Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (243)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)
Se indlæg fra måned: feb. (10)mar. (26)apr. (30)maj (31)juni (17)juli (29)aug. (31)sept. (30)okt. (29)nov. (14)

Hviledag

torsdag 25. juli 2019
Rolig dag efter den lange obs i går.
af Andreas Kristian Pedersen (APr)

Igen startede dagen med østen vind og høje temperaturer, det var dog endnu varmere end i går, så vores optimisme var intakt efter den fede dag. Trækket startede godt ud, men fes lidt ud i løbet af dagen. Vaderne startede godt ud, især Almindelig Rylerne og de Islandske Ryler var der gang i i dag. Det var dog ikke vaderne som tog overskriften i dag, men sorthovedet måge, der satte nye rekord her i blåvand med 4 fugle. Alle fuglene blev fundet af Mr. sorthovedet måge (aka. TEO). Når kvantiteten mangler, så må kvaliteten tage over.
Igen i dag en rigtig god trækdag med vadefugle. Det var Andreas, David, Bent og Troels som hev vadefugletallene hjem.
I dag var det almindelig ryle som var talrigest med 525 og islandsk ryle 429. Strandskaderne stiger også i antal med 267, men de skal jo også kulminere i starten af august. Og så er der rigtig mange sandløbere i år, i dag med 159.
Af de lidt mere specielle arter sås bjergand 11 hanner forbitrækkende, uden tvivl fugle på fældningstræk. En sjælden art ved Hukket som knopsvane 2 ad trak syd og så er der ved at komme gang i rørhøgene med 4 i dag. En stor flagspætte var ude og vende, og så den klire vi manglede i går nemlig sortklire sås i dag.
Troels var vedholdende på Hukket, og udover mange hættemåger sås også flere 1K sorthovedet måge, så dagens total blev 4. 
Ringmærkningen var også god i dag med 22 fugle. Fra klokken 1000 havde Jonas tur, så han havde nettene åbne, og han var heldig at fange en korttået træløber.  Udover dette fangede Manon og Astrid Rørsanger, Sortstrubet bynkefugl og Fuglekonge. Det lugter af efterår i nettene selvom man ikke mærker dette i det danske sommervejr.
I morgen bliver vejret nærmest identisk med i dag, så igen er vi optimistiske. 
Folk på stationen i øjeblikket, Andreas, David, Troels, Bo, Manon, Bentog Astrid. David drog til. grøn koncert i Esbjerg, så forhåbentlig har han en god dag.

 

Lang dag, nyt indlæg

onsdag 24. juli 2019
Mange vadefugle og fin dag for ringmærkerne
af Andreas Kristian Pedersen (APr)

