Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Varme i luften, vind på vej fra øst og fugle i nettene
Vejr: En klar morgen med svag vind fra nord blev allerede tidlig formiddag ændret til jævn vind fra nordøst og spredte skyer.
Temperaturen steg fra 7°C til 14°C ved middagstid. I løbet af eftermiddagen steg temperaturen yderligere til 17°C og vinden kom fra østnordøst. I læ og sol var det t-shirt vejr, men i vinden var en jakke god at have med sig.
Der var en kort overgang med lidt mørkere skyer omkring kl 15 og det gav 3 dråber regn, men mere blev det ikke til. Det meste af døgnet var der god plads mellem skyerne.
God sigt, men meget uro i luften ude over havet.
Jeg have alle net åbne før solopgang og skønt det gik lidt trægt med fugle i starten, så fik jeg mit ønske om en god dag ved nettene opfyldt. Det hjalp mig til, at have net i Stationshaven åbne i 12 timer, så jeg fik travet nogle netrunder i dag og er lidt træt efter al den sol i hovedet.
Imens jeg passede haverne og nettene, gik Peter ud i solopgangen og obsede fra Sydhukket. Der kom lidt terner forbi, men ingen kjover og meget få lommer, så Peter havde ikke fyldt notesbogen, da han stoppede lidt før kl 10 for at tage videre.
Bent nåede at komme ud og fik en snak i klitten med Peter, men Bent kunne heller ikke trylle andet end en Bynkefugl ud af sin tur rundt til grænsen ved militæres område. Der var igen skydning og ingen adgang til Mosen, så Bent endte med at tage videre og se til Filsø.
Med de relativt få fugle, der var at se i området, når man gik rundt med kikkerterne, så var det lidt overraskende, at jeg endte med et rigtig fint antal ringmærkede fugle. Dagens talrigste art blev Rødstjert med 22 mærket. De kom sivende gennem området hele dagen og de enkelte individer så ud til at forsvinde. Ingen af dagens fugle blev genfanget senere på dagen. Her kan ringmærkningen give en ide om, hvor mange fugle, der udnytter et område. Havde vi bare gået rundt med kikkerter og talt fuglene, havde vi formodentlig kun noteret 3-5 Rødstjerte i området, da vi aldrig så mere end 2 ad gangen. Vi havde blot tænkt, at de fugle vi så i samme område senere på dagen var gengangere.
Ud over Rødstjert talte Løvsangere også godt på dagens ringmærkningsliste, men det var 2 stk Grå Fluesnapper, der blev dagens fugle, da det var de første herude dette forår.
Af genfangster var der gensyn med den Vendehals, mærket i april 2017, der også blev kontrolleret her den 5. maj i år.
Nye gamle kendinge af Stationshaven var en Gærdesanger mærket som 2k 27. april 2015. Den har været her igen i foråret 2016 og 2017, men blev ikke genfanget i 2018.
En Lille Gråsisken han havde ikke helt så lang historie med sig, men kom retur næsten på toårsdagen for dens mærkning 12. maj 2017.
Dagens ringmærkningstal med genfangster i ():
Vendehals 0 (1), Hvid Vipstjert 1, Rødstjert 22, Havesanger 1, Munk 3, Gærdesanger 4 (1), Tornsanger 1, Løvsanger 16, Gransanger 3, Grå Fluesnapper 2, Broget Fluesnapper 2, Skovspurv 0 (1), Bogfinke 0 (2), Grønirisk 2, Tornirisk 1, Lille Gråsisken 4 (1)
Ialt 62 mærket og 6 genfanget fordelt på 16 arter.
Jeg afslutter her og går tidligt til ro efter aftensmaden, da jeg er ret spændt på dagen i morgen. Måske bliver det en rigtig stor dag med mange fugle i haven, da vinden er i øst, varmen er i luften og der skulle komme et nedbørsområde ved middagstid.
En vejrsituation, der kunne bringe nattrækkende småfugle ned i krattene fra morgenen af, men kommer regnen allerede fra morgenstunden, eller bliver østenvinden af så hård styrke, at det bliver svært at finde net, der står i læ, så kan det ende med at jeg ingenting fanger.
Noget af det spændende ved livet som ringmærker - næste dag kan altid overraske.
En ventet art på sæsonens liste over ringmærkede fugle i Blåvand. Den første Grå Fluesnapper med det brede gab, så insekter i luften skal nu passe godt på!
Dagens højdespringer antalsmæssigt var Rødstjert. Det gav mulighed for at tjekke variationen i haletegningen i forhold til den forholdsvis mørke hale, som en hun havde i går.
Her er foto af halen af to forskellige af dagens individer. Sammenlign med fotoet på bloggen fra i går og se hvor variabelt udbredelsen af mørkt i halen er. Alle tre haler er af hunner og der er ikke kønsforskelle i variationen af haletegninger.
Bedre dag med fugle end længe!
