ringmærket som ungfugl tidligere i år, kunne i dag bestemmes til at være en han. Foto: Lisa Flam.

Tågen lettede endelig ved 9-tiden, og så gik Alex (som i mellemtiden var kommet tilbage på stationen) og jeg ud for at se om der skete noget; Henrik Brandt sluttede sig til os kort efter. Vi stod i dag på fyrrebakken for også at have udsigt over baglandet. Ret hurtigt kom der flere skovpibere og et par gule vipstjerter, men stort set kun i begyndelsen; de har måske rastet og ventet på at tågen lettede. Der var også kommet godt gang i svalerne, særligt landsvalerne, som vi havde mindst 550 af i dag. Snart kom der en ung rørhøg, og en lidt aparteudseende hvepsevåge kom også frem. Men ca. en time efter skete der meget lidt hvad fugletræk angår, pånær at der fortsat trak ca. 200 landsvaler i timen. Over vand var der heller ikke mange fugle. Ikke mere end 60 strandskader blev det til, 3 rødstrubede lommer, et par spover, et par små kobbersnepper og et par islandske ryler, så det var lidt tamt.

Mens vi sad og ventede på fugle, løb der pludselig en halsbåndmus over stien, og lidt efter kom der en brud. Der gik ikke lang tid før bruden dukkede op igen, nu med en mus i munden - dog lignede det ikke halsbåndmusen, så den slap nok levende fra den.

Kort før middag gav vi efterhånden op og gik hjem, og dagens fugl forblev hvepsevågen.

Da alle var taget hjem og vi kun var tre tilbage, tog vi om eftermiddagen en lille tur rundt omkring da Lisa gerne ville udforske områderne lidt. Først tog vi til Nyeng hvor der som sædvanligt var mange vadefugle; herudover fik vi set bl.a. 4 skestorke, 3 rørhøge, 3 tårnfalke og 1 havørn. Herefter kørte vi ud på Skallingen. Der var ikke mange fugle, men det blev til et par rørhøge mere, og på en tue sad der en ung lærkefalk (der i første omgang lignede en dværgfalk), så det var meget fint. Vi fik en melding om at der var set sort stork flyve væk på Fanø, så vi holdt øjnene godt åbne; vi så dog ingen, men måske bliver det til noget i morgen!

Østenvinden ser ud til at fortsætte i nogle dage endnu, og det plejer at love godt. I morgen tidlig skulle det også blæse lidt mere, omkring 5 m/s, så det bliver forhåbentligt ikke tåget. Dette skulle gerne give nogle flere trækfugle end vi havde i dag, og ringmærkerne får formodentligt også fanget en del fugle. Jeg har sagt det før, men nu må den høgesanger godt snart blive fanget!

Strandskaderne slår til igen

fredag 23. august 2019
Igen fircifret antal strandskader; i morgen sydøstenvind.
af Michael Brunhøj Hansen

Vi var hele fem mand til morgenobsen (Alex Rosendal ankom sent i går aftes), så vi var godt dækket ind til de i første omgang få trækkende fugle der kom. Trækket var ligesom i går ikke noget at skrive hjem om med bl.a. omkring 200 strandskader, flere terner (hovedsagligt fjordterner) mens resten (samme vaderarter som i går) var i småtingsafdelingen. Om eftermiddagen derimod kom der godt gang i trækket. Vinden var nemlig taget noget af, solen var kommet frem og det var blevet noget lunere.

Fra ankomsten kvart i to var der allerede flere trækkende strandskader i strandkanten hvor jeg valgte at slå mig ned. I den første time kom der over 400 vadere hvoraf langt de fleste også var strandskader. Mens jeg sad der, kom der tillige en flot gammel almindelig kjove lige over hovedet på mig. Ole og Alex ankom lidt senere, men her havde trækket tabt pusten noget. Ikke desto mindre nåede vi først på aftenen 1008 strandskader hvoraf mindst 40 var ungfugle, og der kom endnu en almindelig kjove forbitrækkende. Vi havde også vores første unge krumnæbbede ryle fouragende tæt på os. Vi endte således på ca. 1500 vadere i dag hvoraf de 1218 var strandskader; mange af dem var måske blevet standset af gårsdagens regn mod nord hvor der så har været en lille ophobning af fuglene.

fredag Strandskade a 00001De unge Strandskader skiller sig ud fra de voksne ved at have mørk spids på næbbet. Foto: Ole Friis Larsen

Der var omtrent ligeså mange fugle i nettene i dag som i går, men flere af dem var genfangster af fugle, så kun 6 blev ringmærket. Én af de genfangne fugle var en ung solsort som havde taget hele 4 gram på; en genfangst af en ung rødhals viste sig også at have taget lidt på.