I dag startede vinden i øst og var svag, så allerede fra morgenstunden var det varmt både for ringmærkerne og observatørerne. Dagen startede stille og rolig ud ude på obsen, og vadefuglene holdt lidt igen i den første lyse time. Men da solen og vinden fik magt kom der for alvor gang i den. Allerede fra starten var det tydeligt hvilke arter, der ville tage overskriften: Rødben, Islandsk ryle og Strandhjejle! De fedeste og smukkeste fugle lige nu! Især Rødbenene kom i flokke med op mod 40 stk. der var et fedt syn at være vidne til. Derfor var det oplagt at fortsætte obsen efter de tre timer, da vadertrækket kun var begyndt. Vi havde også i mellemtiden fået selskab af Bent og Troels, som begge havde lugtet lunten i dag, der holdt mig beskæftiget i sådan en grad, at jeg i flere minutter ikke kunne se ned i skopet, fordi jeg skulle notere alt, hvad de så. Omkring klokken 12 tog BEJ og jeg hjem for at taste alle observationer ind fra morgenobsen, mens Troels som en anden ensom beduin sad og spejdede udover havet efter vadefugle og hits! Jeg tog derud igen omkring klokken 1515 og begyndte at obse igen, da Troels ikke var kommet hjem endnu. Han kunne berette om et stadig godkendt træk af vadefugle især Strandhjejlerne og Rødbenene var stadig i hopla. Jeg satte mig derfor i vandkanten i håb om flere fugle og jeg blev ikke skuffet! For efter en lille halv time hang der en gammel havørn nord for mig i en skrue med måger. Måske den samme fugl som forleden? Vaderne kom nu i store flokke men med jævne mellemrum og var nu begrænset til Islandske ryler, Almindelig ryler og Sandløbere med enkelte Rødben og Hvidklire imellem. Så det var hårdt at sidde der i 31 graders varme og vente. Jeg opgav obsen, da Manon skrev, at hende og Astrid havde lavet pandekager. Det var dejligt med et kort afbræk fra fuglene, så jeg var klar til aftenobsen, som startede 19:55. Igen rendte jeg ind i Troels, der efter et kort hvil igen havde draget til hukket efter det samme som os andre nemlig hits og vadefugle. Han var dog noget pessimistisk, men det dårlige humør forduftede, for omkring klokken 2010 begyndte fuglene at trække igen og på lidt over en time havde vi 600 trækkende vadere. Sammen med disse kom der også endnu en sorthovedet måge, der var en flot 2k fugl. En fremragende afslutning på en lang obs. 
Nogle af dagens tal på en foreløbig bedste vadefugledag i år: strandskade 361, strandhjejle 105, hjejle 87, lille kobbersneppe 132, islandsk ryle 1104, sandløber 303, almindelig ryle 437, rødben 475. Der var også gang i svalerne i dag med ikke mindre end 182 digesvaler. Og så begyndte rovfugletrækket med 2 trækkende rørhøge.

Ringmærkerne Manon og Astrid havde også en god dag med 18 fugle fordelt på 12 arter, så stor artdiversitet,. De kæmpede også bravt og ud af deres anatrseglser fik de en Grå fluesnapper og en ung Rødstjert hun. Det betyder, at efterårstrækket for småfuglene er begyndt, så de næste par dage bliver også rigtig gode for dem.

I morgen lover de igen østenvind og høje temperaturer, så det er samme "trædemølle" som i dag, så alt er perfekt.

Sommer i blåvand

tirsdag 23. juli 2019
Høj solskin og mange gæster
af Andreas Kristian Pedersen (APr)

I dag var vinden stadig i det vestlige hjørne, men ellers var vejret markant anderledes. Solen stod op til en næsten skyfri himmel, så både ringmærkerne og jeg havde ingen problemer med at holde varmen. Vi håbede, at det varme vejr ville pumpe lidt fugle op til os, men dette var desværre ikke tilfældet, men dette gjorde ikke noget, når vejret var så behagelig. 10 fugle blev fanget i dag, men sådan er det i juli og med vesten vind.

Ude på obsen var det også stille og rolig. Der var lidt suletræk fra morgenstunden af, men op ad dagen døde trækket lidt ud. Heldigvis tog ternerne over, så helt kedelig var det ikke. Senere op af dagen kom TEO ud til mig, og inden jeg tog hjem havde han fundet en storkjove. Udover kjoven havde vi også to dværgterne trækkende, hvilket altid er et kærkomment syn, så igen en godkendt dag.

I morgen går vinden i øst, hvilket plejer at være godt for både ringmærkeren og observatøren. Bo, Troels og jeg håber på lidt flere vadefugle end de sidste par dage og måske en sortterne. Ringmærkerne håber på lidt flere fugle i nettene, og måske hvis de er meget heldige kan de fange en hvidvinget korsnæb nu hvor der er så mange i nordjylland. 

Regn, regn og atter regn

mandag 22. juli 2019
En stille og våd dag
af Andreas Kristian Pedersen (APr)

Igen i dag var vinden i sydvest, men den var knap så stærk som i går, derfor håbede Astrid og Manon på en god dag i nettene. De kæmpede i blæst og regn og fik totalen op på 12 fugle. Heriblandt en gulbug og endnu en skovpiber, så selvom det var op ad bakke fik de lidt ud af det.