Vejr: Morgenen havde helt svag vind fra nordnordvest og jordtåge lå som en dyne gennem klitlandskabet. Tågen blev hurtig brændt helt væk blot en time efter solopgang og der var blå himmel og sol indtil midt på eftermiddagen, hvor flere skyer drev indover. Dog stsadig med en del sol og klar luft, mens vinden var drejet til rent nord og tiltaget til 5m/s.
Temperatur fra 7-12°C, men føltes varmt i sydvendte klitgryder.
Der var fugle i haverne i dag og med svag vind havde jeg gang i alle net. De fleste fugle kom gennem området i de første morgentimer og eftermiddagen blev tynd, så jeg lukkede net kl 16:30.
Løvsangere var klart talrigst, da de stod for noget over halvdelen af dagens fangst.
Blandt kontrollerne var en Gærdesanger mærket 7. maj 2017 den mest interessante, da det er første gang den ses siden mærkningen.
En anden spændende genfangst for nogle dage siden var Tornsanger med hollandsk ring.
Meldingen er nu kommet om, at den var mærket som 1k fugl 18. juli 2017 som led i et Hollandsk CES (Constant Effort Site) projekt.
Mærkningsstedet er nær Utrecht i Holland, så fuglen er kommet 430km længere mod nordnordøst dette forår.
Dagens ringmærkningstal med genfangster i ():
Rødstjert 5, Rødhals 1, Munk 1, Havesanger 0 (1), Tornsanger 1, Gærdesanger 2 (2), Løvsanger 28, Gransanger 3, Skovspurv 1 (1), Bogfinke 1 (1)
Ialt 43 mærket og 5 genfanget fordelt på 10 arter.
Vinge og hale af en af dagens Rødstjerter. En hun med den største udbredelse af mørkt på de 5 yderste halefjer af de Rødstjerte, som jeg hidtil har haft i hænderne. Der er en del individuel variation af disse mørke halespidser og nogle Rødstjerte har rent rødbrune yderste halefjer uden mørke tegninger.
Der var igen lukket for militærområdet pga skydning, så Bent brugte tiden i de områder, hvor det var tilladt at gå rundt. Han kunne konstaterer, at den Store Præstekrave rede ved stien var forladt og alle æg væk.
Dagens bedste obs fra Bent blev en Dværgfalk, en Ringdrossel og en af de fåtallige forårs Sivsangere herude. Sidstnævnte var en fugl i sang i et lavt krat nær grænsen til øvelsesområdet.
Efter gåturen rundt fik Bent tjekket fuglestationens mails og vi havde tid mellem mine netrunder til en lille snak. Der blev jeg oplyst om, at det er heligdag på fredag.
Ups - i forhold til at få afsendt prøverne for West Nile Vira til Lindholm og analyse på hverdage.
Fuglene kender jo ikke til weekend eller helligdage, så jeg må indrømme, at jeg i mit liv som ringmærker her, helt har mistet fornemmelsen for menneskenes kalender.
Nå - løsning blev en hurtig udrykning, så Bent kørte hjemad med det samme og nåede lige til Oksbøl tidsnok til, at prøverne kunne nå pakkeposten, så de er fremme i morgen.
Jeg havde ikke lang tid alene med fuglene.
Først kom tømmeren forbi og fik ordnet det udtætte vindue på 1. sal. Derefter dukkede Peter Staarup Christensen op til et døgn på Blåvand Fuglestation.
Han siger sig klar til en morgenobs på Hukket i morgen. Med vindskifte til østenvind og varme i luften, har vi høje tanker om både fugle i net og spændende arter på træk - læs med i morgen, om det så viser sig at holde stik.
Næsten vindstille!!
Vejr: Ganske svag vind på 3m/s med retning fra vest til nord. 2/8 skydække fra solopgang vekslede over et udbredt skydække midt på morgnen til højtliggende og meget tynde skyer resten af dagen. Solen var lidt sløret af de tynde skyer, men skinnede igennem det meste af dagen og dens varme kunne mærkes. Temperatur steg fra nattens 4°C til 12°C da det var varmest.
God sigt og ingen nedbør.
Skøn morgen at komme ud i for der var ingen vind og jeg kunne arbejde med alle net åbne.
Dejlig udsigt fra Fyrbakken efter runden med åbning af net. Solen på vej op og i klitlavningerne lå jordtågen som et sølvskinende spejl, så man næsten kunne tro, at der var kommet små søer rundt i klitheden.
Desværre virkede det ikke til, at trækfuglene havde fundet ud af, at vejret var blevet bedre. Jeg fik kun mærket 14 fugle og havde en del genfangster inden jeg lukkede net kl 15.
Der var dog et par godbider imellem:
Rødtoppet Fuglekonge på første runde er altid en favorit.
Et foto, der egentlig burde være på dagbogen fra i går, men det var altså først i dag, at hannen af Gråspurve parret for første gang fløj i et net i haven!