Vi har store forventninger til i morgen når vi får svag til jævn sydøstenvind. Dette skulle gerne give mange trækfugle, både til havs og til lands, så vi skal have øjnene rettet i alle retninger og være vågne. Over vand kommer der forhåbentligt masser af vadefugle, og over land måtte der gerne komme nogle gode rovfugle samt nogle småfugle trækkende eller andet interessant; vi håber naturligvis også at der ryger et par spændende fugle i nettene i morgen.

fredag Krumnaebbet Ryle a 00001Krumnæbbede Ryler har vi ikke set mange af, men fredag eftermiddag ver der en ung fugl, som gjorde sig bemærket i flokken af Almindelige Ryler og Sandløbere med sin hvide overgump. Foto: Ole Friis Larsen

Intet spændende i dag

torsdag 22. august 2019
Blæst og atter blæst fra sydvest.
af Michael Brunhøj Hansen

I dag var vi tre mennesker på morgenobsen da Lars også deltog, og vi sad i "hullet" grundet blæsten. Trækket var roligt med bl.a. kun 87 strandskader, 54 store præstekraver, 48 storspover, 34 hjejler og sandløbere, 30 små kobbersnepper, 21 islandske ryler og 17 rødben. Der trak også tårnfalke og rørhøg. Henrik Brandt kom også og obsede i løbet af morgenen hvor der til sidst kom en storkjove som blev dagens fugl. På stranden stod der 3 kaspiske måger.

Lisa havde ikke nært så mange fugle som i går, kun omkring 20, heraf en fin topmejse. Til forskel fra i går hvor fuglene var i god kondition, havde fuglene, bemærkelsesværdigt nok, ikke noget sul på kroppen i dag!

topmejseFin topmejse i solopgangslys. Foto: Lisa Flam

Om eftermiddagen gik jeg på stranden for at se træk. Der kom ikke en eneste strandskade i de over tre timer jeg sad der. Det skyldtes muligvis et langvarigt regnvejr der strakte sig tværs over Jylland fra Ringkøbing Fjord. Der trak enkelte andre vadere så som storspove, lille kobbersneppe og islandsk ryle; desuden kom der en del terner der virkede trækkende.

I morgen bliver vejret meget lige som i dag med halvkraftig vind fra sydvest, så fuglesituationen for i morgen bliver nok den samme som i dag. Dette skulle være sidste dag dét vejr, for i weekenden og i begyndelsen af næste uge ser vinden endelig ud til at komme fra det øst- og sydøstlige hjørne.

Kjover og mange fugle i nettene

onsdag 21. august 2019
Også lille udflugt til Filsø.
af Michael Brunhøj Hansen

Så kom der endelig lidt fornyelse for både ringmærkere og observatører. Ude på morgenobsen havde vi ikke de store forventninger til trækket da vinden var i nordvest. Ikke desto mindre gik der ikke meget mere end fem minutter før der dukkede hele to almindelige kjover op, begge gamle fugle af hhv. lys og mørk fase. De rastede en overgang blandt mågerne før de forsøgte at jage dem (men det var vist snarere mågerne der fik jagtet dem); efter omkring 10 minutter trak de sammen mod syd. Der kom igen flere spover, både højt, lavt og inde over land. Pludselig hørte vi småspover, men vi kunne ikke lokalisere dem selvom lydniveauet var konstant; vi fandt så ud af at der stod to og kaldte oven på bunkeren ved skuret!