Ude på obsen kunne jeg også mærke at vinden havde taget af. Der var knap så mange suler som i går, og vaderne havde tabt lidt af pusten ift. de sidste par dage, så endnu en gang måtte jeg ty til sortænderne, hvor nogle begyndte at trække i dag.

Her til aften kom Troels Eske Ortvad, han er i skrivende stund stadig ude. 

I morgen lover de vind fra vest men temperaturen stiger til 20 grader efter middag. Måske kan varmen trække nogle fugle herop? Vi er optimister. 

De store vingefang

søndag 21. juli 2019
Sule træk og rovbasse!
af Andreas Kristian Pedersen (APr)

Efter den fine dag i går både for ringmærkeren og observatørerne, var det noget mere stille i dag. Ringmærkningen varede de standardiserede 5 timer. I blandt de 11 fugle var der en ung skovpiber, hvilket reddede dagen for Astrid og Manon.

Ude på obsen var der også gang i trækket. Sulerne holdt mig rimelig beskæftiget og mens jeg kiggede på disse langvingede fugle, blev det helt hvidt i min kikkert. Det viste sig at alle mågerne og ternerne var gået på vingerne, og kort efter dette fløj den fedeste havørn over klitrækken, og fortsatte langs sydhukket! Fuglen kom lige forbi næsen af mig, da jeg sad i den alleryderste klitrække. En fed oplevelse! Efter ørnen fortsatte suletrækket i lidt over en time, og Bjørn kom ud og holdt mig ved selskab, så de tre timer fløj afsted.

Efter morgenobsen og ringmærkningen tog vi afsked med Kim og Maria, de skulle østover. En tak skal lyde til dem for deres gode mad og hyggelige selskab.

Her til aften kom IBJ han ville have en overnatning her på stationen. Det er han mere end velkommen til.

I morgen lover de stadig sydvesten vind dog noget svagere end i dag. Desværre skal regnen starte rimelig tidligt og vare det meste af dagen. Ikke den idéelle kombination for vadertræk, men måske trækker sulerne og kjoverne i morgentimerne. Ringmærkningen bliver nok måske lidt bedre i morgen, medmindre regnen sætter en stopper for det.

Bedste vadefugledag i år

lørdag 20. juli 2019
50 år siden med de første mænd på månen
af Bent Jakobsen

Igen i dag sydøst 7-8 m/s og 17 grader. Men stadig ikke sommer. Vekslende skydække og god sigt.

Andreas og David tog morgenobsen. David ankom igen i går aftes, da sydøstenvinden og vadefugletrækket trak, inden han igen skulle på arbejde.
Andreas tog lidt observationer ud over morgenobsen.
Igen var det islandske ryler og små kobbersneppe i deres flotte yngledragter, som var talrigest med henholdsvis 606 og 565. Men også småspove 45 og sandløber 102 gjorde sig bemærket. Og det blev også til de normalt fåtallige dværgryle 3, og krumnæbbet ryle 2.
Andreas meldte hvepsevåge over walkien, men den gik så lavt, så den var nærmest umulig at finde for os andre.
Så var det imponerende med 440 suler fiskende i revet.
Manon havde sin første ringmærkningsdag hvilket gav 17 fugle () aflæsninger i parentes: skovpiber 1, hvid vipstjert 2, løvsanger 1, gærdesmutte 2, gærdesanger 3 (2), tornirisk 1, musvit 2 (1), gulspurv 3, skovspurv 1, tornsanger 1, lille gråsisken (1).
Astrid Jørgensen ankom i dag som frivillig på stationen i en uge. Derudover har vi stadig besøg af Kim og Maria.
Og så er det jo en mærkedag, da det i dag er præcis 50 år siden, at de første mennesker landede på månen. Måske sker den igen inden længe.

Smukt vadefugletræk

fredag 19. juli 2019
Vores ringmærker ankommet
af Bent Jakobsen

Vinden startede i sydøst, men gik efterhånden mere over i syd. Svag 3 m/s og 8/8 med højt skydække, som gjorde det nemt at finde de højtflyvende vadefugle. Rigtig godt sigt på +30 og 14 grader.