Blandt genfangsterne var den lokale Vendehals mærket for 10 dage siden, men mest interressant en gammel Gærdesmutte. Mærket som 1k fugl i juli 2016. Derefter holdt den til i området hele efteråret 2016, hvor den blev genfanget 4 gange. Endelig er den efterfølgende fanget én gang pr. forår: 20. marts 2017, 07.april 2018 og altså i dag.
Dagens ringmærkningstal med genfangster i ():
Vendehals 0 (1), Gærdesmutte 0 (1), Rødstjert 0 (1), Solsort 1 (1), Sangdrossel 2, Havesanger 1, Tornsanger 0 (1), Gærdesanger 1 (2), Løvsanger 4, Gransanger 1, Rødtoppet Fuglekonge 1, Broget Fluesnapper 0 (1), Gråspurv 1, Bogfinke 1, Grønirisk 0 (1), Lille Gråsisken 1
Ialt 14 mærket og 9 genfanget fordelt på 16 arter.
Mens jeg gik og passede nettene kom Bent ud og havde medbragt både et rugbrød til mig og en kage til formiddagskaffen.
Med de få fugle at håndtere var der tid til en god snak og lidt kig på ringdatabasen mens kaffe og kage blev indtaget.
Da der var lukket for adgang til militærets område pga skydning, fandt Bent plads et par timer til obs fra bænken i Fyrhaven.
Det blev ikke til noget nævneværdigt denne dag, men vi tror på de kommende dage, hvor vindretningen efterhånden drejer til øst.
Samtidig kommer der også overnattende til fuglestationen og flere øjne har det jo med, at finde noget godt.
Selv vil jeg være optaget med ringmærkningen og forhåbentlig komme igennem med flere af de prøver, som jeg skal udtage til analyse for West Nile Vira.
Det ville være rart at få det overstået inden jeg d. 23-25. maj holder min første pause fra Blåvand dette forår.
Naturmødet i Hirtshals kalder de dage.
Gråspurv som dagens art ved Fuglestationen
Vejr: Vind fra nordnordvest. Indtil middag med 8m/s i middelvind og tiltagende til 10m/s om eftermkiddagen med vindstød op til 13m/s.
Stadig kold og klar luft med 7-10°C trods megen sol med kun 2-3/8 skydække.
Der var ikke antydning af nordlysaktivitet i den midnatstime jeg holdt mig ude i nat. Måske kommer der en chance natten mellem tirsdag og onsdag. Der har lige været et udbrud på solen med retning mod jorden og de partikler skulle ramme jordens atmosfære i onsdagens første nattetimer. Månen vil dog lyse meget op, så det skal være kraftigt nordlys og ikke kun en glød for at kunne ses herfra.
Inden da vil jeg forsøge mig de kommende dage med ringmærkning i døgnets lyse timer.
Idag kunne jeg åbne lidt flere net, men vinden generede stadig og den kolde vind fra nord har stadig sat prop i tilgangen af fugle.
De næste dage skulle vinden være svag, men stadig fra nord og rigtig koldt med ned til 2°C om natten. Så det er først fra torsdag med vindskifte til østlig retning, at jeg tør håbe på lidt flere fugle.
Dagens indsats gav kun 5 mærket og 6 kontroller af egne fugle. Viser lidt om, at det mest er de lokale ynglefugle, der holder til i haverne disse dage.
Blandt disse ynglefugle er der faktisk en nyhed, som jeg ikke har fået skrevet om i dagbøgerne den sidste uge,
Et par Gråspurve har slået sig ned og tilkæmpet sig en plads blandt Skovspurvene ved Fuglestationen.
Gråspurve parret er igang med et yngleforsøg og det er rigtig mange år siden de sidst har ynglet her på Fuglestationen.
Frem til 1977 var der en bestand med typisk 10-15 par per år, men derefter forsvandt de. De senere år har det kun været Skovspurve, der benyttede redekaserne omkring Fuglestationen, men der var måske allerede sidste år et varsel om, at Gråspuven ville vende tilbage.
I foråret 2018 blev der ringmærket det klart højeste antal Gråspurve siden 1984.
At arten netop vender tilbage i disse år kan meget vel skyldes rydningen af det udbredte krat af Rynket Rose på klitsiden ved p-pladsen.
Den rydning har skabt et åbent område med lave frøsættende planter, så den øgede mængde af føde for spurvene er en god forklaring på Gråspurvens genkomst.
Dagens ringmærkning med genfangster i ():
Gærdesmutte 1, Rødhals 0 (2), Gærdesanger 0 (1), Løvsanger 1 (1), Broget Fluesnapper 1, Bogfinke 0 (1), Grønirisk 1 (1), Lille Gråsisken 1
Ialt 5 mærket og 6 genfanget fordelt på 8 arter.
Blæst og sol
Vejr: En morgen med 3/8 skydække blev fra middag og resten af dagen afløst af ren sol uden en sky på himlen.