Onsdag A Kjove lys a 00001 01

Onsdag A Kjove mork b 00001Dagens to Almindelige Kjover dukkede op lige omkring solopgang. Flere arter af kjover findes både i lyse og mørke former. Almindelige Kjover flyver ofte falkeagtigt. Foto: Ole Friis Larsen

Lidt senere, lige inden en byge, lettede alle måger, terner og skarver pludselig fra stranden, og det kunne tyde på at der var noget grumt på vej. Der dukkede så en sydtrækkende kjove op lige i strandkanten i lav højde; den fik øje på en terne som den forsøgte at få et bytte fra. Vi opdagede ret hurtigt at den ikke mindede om de to almindelige kjover der trak tidligere. Denne virkede kraftigere med langsommere, mere måge- eller storkjoveagtige vingeslag; desuden var den mere tykmavet med tyngdepunktet på bugen samt mere bredvinget. Den var herudover helt mørk, og den havde ikke tydeligt forlængede halefjer. Efter nogle overvejelser kunne vi kun komme frem til at det var en (umoden?) mellemkjove, og så var dagen reddet!

Dagen var også reddet for Lisa der havde debut som ringmærker uden Manon, men fik dog hjælp af bl.a. Bent. I dag kom der overraskende mange fugle i nettene, nemlig over 55 fordelt på 13 arter, heriblandt fx skovpiber, musvit, blåmejse samt flere andre, også med nogle genfangster af fugle der allerede var blevet ringmærket i dag. Dagens fugl for Lisa var en ung rødhals som hun ikke har set før fordi de kun ser gamle rødhalse i Israel.

ung rodhalsSådan ser rødhalse ud i deres første fjerdragt før de lidt senere kan få lov til at leve op til deres navn. Foto: Lisa Flam

Eftersom rovternerne ikke vil komme til os, må vi jo tage hen til dem, så omkring middag tog Ole og jeg til Filsø for at finde de individer der er blevet set dér i de seneste dage. Da vi havde parkeret, fik vi dog fortalt af nogen at der også skulle være en thorshane. Det lød jo spændende, og lidt usædvanligt hvad tidspunktet angår, så vi gik ud til Langoddetårnet hvor vi mødte et par stykker der også kiggede efter den. Fuglen blev fundet lidt efter, men den var ret langt ude, så vi kunne ikke få bekræftet at det virkelig var en thorshane. Vi fik dog at vide at nogen havde set den tættere på i går, og at den skulle være god nok. Der blev taget flere billeder, og vi får forhåbentligt et endeligt svar snarest. Det ville i så fald være den anden nye art for mig i dag.

Da vi var kommet hjem var Filsø, tog vi på stranden fordi vinden var gået i sydvest. Det blev til over 250 strandskader, nogle rødben, stenvendere, spover, sandløbere og almindelige ryler. I alt blev det til ca. 550 vadere for hele dagen hvoraf størstedelen var 464 strandskader.

Lars Tom-Petersen ankom til stationen i dag og skal hjælpe med morgenobsen frem til på lørdag, og i morgen ankommer Alex Rosendal af samme grund; han skal også blive til i weekenden. Ole forlader ligeledes stationen i weekenden, så der bliver vist ret stille i næste uge.

I morgen fortsætter sydvestenvinden med op til 7-8 m/s, og det burde holde tørt. Vi forventer da et fint fugletræk, noget à la de forrige dages træk, og mon ikke også der går nogle fugle i nettene; høgesangeren må være lige på trapperne. 

Fin dag for ringmærkerne

tirsdag 20. august 2019
Afsked med Manon.
af Michael Brunhøj Hansen

Morgenen begyndte med tordenbyger i det fjerne der rykkede sig tættere på, så obsen blev afbrudt et par gange. Ikke desto mindre var vinden ikke så kraftig i dag, så vi havde en rimelig trækdag med lidt under 1000 vadere. Der kom flere strandskader ift. i går med knap 600 individer, og de islandske ryler – der var så godt som fraværende i går – var tilbage igen i dag med 147 styk. Stenvendere har der også været nok af, nemlig 72, hvilket er det hidtil højeste antal dette efterår. Modsat de islandske ryler trak kun 7 små kobbersnepper forbi. Det så et øjeblik ud til at trækket kunne blive lovende da der tidligt trak en uoverskuelig flok på ca. 70 fugle af 7 arter i forskellige aldre forbi (småspove, storspove, hvidklire, islandsk ryle, stenvender, stor præstekrave og strandskade), men det var falsk alarm, og trækket forblev rimelig overskueligt.