Morgenobsen blev gjort undertegnede sammen med David Manstrup, og det blev en spændende en af slagsen. Det var islandske ryler og lille kobbersneppe som dominerede og trækket som foregik primært ret højt, hvor de kom i ret store flokke på op til 60 fugle og piskede mod syd. Fantastisk flot.
de mindre ryler som sandløber 25 og almindelig ryle kom på normal vis i strandkanten. En mørk almindelig kjove jagtede et par hættemåger inden den fortsatte mod nord.
Også trækket af sortænder var mægtigt flot med store flokke kommende mod syd over den ret stille vandoverflade, og de fortsatte sydpå, så måske der var tale om reelt træk, da flokken lå længere mod nord og var passiv.
David skulle på arbejde, men jeg tog en halv time længere, men trækket var efterhånden ret dødt.
I løbet af dagen kom Andreas Pedersen for at hjælpe med tællingerne, og vores ringmærker Manon Gishlain hentede jeg i Esbjerg, og hun tager den næste måneds ringmærkning.
Når nu jeg var i Esbjerg købte jeg et nyt tændrør til græsslåmaskinen. Og der havde vi årsagen til startvanskelighederne.
Kim og Maria er her stadig og de kreerede til aften en fantastisk middag, som vi alle nød.

DSCN7742

Mange sortænder passerede.                                      Foto: Bent Jakobsen

Der hygges. 20190719 192356

 

Forventningerne blev ikke helt indfriet

torsdag 18. juli 2019
Dagens overraskelse Lærkefalk
af Bent Jakobsen

Igen i dag en svag vind, ja man skulle jo nødig gå hen og bliver forvænt, men fra sydsydøst og 3-4 m/s. De 14 grader skaber stadig ingen sommer, men føltes dog varmt da solen tittede frem. Igen i dag en god sigt.

Tre mand på morgenobs er jo ved at være luksus. Og der var store forventninger, nu hvor vinden var drejet. Men de blev ikke helt indfriet. David, Jan og jeg tog tjansen i de 3 timer, hvor trækket så ebbede ud. Men helt snydt blev vi da ikke, da flere arter af vadefugle lagde vejen forbi dog ikke i større antal. Således strandskade 39, strandhjejle 2, småspove 9, storspove 1, lille kobbersneppe 12, stenvender 3, islandsk ryle 68 og almindelig ryle 34, hvoraf 10 rastede. Det gjaldt også en flok på 35 sandløbere.
Dagens store overraskelse blev en lærkefalk som trak direkte ud over havet. Slap dog for ternemobningen modsat fiskeørnen i går.
Igen i dag kom sulerne sydfra og skarverne nordfra.
En times obs omkring frokost gav lidt trækkende tårnfalke, mursejlere og svaler. Således 10 digesvaler, som jo ikke er så hyppig helt herude i det vilde vest, 12 landsvaler. Det blev til 25 mursejlere og i alt på dagen 9 tårnfalke.
Turisterne har fået en mærkelig mani med at man ved lavvande skal så langt ud på revlerne som muligt, og det ender galt en dag. En familie med hund prøvede ovenikøbet at gå ud igennem vandet for at jage mågerne på vingerne. Det lykkedes dog ikke, da vandet var stigende.
En anden familie syntes det var så sjovt hele tiden at hoppe ned af en klit, hvor der var en lille sti, så nu er stien blevet bred.
Jan og Marianne forlod stationen i dag efter et par rigtig hyggelige dage, og i løbet af dagen ankom Kim og Maria Stendorf fra Slagelse, og de har allerede været ude og samle kantareller til vores middag i morgen. Også David tilbringer et par dage på stationen.

Turister Blavand DSCN7735

Turister vil gerne ud til mågerne

 

Overraskelsernes dag

onsdag 17. juli 2019
God ringmærkningsdag
af Bent Jakobsen

Vinden svag nordvest 3 m/s og det var et helt andet vejr end de foregående. Så det føltes som en helt befrielse ikke at blive blæst igennem. Skydækket 7/8 men i løbet af dagen opklaring, så turisterne valfartede til stranden, hvor der var en sigtbarhed på +30 km. Temperaturen nåede dog ikke over 17 grader, og vandtemperaturen er nok heller ikke det helt store.