Hele døgnet hård vind fra nordnordvest og nord. Middelvind på 11m/s og vindstød op til 17m/s.
Temperature 7-10°C. Klar luft og >10km sigt.
Jeg havde jo set vejrudsigtens melding om den kraftige og kolde nordenvind, så da jeg åbnede øjnene til normal tid og kunne høre vinden ruske i huset, var jeg klar over, at der ikke kunne åbnes net til at gennemføre en standardmærkning.
Vendte mig derfor om under dynen og sov længe, så jeg først kom ud og åbnede de få net, der stod bare lidt i læ, lige ved solopgang kl 05:15.
I løbet af den første time mærkede jeg 2 Gærdesangere og næste time gav kontrol af en Tornirisk. Ringmærket i juli 2017 og ikke registreret igen før idag.
De næste 5 timer tjekkede jeg tomme net og valgte derfor at lukke helt ned allerede kl 12.
Blæsten holdt selv turisterne væk i solopgangstimen, så et Rådyr benyttede freden til at indtage bunkeren på Sydhukket. Desværre havde jeg kun min telefon med som kamera på min vej til at tjekke Fyrhaven, så fotokvaliteten er elendig.
Naturvejleder Jonas Gadgaard holdt med udgangspunkt fra Naturskolen en velbesøgt Hugorme safari sidst på formiddagen. De fik fundet både Hugorme og firben, så jeg behøvede ikke, at hjælpe med at vise den flotte han af Markfirben, der holder til i haven.
Med lukkede net prøvede jeg selv en lille foto safari efter det lokale par Sortstrubede Bynkefugle.
Hannen bære en ring, så jeg håbede, at kunne få billeder, der ville være gode nok til at aflæse ringen.
Det lykkedes dog ikke.
Parret var ungevarslende, så jeg ville ikke presse dem for hårdt og holdt mig lidt på afstand af deres foretrukne buske. I kan se nogle udsnitsforstørrelse af mine fotos som afslutning på dagens blog.
Denne bliver skrevet tidligt, da jeg prøver at få et par timers søvn her sidst på dagen og derefter vil finde vintertøjet frem og begive mig ud i den kolde vind, når det begynder at blive mørkt efter kl 22.
Håbet er, at der igen vil være chance for at se nordlys på den klare himmel, selvom månen er fremme og vil lyse noget op sammen med Fyret.
Den Sortstrubede Bynkefugl hun holdt godt øje med mig fra busken, hvor dens unger holdt sig skjult inde i midten. Enten stadig i en rede, eller lige hoppet ud af den.
Som hårdtarbejdende mor må man stadig sørge for at fjerplejen er i orden.
Hannen med den ring, som det ikke lykkedes at aflæse.
Ringen er på venstre ben og da jeg ikke har ringmærket Sortstrubet Bynkefugl i år, er det sandsynligvis en fugl Henrik Knudsen har mærket her et tidligere år.
Der er lidt individuel forskel blandt ringmærkere om man foretrækker, at sætte ringen på venstre eller højre ben.
Placeringen af ringen kan derfor give et peg på, hvem der har håndteret fuglen - medmindre det slet ikke er en lokal fugl, men er ringmærket et helt andent geografisk sted.
Flere besøgende end fugle ved Fuglestationen
Vejr: Kølig vind fra nordvest til nordnordvest. Startende på 6m/s i dagens første timer, derpå tiltagende til 10m/s. Klart vejr med 3/8 skydække og masser af sol, men temperaturen holdt sig under 10°C hele dagen.
Deja vu med kold nordvesten vind og dermed meget få fugle i området.
Jeg forsøgte med ringmærkningen, men det blev kun til denne liste med genfangster i ():
Rødstjert 2, Rødhals 1, Solsort 1, Tornsanger 1, Gærdesanger 2 (1), Løvsanger 6, Gransanger 1, Fuglekonge 0 (1), Stillits 1
Ialt 15 mærket og 2 kontrolleret fordelt på 9 arter.
Kontrollen af Gærdesanger var endnu en genkomst af en fugl fra tidligere år. Mærket i 2017 og aflæst i maj 2018.
Forårets anden ringmærkede Stillits blev dagens fugl i hånden blandt de få, der fandt vej til nettene i haverne.
Blandt diverse observationer åbnede jeg net før solopgang med lyden af en Græshoppesanger og da solen stod op kom der gang i både en Gøg og den stedfaste Vendehals. Der var nu ikke meget at skrive om på fuglefronten, trods ihærdigt forsøg fra mange gæstende fuglekiggere.
De overnattende Peter og Simon var med rundt på et par af morgenens ture til ringmærkningsnettene. Efter Peter havde hentet morgenbrød og basser fik vi tid til en kaffetår og sagt farvel til Ilse, der efter en nats søvn på fuglestationen startede en vandretur på tværs af Jylland til østkysten.