Tirsdag Stenvendere 00001En ung og en adult/voksen Stenvender sammen illustrerer vist fint deres forskellige dragter lige nu. Foto: Ole Friis Larsen

Vores ringmærkere havde endelig en god dag hvor flere fugle, over 22, røg i nettene. De forholdsvis mange fugle var sikkert kommet for at sige au revoir til Manon på hendes sidste dag her i Blåvand. Ved middagstid tog hun afsked med os for at drage til København hvor hun skal blive et par dage før hun rejser videre hjem til Frankrig. Hun vil blive savnet og vender forhåbentligt tilbage til Blåvand engang senere.

Sidst på eftermiddagen gik Ole og jeg nok en gang på stranden for at se noget træk og nogle måger. Det blev til 340 strandskader, nogle islandske ryler, store præstekraver, sandløbere, stenvendere og enkelte kobbersnepper. Et godt stykke mod nord var der opstandelse med mindst 1000 måger på himlen, og pludselig opdager vi en gammel havørn der svævede rundt og landede på stranden og i klitterne et par gange. Der har måske været et ådsel el. lign. der har tiltrukket den og evt. mågerne.

I morgen ser det ud til at vinden fra morgenstunden skal komme fra nordvest, og så kommer der sædvanligvis ikke mange trækfugle hvorfor vi formodentligt får en stille morgen. Om eftermiddagen skulle vinden imidlertid dreje om i sydvest igen, og så kan det være der kommer et lille eftermiddagsryk.

13000 strandskader rundet for dette efterår

mandag 19. august 2019
Det er over gennemsnittet for denne periode.
af Michael Brunhøj Hansen

Det blæser fortsat godt fra det sydvestlige hjørne, så vi havde atter placeret os i "hullet". Der var fra morgenstunden nogle tordenbyger i det fjerne, men de gik lige nøjagtigt uden om os; senere kom solen, og det blev ret lunt. Andreas er taget hjem, så det var kun Ole og jeg der morgenobsede. Det var en ikke specielt god morgenobs med kun omkring 300 vadere. Der var også en ændring i antallet af de enkelte arter. For eksempel var der i dag bemærkelsesværdigt få islandske ryler, men derimod et større antal små kobbersnepper; dette fik mig en overgang til at mistænke at vi forvekslede de to arter, men nej, der var flere kobbersnepper end islandske ryler i dag.

Mandag blandet flok 00001Blandede flokke af vadere kræver ofte hurtigt arbejde med identifikationen, men kan også være fine illustrationer på forskellige flyvemåder og individuelle størrelsesforhold. Her er det for eksempel tydeligt at se, at de to Småspover til højre i billedet ikke afviger meget i størrelse fra den Lille Kobbersneppe til venstre og Strandskaden. Foto: Ole Friis Larsen

Bent obsede om formiddagen, men han fik heller ikke set mange trækkende fugle, og Ole og jeg gik på stranden om eftermiddagen for at få nogle lidt højere tal og et par billeder til bloggen. I alt blev det dog kun til 281 strandskader, 66 store præstekraver, 60 små kobbersnepper og sandløbere, 50 islandske ryler, 42 almindelige ryler, 28 stenvendere, 19 storspover og 17 småspover. Det blev dog en relativt god strandhjejledag med 45 individer.

I den kraftige vind, og da vi efterhånden er ved at være på den tid af året, havde vi forventet nogle  kjover, men der kom ikke en eneste, og det lover ikke godt. Til gengæld har vi rundet mere end 13000 trækkende strandskader dette efterår hvilket er over gennemsnittet for denne periode, og det kunne tyde på en lille fremgang af arten.

Mandag Rodben a 00001En del vadefugle raster og fouragerer på stranden. Her en Rødben uden røde ben, fordi det er en ung fugl. Foto: Ole Friis Larsen

Vores to ringmærkere havde heller ikke en specielt god dag hvor de kun fik fanget to fugle: 1 havesanger blev ringmærket, og 1 dompap blev kontrolleret; sidstnævnte var blevet ringmærket i ungfugledragt tidligere i august, men pga. én enkelt udskiftet fjer der var rød, kunne man kønsbestemme fuglen til en han. I morgen er det desuden Manons sidste dag på stationen, så vi håber på at hun får nogle gode fugle i morgen, måske med en lille høgesanger i blandt.