Jan Speiermann og Marianne ankom i går, så Jan deltog i morgenobsen. Fuglene i dag var pga det stille vejr, da også meget mere livlige end de foregående dage.
Enkelte vadefugle passerede med strandskade som talrigest med 68. Derudover 6 almindelige ryler, 3 sandløbere, 2 storspover og 1 lille kobbersneppe.
Igen i dag ankom der suler sydfra for at fiske i vores farvand og der blev til i alt 70. Dog lagde de sig på vandet i dag mellem de 5000 sortænder som lå i en bræmme op mod nord.
1 almindelig kjove lys fase fløj næsten lige ind over hovedet på os mod nord.
Morgenens overraskelse var uden tvivl den fiskeørn som trak ud over havet mod vindmøllerne Horns rev 1 skarpt forfulgt af flere terner som blev ved med mobningen op til flere kilometer ude over havet.
Dagens anden store overraskelse var uden tvivl den grønspætte som kom flyvende ind over stationen og fortsatte op i fyrhaven. En intens eftersøgning gav ikke resultat, men det var da ny årsart for Jan.
Jonas havde ringmærkningstur, hvilket gav ikke mindre end 24 fugle til de 15 deltagere. Her var der også overraskelser i form af sortstrubet bynkefugl han 2K+ og vendehals som var i gang med fældning af 5. håndsvingfjer på begge vinger.
Ringmærkning aflæsninger i (): Vendehals 1, jernspurv 1, sortstrubet bynkefugl 1, gulbug (1), gærdesanger 1 (1), tornsanger 3, gransanger 2 (1), løvsanger 2, topmejse (2), blåmejse 4, gråspurv 3, skovspurv 4, tornirisk 1 (1), gulspurv 1.
Ser med optimisme frem til morgenen i morgen, hvor de lover søndenvind, så måske får vi bedste vadefugledag indtil nu i år. Man har jo lov til at være optimist.
Jan og Marianne bliver til i morgen.

5. hsf i faeldning. 20190717 100651

5. hsf under udvoksning

Sulerne overtager scenen

tirsdag 16. juli 2019
Hyggeligt selskab under obsen
af Bent Jakobsen

Nok en dag med kraftig nordvestenvind 9,3 m/s med stød op til 12,8. Vinden ren nordvest 310 grader, og den ”dejlige” sommertemperatur på 13,3 grader. Overskyet og en sigtbarhed på +10 km. Under hele morgenobsen var det nærmest et ”koldt” lys.

Skurvognen måtte endnu en gang give læ til observatøren, og den første halve time var nærmest fugletom med 1 strandskade og 2 almindelige ryler. Ikke en gang sortænderne rykkede.
Der blev lidt mere liv da ternerne begyndte at komme fra overnatningsplads og flyve op langs kysten, men ikke mindst sidst på obsen overtog sulerne scenen. De kom sydfra, nogle fortsatte nordpå, men rigtig mange begyndte at raste og fiske med sølvmågerne. Normalt når sulerne raster herude ligger de på vandet, men for første gang oplevede jeg at de stod sammen med sølvmåger på den yderste revle. Meget mærkeligt at se en tæt flok suler på 40 stå sammen med mågerne. Så det blev til i alt 180 suler.
Enkelte flokke af strandskader passerede, i alt 40, hvoraf største flok på 23.
Så var det dejligt med selskab under morgenobsen. Ved stålmasten ved skurvognen er en rede af hvid vipstjert i en kasse, og forældrefuglene var i fuld sving med at fodre i kassen. Desuden en familie af sortstrubet bynkefugl holdt også til lige bag skurvognen.
Så er det fantastisk at se hvordan torniriskerne smæsker sig frøene fra sandhjælme. Når de sætter sig på toppen bøjer græsset helt ned.


FORRIGE     1  |  ...  |  10  |  11  |  12  |  13  |  14  |  ...  |  25     NÆSTE