Peter og Simon vandrede knap så langt, men tog en tur rundt om Mosen inden de drog videre for flere fugle ved Sneum Engsø og nede i marsklandet. På deres vej rundt i Mosen havde de en trækkende Rørhøg og 2 overflyvende Kernebider ud over de faste arter i området.
Henrik Brandt kom ud for en times tid, inden han tog nordpå mod Filsø, mens Bjørn Frikke dukkede op i håb om, at fotografere Vendehals. De nåede også med på en netrunde, men der var altså ikke meget at vise frem, som fangstlisten viser.
Sven Bødker havde en del personer fra Rold Skov gruppen på besøg og de kiggede over havet fra Hukket. Siden kom de forbi Fuglestationen og Vesterled, hvor den aktive Vendehals var trækplastret.
Gruppen blev da lidt spredt og et par kontaktede mig på gårdspladsen og hørte til ringmærkningen og rusen. De kom med på en netrunde, hvor jeg fik dagens Gransanger og samtidigt en af Løvsangerne. Meget pædagoisk til fortællingen om Gransanger kontra Løvsanger.
Da jeg var klar til næste netrunde, var en ny gæst ankommet. Denne gang Malene - en biolog fra Verdensnaturfonden, der havde haft en medietur med TV2 om plastikforureningen og optagelse til tv fra Hukket. Hun havde i går henvendt sig og booket en tid til rundvisning og min fortælling om arbejdet med ringmærkningen.
Vi var nået ind i Fyrhaven og fik heldigvis fanget en Rødstjert, så der var da en fugl at vise hende.
Mens jeg stod klar til at tage fuglen ud fra nettet, kom der pludselig en dame ind gennem lågen ved ringmærkningslaboratoriet. En lågen, hvor der er et skilt med "Ingen adgang - Ringmærkning af fugle". Hun begyndte at gå ned i haven mod nettene, hvor jeg stod, så jeg råbte til hende, at der var adgang forbudt og hun skulle vende om. Hun svarede, at hun var fra Rold Skov gruppen og ville høre om ringmærkningen og rusen. Jeg bad hende gå tilbage og vente ved ringmærkningslaboratoriet, så ville jeg komme derop efter netrunden og vise den Rødstjert, jeg havde fanget.
Hun vendte da om, men havde åbenbart ikke tid til at vente.
Måske har hun tænkt, at jeg var en sur og arrogant mand, men her vil jeg lige forklare lidt om, hvordan man kan forvente, at jeg som ringmærker reagerer på henvendelser.
Jeg er faktisk en flink fyr, der gerne fortæller om arbejdet og den betydning ringmærkning har.
Samtidig har jeg dog ansvaret for de fugle vi fanger og det er ene og alene min vurdering, om jeg har tid til at vise fugle frem og have folk med rundt ved nettene.
Når jeg har en gæst, der i forvejen har booket en rundvisning, så er det vedkommende jeg koncentrerer mig om at give en god oplevelse.
Besøgende, der kommer uanmeldt, må have forståelse for, at der kan være tider, hvor jeg har andet at se til, end at snakke med dem.
Man kan altid komme med på de annoncerede ture med ringmærkning, som naturvejlederen Jonas står for, eller booke tid hos os på Fuglestationen som Marlene havde gjort. Så skal vi nok være klar!
Kommer man spontant forbi, så er jeg som sagt flink og giver gerne en forklaring, om jeg har tid eller ej til at guide folk, når de vel at mærke møder mig på Fuglestationens gårdsplads eller ved lågen til ringmærkningslaboratoriet oppe ved Fyret.
Jeg går jo rundt og passer nettene hele tiden når de er åbne, så jeg vil altid komme forbi de to steder inden for ca. en halv time.
Lige meget hvad man hedder, om man er medlem af DOF eller en hvilken som helst anden forening, så bliver jeg derimod sur og afvisende, hvis man uden forhåndsaftale begynder at gå ind gennem låger, hvor der står "Adgang forbudt - Ringmærkning af fugle".
Respekter venligst dette!
For ikke at slutte alt for vredt af, så har jeg lige kigget ud af vinduet under dagbogsskrivningen og set min første Mursejler i år flyve over haven :-)
Som afslutning et foto af et smukt insekt, som jeg i mangel af fugle i nettene havde tid til at studere, da den solede sig på en netstang i haven. Jeg tænkte på, at det var en art af Blomsterbuk, men fik hurtigt hjælp fra Emil Skovgaard Brandtoft, der ud fra foto kunne oplyse mig artsnavnet: Båndet Tandbuk.
Besøg fra Holland og uventet gæst i Fyrhaven
Vejr: Jævne temperaturer hele døgnet fra 8-9°C, men et klart skifte fra en morgen med 8/8 skydække og lidt fugt i luften, til en dag med klar luft og en del sol med 3/8 skydække. Vinden startede på 6m/s fra sydvest - drejede over vest til nordvest og tiltog til 8m/s.