Vejret i dag var præget af blæst og nogle byger, men i morgen skulle vinden løje noget af. Vinden vil fortsat komme fra sydvest, men senere gå over i vest; desuden skulle det holde tørt. Sydvestenvind er ikke dårligt for trækket, men der måtte godt snart komme en dag med noget sydøstenvind, og det kommer der måske i weekenden.

Ny ringmærker ankommet

søndag 18. august 2019
Ellers ikke meget nyt under skyerne.
af Michael Brunhøj Hansen

Morgenobsen var udmærket med en del vadere i de tidlige morgentimer. Det var lavvandet, så der var en del rastende fugle i vaden nedenfor obs.-posten, så det blev snart lidt uoverskueligt at se hvilke fugle der var nyligt ankomne eller havde været der længe. Der er kommet gang i strandskaderne igen med 629 individer og kun ca. halvt så mange islandske ryler.

Sondag spover c 00001Storspoven kan have et temmelig kort næb. Det gælder især de unge fugle, som derfor kan forveksles med Småspoven, men så kan arten bestemmes på de lyse armhuler - selv i dårligt morgenlys. Foto: Ole Friis Larsen

Stenvenderne trækker fortsat lystigt mod syd, og vi havde i dag 47 af disse. De store præstekraver er også ved at ankomme i større tal (98), og der var også en del rødben (42) der trak forbi med bl.a. en flok på 15. Ellers kommer der fortsat de sædvanlige almindelige ryler, sandløbere, (strand)hjejler og godt med spover. Det blev til i alt 1172 vadere på morgenobsen, men vi trænger efterhånden til et par nye fugle, så som en rovterne, odinshane eller pomeransfugl.

Vores nye ringmærker Lisa Flam ankom i eftermiddags og skal være her i i hvert fald to måneder, formodentligt hele efterårssæsonen, og overtager posten endeligt når Manon rejser i overmorgen. Hun fik en varm velkomst og blev vist rundt i området, og hun ser ud til at synes godt om stedet. Der blev kun ringmærket fire fugle i dag: 1 munk, 2 løvsangere og 1 havesanger.

ung munkÉn af dagens få ringmærkede fugle: en ung hanmunk der har fået sort hætte. Foto: Xenia Salomonsen

Vejret har på det seneste været ret efterårsagtigt, i dag med et par hidsige byger og blæsende vejr, og sådan bliver det nok også i morgen med ret blæsende vejr (8 m/s og senere op til 10-11 m/s) fra sydvest. Dette giver nok nogle trækfugle og måske et par havfugle. Hvis vinden bliver for kraftig, bliver der, desværre for Manon, nok ikke ringmærket i morgen.

Først regn og blæst ...

lørdag 17. august 2019
... så opklaring og trækfugle.
af Michael Brunhøj Hansen

Jeg vågnede kl. 5 og kunne høre regnen piske hårdt mod ruden og vinden suse i træerne, så jeg vidste godt at jeg kunne sove lidt længere. Jeg vågnede igen kl. 6 hvor det regnede fortsat, så det var ret klart at morgenobsen nok ikke blev til noget. Lidt senere kommer Andreas op og siger at han har lavet morgenmad.

Ole var stået op på sit sædvanlige tidspunkt og havde åbenbart efterladt en seddel på bordet om at han var gået op i Sabinebunkeren for at morgenobse. Omkring kl. 9 var der endnu noget finregn i luften, men det var efterhånden ved at klare op fra vest, dog med et par byger. Da det så endelig blev nogenlunde tørvejr, gik og Andreas og jeg op til Sabinebunkeren for at se om der skulle være kommet gang i trækket. På vej derud mødte vi Ole som var på vej tilbage; han havde ikke set mange fugle, forståeligt nok, men var dog blevet underholdt af to svartbages kamp om en søstjerne.

Lordag slagsmal aa 00001Så er der morgenmad - tror den adulte/voksne Svartbag på stranden ved Sabinebunkeren.

Lordag slagsmal a 00001... men en ung artsfælle ville også være med på søstjernen.

Lordag slagsmal b 00001Og så kom de i slagsmål, hvor der ikke blev taget særhensyn til nogens alder eller anciennitet.