Jeg havde alle net åbne efter planen før solopgang, mens Xenia dukkede op for en gang træning kl 06:30. Vi gik hele tiden runder, da der var lidt fugt i luften uden at det blev til regnbyger her. Fra midt på formiddagen var alt fugt i luften drevet væk og resten af dagen var solrig og tør, men vinden røg om i den kolde nordvest og tilgangen af fugle var klart ringerer end de sidste par dage.
Vi endte med 31 mærked eog 4 kontroller. Af de sidste kunne Xenia glædestrålende tage en Tornsanger ud fra et net og fortælle mig, at der stod Holland på ringen. Altid en god oplevelse, at få disse kontroller af fremmede mærkede fugle.
Senere var der mig, der stod glædestrålende ved et net i Fyrhaven, da der hang en Mudderklire.
Ikke en art jeg havde tænkt på at fange i et net i haven og da også kun 3. gang, at det er sket om foråret for fuglestationen.
Første gang var i 1985 og anden gang i 1994, så der er altså mange år mellem det sker!
Xenia fik lov at tage juvelen ud af nettet, men kunne se, at det kriblede så meget i mine fingre. at jeg fik lov at ringmærke den.
Mens vi passede nettene var Henrik Knudsen og David Manstrup på Sydhukket og fik set 120 Rødstrubede Lommer, over 300 Hav/Fjordterne og 2 Almindelige Kjover. De frøs lidt i vinden gennem deres timer i klitten og trak ind til en kop kaffe midt på formiddagen.
Lidt ærgeligt, at de unge fyre ikke holdt ud lidt længere, for på næste netrunde til Fyrhaven fik jeg i håndkikkerten set en stor lom trække mod nord et stykke ud. Jizz og vingeslag pegede på Islom, men jeg er før blevet snydt af et stort eksemplar af Sortstrubet Lom, så fuglen forblev ubestemt og jeg kunne havde brugt Henrik og David til at lave en sikker artsbestemmel gennem deres teleskoper.
Bent var travlt optaget det halve af dagen med mediedækning af historien om de døde Sandløbere i nedgarnet i går.
Bl.a. en rigtig fin artikel i Vestkysten. Forhåbentlig er den omtale med til, at fiskeren for kolde fødder og ikke tør sætte et nyt garn op på Hukket.
De indsamlede døde Sandløbere går iøvrigt ikke helt til spilde, men vil blive brugt af en hollandsk biolog fra Groeningen Universitet, der har arbejdet med Sandløbere siden 2007 og bl.a. laver et studie med analyse på størrelse af organer, fedt og protein i dødfunde Sandløbere.
Bent nåede en tur rundt om Mosen - fik set til præstekrave reden og stødte på en engelsk fuglekigger. Englænderen fik en ny "lifer" da Vendehalsen både gav lyd og viste sig frem ved stien mod Vesterled.
Til aften tager jeg mod 3 overnattende gæster, bl.a. en af de gode gamle kendinge fra Østjylland og super redaktøren af Fugleåret - Peter Lange.
Dagens ringmærkning med genfangster i ():
Mudderklire 1, Gærdesmutte 1, Rødhals 3, Solsort 0 (1), Munk 3, Tornsanger 6 (2), Gærdesanger 4 (1), Løvsanger 8, Gransanger 2, Broget Fluesnapper 3.
Ialt 31 mærkede og 4 genfanget fordelt på 10 arte.
Dagens Tornsanger fra Holland.
Dagens højdepunkt for ringmærkeren - Mudderklire.
En dag med godt og ondt
Vejr: Det regnede i nat indtil kl 4, hvorefter dagen var tør med vekslende skydække og mest sol sidst på eftermiddagen. Temperaturen sneg sig op på 13°C efter en nat på 9°C. Vinden var lidt kraftigere end i går med 6m/s og svingede fra SSØ til S.
Dis lå i horisonten i morgentimerne, men senere på dagen blev det klar luft.
Med overskriften "En dag med godt og ondt" vil jeg starte med at berette om alt det gode i dag. Slutter så af med det onde, håber i alligevel kan få en rolig nattesøvn efter læsning af en grim historie i dagens dagbog.
Nå det gode var, at der var fugle i området i morgentimerne.
Det passede jo perfekt, at regnen på ruderne stoppede kl 4, så jeg kunne åbne alle net inden solopgang.
På åbningsrunden i Fyrhaven varlsede det en god dag, da jeg hørte en Græshoppesanger synge løs i nordvesthjørnet. Første gang i år vi registrerer den herude.
Ringmærkningen gik som i går rigtig godt de første timer og sløjede derefter ud. Jeg holdt alligevel net åbne i Stationshaven til 17:30, da der kom enkelte nye fugle til pr. runde.
En god blanding af arter og 2 nye for årets ringmærkning med både Rørsanger og Sivsanger. Ialt 72 fugle blev mærket og 5 kontrolleret, så jeg var godt tilfreds.
Dagens ringmærkning med genfangster i ():
Hvid Vipstjert 1, Rødhals 5, Sangdrossel 1, Sivsanger 1, Rørsanger 1, Havesanger 3, Munk 12, Tornsanger 8, Gærdesanger 5 (1), Gransanger 2, Løvsanger 27, Fuglekonge 0 (1), Broget Fluesnapper 2 (1), Musvit 0 (1), Skovspurv 1, Stær 1, Bogfinke 1, Grønirisk 0 (1), Tornirisk 1
Ialt 72 mærket og 5 genfanget fordelt på 19 arter.
Sivsanger er en fåtallig gæst ved Blåvands Huk om foråret, men en art jeg er vandt til ved rørskovsmærkning omkring Brabrand sø.
Midt på dagen kom to skoleklasser forbi - den ene fra Esbjerg og den anden fra deres venskabsby i Polen.
Det blev derfor en lille spontan formidling om ringmærkningen med fremvisning af en Rødhals og en Gærdesanger.
Bent fangede mig med sit kamera, mens jeg er igang med fortællingen.
Et andet besøg var den gamle kending Henrik Knudsen, der kom ud og tager en overnatning i forbindelse med, at han har endnu en omgang ynglefugletælling på Skallingen. Han startede dog på Sydhukket og fik set ca. 50 Rødstrubede Lommer og en Sortstrubet Lom, samt 2 Almindelige Kjover, inden han drog via Grønningen og en Pomeransfugl til ynglefuglene på Skallingen.
Bent var også rundt på Hukket, men nu kommer så dagens skrækhistorie om, hvor utænksomme/grusomme mennesker kan være.
Da det blev lavvande kom et fiskegarn, sat op ude på Hukket, til syne.
Et ulovligt net uden opmærkning af ejermand og uden opsyn - Bent kunne se, at der hang noget i garnet. Det viste sig, ud over en Hornfisk og 4 fladfisk, at der hang 16 døde Sandløbere i nettet.
Bent blev i området i flere timer, uden at der kom en ejermand og rygtede sit garn, men heldigvis reagerede den lokale landbetjent på henvendelsen og kom ud og konfiskerede det ulovlige garn. Desværre er der nok ikke store chancer for at finde frem til den person, der har dette ulovlige garn op - personen henvender sig nok ikke til politiet med en anmeldelse af, at nogle fiskegarn er blevet stjålet fra Blåvands Huk.
Billederne taler for sig selv af Sandløbere, der har kæmpet indtil døden i garnet.
Fotos: Bent Jakobsen
Endelig svag vind og straks besøg fra Afrika!
Vejr: Fantastisk - ikke kun var blæsten væk og blevet til svag vind, men retningen var også drejet fra det kolde nordvest til sydsydøst. Der var mest skyet, men noget sol morgen og formiddag. Tynde højtliggende skyer gave en halo omkring solen og midt på eftermiddagen kom der et udbredt skydække, hvor regnbyger startede kl 16. Mens dette skrives kl 17, ser det ud til, at fortsætte resten af aftenen og natten med.
Temperatur fra 7-12°C. For det meste 10km sigt, men midt på dagen en del flimmer i luften når solen var fremme og sidst på dagen nede på 5km i forbindelse med regnbygerne.
Jeg var en glad mand, da jeg gik rundt kl 5 og kunne åbne alle net. Endelig havde vinden lagt sig og der var fugle at håndtere fra første runde. De næste par timer var fine med god variation af arter fra vinterkvarteret i Afrika og med Løvsangere som klart hyppigste fugl. Allerede kl 8 sløjede det dog noget af og resten af tiden var der kun et par fugle pr. runde. Endte med at lukke net præcist kl 16, da regnbygerne startede.
Det blev til 65 mærkede og 8 kontroller, så klart bedste maj dag efter en forfærdelig uge ringmærkningsmæssigt.
Blandt de gamle kendinge var der en Gærdesanger mærket som 2k i maj 2014. Den blev kontrolleret 3 gange i 2015 og én gang hvert forår i 2016, 2017 og 2018. Nu tilbage igen, snart 6 år gammel og med mange kilometer i vingerne!
Dagens ringmærkning med genfangster i ():
Jernspurv 0 (1), Rødhals 5 (1), Rødstjert 5, Sangdrossel 1 (1), Tornsanger 3, Gærdesanger 8 (3), Havesanger 1, Munk 2, Løvsanger 26, Gransanger 4, Fuglekonge 0 (1), Broget Fluesnapper 4, Stær 1, Bogfinke 1, Grønirisk 0 (1), Tornirisk 1, Lille Gråsisken 3
Ialt 65 mærket og 8 genfanget fordelt på 17 arter.