Lordag slagsmal d 00001Det blev den unge røver, der snød den voksne og slap af sted med byttet.

Lordag slagsmal e 00001Men så ville en endnu yngre sulten Sølvmåge have en bid med. Den gav dog hurtigt op over for den lidt større overmagt.

Lordag slagsmal h 00001Endelig madro på en stormende og regnfyldt morgen. Foto: Ole Friis Larsen

Det blev efterhånden fint vejr med lidt sol, dog blæste det fortsat kraftigt fra syd, så det var godt at stå i Sabinebunkeren. Vaderne begyndte efterhånden også at komme trækkende, så vi er nået op på et fint antal trækfugle i dag alligevel, nemlig over 500. Der var flest islandske ryler (182) og strandskader (104); der kom igen i dag en del stenvendere (43), store præstekraver (46) og almindelige ryler (40). Ellers kom der 27 små kobbersnepper, 23 sandløbere (hvoraf én var mere eller mindre i vinterdragt), 22 strandhjejler, 16 storspover og 14 småspover. 4 skeænder trak også forbi samt 1 rødstrubet lom. En ellers grå, regnfuld og blæsende dag hvor vi ikke havde regnet med at se nogen fugle, blev altså ret hæderlig alligevel.

Grundet vinden (13-14 m/s fra syd) og regnen er der ikke blevet ringmærket i dag. Nu er det snart også ved at være sidste chance hvis Manon skal have en høgesanger inden hun rejser! Ringmærkeren der skal overtage Manon, skulle desuden ankomme i morgen, så det glæder vi os til.

Vinden i morgen skulle først på dagen fortsat komme fra syd, men blive noget svagere, ca. 6-7 m/s, og senere skulle den dreje i sydvest; der kommer nok også nogle byger ind i mellem. Der er altså fine betingelser for trækket og ringmærkningen i morgen.

Fint træk med vindskifte

fredag 16. august 2019
I morgen regn og rusk det meste af dagen.
af Michael Brunhøj Hansen

Solen står nu op efter kl. 6, så vi kunne stå et kvartér senere op i dag. Vi observerede i "hullet" da vinden om morgenen var i nordvest og ret kraftig. Det var ikke mange trækkende fugle i starten; Dagens træk gav flere vadere end i går, nemlig i alt 1410 fugle, dog var det lidt sløvt i de tidlige morgentimer; der kom de sædvanlige strandskader og islandske ryler, suppleret med spover, rødben og almindelige ryler samt sandløber. Kl. 6.25 sås et kort glimt af en fugl der først lignede en almindelig kjove, men ved et nærmere eftersyn viste det sig at være en udtrækkende vandrefalk; lidt senere kom der dog en almindelig kjove trækkende mod nord.

Der har også været ret mange stenvendere med en total på 66. Der kom bl.a. 20 i én flok om morgenen samt én inde fra land der fløj kaldende over obs.-posten. Der har også trukket 1 tårnfalk ud, og 1 lomvie trak mod syd. På stranden stod der en graellsii-sildemåge idet den var noget mere lysrygget end vores hjemlige sildemåger, også tydeligt lysere end de "Dutch intermediates" vi havde den anden dag.

Morgenobsen blev forlænget med en halv time da der var kommet lidt mere gang i trækket. Militæret hejste dog kuglen kort efter kl. 9.00, så vi kunne ikke komme på Nordhukket før lidt over middag; desuden begyndte det at regne, så vi tog hjem; Ole bagte noget franskbrød som vi spiste til frokost. Bent trækobsede åbenbart om formiddagen efter at vi kom hjem og kunne således supplere vores observationer mere flere tal og arter. Vi har også forsøgt at blive klogere på alderen og dragten af gårsdagens sortgrå ryle, men vi har endnu ikke fundet en dragt der ligner helt.

Om eftermiddagen gik Ole og jeg på stranden for at fortsætte trækobsen. Vinden var aftaget lidt og drejet om i sydvest. Der kom fortsat flere stenvendere (hvoraf nogle også rastede på stranden en overgang), samt islandske ryler og strandskader; 1 rødstrubet lom trak mod syd. Dagens total for strandskader blev således til 786 og for de islandske ryler til 356; stenvenderen, med 66, blev den vadefugl der trak tredjeflest af.