Med fugle at se til i nettene og arbejdet med at udtage West Nile Vira prøver på nogle af trækfuglene, var det lidt begrænset, hvad jeg fik lavet af obs væk fra haverne. Så det var godt, at Bent tognogle timers morgenobs fra Sydhukket og siden en tur rundt i klitten og bag Vesterled indtil militærgrænsen, da området var lukket i dag pga skydning.
Onsdagsholdet stødte også til for et par formiddagstimer. Tids nok til, at Bent kunne melde en Fiskeørn, der undervejs på trækket mod nord fangede en Hornfisk og fløj videre med madpakken. Bent kunne også melde om, at den Store Præstekrave stadig holder til ved sin rede tæt på stien. Nu med 4 æg.
Endelig var der blandt dagens fugle en del Stenpikkere omkring p-pladsen og en Bynkefugl ved Vesterled er kun nr. 2 vi noterer herude dette forår.
Ude ved havet var der desværre ikke gang i lom trækket, så det var mest de faste terner, der underholdt.
Onsdagsholdet havde høje kanelsnegle med til både Bent og jeg, mens Bent kom med en hjemmebagt chokoladekage, så der var ingen chance for, at jeg ville gå sukkerkold denne dag. Er i hvert fald også klar til i morgen, hvor vinden stadig skulle arte sig til ringmærkning. Spørgsmålet er bare, hvor længe regnen bliver hængende.
Gærdesangere er ikke helt nemme at aldersbestemme om foråret.
Både unge og gamle fugle har partial fældning i vinterkvarteret, så her om foråret kan både 2k fugle og adulte vise ret slidte fjer.
Om efteråret er der brugbare kendetegn ved iris farve og hvor meget hvidt der er i halefjer, men om foråret er der ingen sikre adskillelse aldersmæssigt i iris farve. Ved nogle 2k fugle er yderste halefjer beholdt som juvenil fjer med mere diffuse beige tegninger på 6. halefjer og ingen hvide spidser på 5. halefjer. Enkelte 2k fugle vil dog have skifte hele halen, så man kan altså ikke være sikker på, at en adult tegnet hale er en 3k+ fugl.
Så er der vingen at se på, hvor 2k fugle gerne har noget mere slidte og blegere bruntonet håndsvingfjer.
Det er dog svært at bedømme, så dagens gamle kending - Gærdesanger mærket som 2k i maj 2014 - er god at træne sig på.
Her er man jo helt sikker på, at se en adult fugl!
Alligevel kan man se slidtage på håndsvingfjers spidser og både tertiære og de midterste halefjer er blegtonet og meget slidte.
Håndsvingfjers grundtone er dog lige en annelse mørkere og ikke så blegt brunlige som en typisk 2k fugl - men det kræver netop fugle med kendt alder som denne at få erfaring nok til at skelne de nuancer.
En sej Solsort
Vejr: Stadigt blæsende fra nordvest, men drejende til vestnordvest i løbet af dagen og med en smule lavere styrke end de foregående dage. I dag var der mange perioder, hvor middelvinden holdt sig lige under og ikke over 10m/s. Der var meget sol, men også en lang række af ganske kortvarige regnbyger fra en himmel med 3-5/8 skydække. Bygerne var dog alle så korte, at det kun blev til 1mm nedbør.
Sigten god - >10km - i kold klar luft.
De var hurtige og effektive i Fuglenes Hus med hjemmesiden, for allerede inden jeg gik i seng i går aftes var blog delen tilbage i fuld vigør.
Jeg prøvede også at være i vigør fra morgenstunden inden solopgang, men fandt stadig kun få net i Stationshaven, der stod tilstrækkeligt i læ til at kunne åbnes.
Tog runderne indtil kl 14, men lukkede så, da der altså stadig var meget tomt med fugle. I løbet af de 7 timer blev det kun til 3 mærkede og 3 aflæste. Artslisten hørte til marts og start af april, men kalenderen påstår altså, at vi er en uge inde i maj!
Dagens Solsort var en sej en af slagsen for det var en adult hun, der klarer sig med kun halvandet ben.
Det må være en udfordring at leve med, men den var i fin form og fin i fjerdragten uden tegn på sygdom.
Ellers blev det dagen, hvor jeg begynder at se enden på de mange indtastninger af alle forårets ringmærkningsdata.
Så mangler bare at gå det hele igennem igen og kontrollere for evt tastefejl undervejs i de lange dage ved pc´en.
Dernæst er bare at håbe, at der snart kommer nye fugle til, så jeg dagligt kan få noget nyt at taste ind.
Dagens ringmærkning med genfangster i ():
Rødhals 1 (1), Solsort 1, Fuglekonge 0 (2), Lille Gråsisken 1
Dagens hun Solsort, hvor nederste del af højre ben manglede.
Det er ikke til at vide, om det er et medfødt handicap eller en skade der er sket undervejs i dens liv.
Den så ud til at klare sig fint på et ben og alle fjer i vingen var adulte, så den har minimum overlevet 2 vintre.