Stenvender b 00001Tre Stenvendere med en karakteristisk hvid rygtegning og tre Store Præstekraver flytter sig for mennesker på stranden. Foto: Ole Friis Larsen

Islandsk Ryle e 00001Islandske Ryler passerer tæt forbi i lav flugt langs vandkanten. Foto: Ole Friis Larsen

Manon havde i alt 19 fugle i nettene i dag hvoraf de 14 blev ringmærket, så det har bestemt ikke været dårligt. Det blev bl.a. til 7 dompapper og 2 sortmejser. Et andet lidt uventet dyr blev også fanget i nettet, nemlig et rådyr. Det blev ikke ringmærket, så vidt jeg ved, og slap uskadt fri fra nettet igen.

sortmejseManon med én af de to sortmejser der i dag blev ringmærket. Foto: Manon Ghislain

Da det med stor sandsynlig nok bliver regnvejr i morgen tidlig, bliver der nok hverken ringmærket eller trækobset. Desuden skulle vinden blive kraftig, op til 13 m/s, fra syd, så nettene bliver ikke åbnet uanset om der kommer regn eller ej; regnen skulle først ophøre om eftermiddagen.

Det blev mest knald

torsdag 15. august 2019
Godt træk med flere gode arter.
af Michael Brunhøj Hansen

Vejret blev omtrent som håbet med en god syd-sydøstlig vind og kun lidt småregn om morgenen. Vi stod i Sabinebunkeren hvor trækket var godt i gang fra ankomsten med flere større flokke bestående af blandede arter, så det var til tider lidt udfordrende. Vi havde i alt lidt over 1000 trækkende vadere hvilket er noget bedre end det vi har set de seneste dage. Dominerende var igen de islandske ryler med 365 efterfulgt af strandskaderne med 301. Hjejlerne kom også godt i dag med 82 individer af både strandhjejle og hjejle. Der kom også flere små kobbersnepper (49), flere rødben (21) og stenvendere (21), og en flok på 10 dobbeltbekkasiner trak højt over havet.

Dagens fugl var dog en lille overraskelse da en ret tidlig sortgrå ryle - i en dragt, vi ikke ser så ofte i Danmark - pludselig stod på stranden lige ud for bunkeren sammen med en islandsk ryle og en stenvender; sortgrå ryler i sommerdragt ser man ikke så ofte i Danmark. En enkelt svaleklire, mudderklire og krumnæbbet ryle trak ligeledes forbi samt 4 små korsnæb. Der skete altså noget hele morgenen, og vi kedede os ikke.

Sortgra og Stenvender 00001Sortgrå Ryle i en dragt, som man ikke ser så ofte i Danmark på grund af den tidlige observation. Her langt inde på stranden, hvor den fouragerede med en ung Stenvender. Foto: Ole Friis Larsen

Desværre skulle militæret igen i dag have en øvelse, så vi var nødt til at flytte os mod syd omkring kl. 9; obsen fortsatte lidt efter ved pælerækken, men der var ikke meget læ, og fuglene trak langt ude da det var meget lavvandet, så vi gik hjem ikke længe efter; det var klart at trækket fortsatte, så vi er nok gået glip af mange fugle.

Ved middagstid kørte vi alle sammen til Esbjerg da Julie, Manons veninde, skulle nå en bus til København, så nu er vi kun fire på stationen igen. Der blev ikke ringmærket i dag grundet den kraftige vind.

I nat skulle der komme noget regn eller nogle byger der ser ud til at vare til sidst på natten, så vi kommer nok til at stå i tørvejr. Desværre står den på nordvestenvind igen, fortsat en anelse for kraftig, så der kommer nok ikke så mange trækfugle forbi om morgenen. I løbet af dagen skulle den dog gå i sydvest, så der kan måske komme noget om eftermiddagen. Hvis det regner sidst på natten/først på morgenen, kunne Manon måske godt få fanget nogle faldne fugle, og forhåbentligt er der en høgesanger eller noget andet sjovt i blandt; men der skal nok blive ringmærket nogle fugle i morgen. 


FORRIGE     1  |  ...  |  7  |  8  |  9  |  10  |  11  |  ...  |  25     NÆSTE