Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (243)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)
Se indlæg fra måned: feb. (9)mar. (31)apr. (29)maj (31)juni (14)juli (21)aug. (31)sept. (30)okt. (35)nov. (18)

Opladning til weekenden

fredag 9. juni 2023
af Morten Jenrich Hansen

Vågende op til en af de sjældne morgener herude næsten uden vind.
Samtidigt var der helt overskyet, så alle net i begge haver stod perfekt efter at jeg havde åbnet dem kl 04:15.
På en af de tidlige netrunder gik jeg op ad bakken mod Fyret, da jeg hørte Mursejlere i luften og en håndfuld af dem tog nogle ture omkring Fyret i selskab med Bysvalerne under det grå skydække.
Senere på morgen og formiddagen kom der mere sol og stadig enkelte Mursejlere i luften, men de bragte desværre ikke mange andre fugle med sig til området.
20230609_053411.jpg
Der er langt imellem at Mursejlere når helt herud over DK´s sydvestligste punkt, men når det sker, vækker det altid håb om, at det skyldes vejrforhold, der kan bringe andre spændende fugle med sig.
Det skete så ikke i dag, men håbet er, at det blot er et varsel om, hvad der sker i weekenden med varme og østenvind.


Henrik kom ud og nåede en god tur rundt i Mosen og til Nordhukket inden der blev afspærret pga skydning.
Han havde bl.a. et par Kærsangere, 7 Stenpikkere og 32 Dværgterner på den tur, mens vores enelige han Gråspurv kom på dagslisten ved Fuglestationen.
Bent og Svend Aage gjorde også forsøget med en formiddag i det lovende vejr, men vi måtte erkende, at det blot blev en optakt til vores forhåbninger til weekenden, hvor der skulle komme både varme og østenvind til Blåvandshuk.
Jeg håber da, at jeg kan afslutte med en overraskelse i nettene under de vejrforhold, men inden da er der allerede nedtælling.
Bent og Svend Aage inviterede mig på en delikat frokost inde i Blåvand som en del af sæsonafslutningen - tusinde tak for den gestus!
Det bliver dog først søndag eftermiddag, at den egentlige afsked er planlagt, da fuglestations styregruppe holder møde herude søndag og da kan sige farvel til mig.

Dagens ringmærkning:
20230609_183148.jpg

Folk på stationen: Henrik, Bent, Svend Aage og Morten

Gråspurven er her stadig, hvis nogen vil twitche..

torsdag 8. juni 2023
af Morten Jenrich Hansen

Dagens "hit" blev igen Gråspurv hannen, der for tredje dag synger lystigt og prøver at tilkæmpe sig en plads ved fuglestationen blandt alle Skovspurvene.
Der kom mere vind i dag fra nordvest og 3 net kunne ikke åbnes pga vindpåvirkningen, men alligevel blev det da en bedre morgen for ringmærkningen end i går.
Nedenstående tabel viser dagens fangst indtil jeg lukkede net ved middagstid, men der var ikke en eneste fangst af fugle de sidste 3 timer i det forløb, så jeg følte roligt, at jeg efter 7 timers netrunder kunne tage mig en tiltrængt eftermiddagslur.
Har så åbnet nogle få net i læ i stationshaven her sidst på dagen og det har foreløbig givet yderligere en Lille Gråsisken ringmærket og genfangst af en af de faste Gærdesangere, der yngler i haven.

Mellem morgenens netrunder sad jeg med teleskopet og kiggede over havet, men der var absolut intet at skrive om af bevægelser af fugle.
Bent var kort omkring ved middagstid og hjalp med at lukke net, men havde heller ikke held med diverse observationer.
Vi håber på, at fredag kan give lidt mere at skrive om.
Det skulle blive helt vindstille i løbet af dagen, inden vi ser frem til østenvind i weekenden.
20230608_172404.jpg
Vi er ved at være så langt inde i ynglesæsonen, at flere af de adulte fugle nu er meget slidte og afblegede i fjerdragten. Det giver blandt andet et mere hvidt vingebånd på de store armdækfjer på denne han Lille Gråsisken, end man ser på andre årstider.

Dagens ringmærkning:
20230608_173647.jpg

Folk på stationen: Bent og Morten

Gråspurv som dagens fugl!

onsdag 7. juni 2023
af Morten Jenrich Hansen

Overskyet dag med jævn vind fra nordvest og kølig luft på 10 grader hele morgen og formiddag. Temperaturen herude steg kun til 13 grader midt på eftermiddagen, så der var ikke meget sommer på stranden i dag.
Fugle var der heller ikke meget af og en Gråspurv han, der de sidste to dage har siddet blandt Skovspurvene ved fuglestationen og sunget løs, er dagens highlight.
Kun den anden Gråspurv herude i år efter at jeg ringmærkede en tilbage i april måned.

Søren og Britta ankom for en overnatning i går aftes fra deres bopæle ved hhv Korsør og på Lolland, men trods deres lange køretur herover, var de friske og oppe fra morgenstunden, hvor de mødte mig til den første netrunde kl 04:15. Søren har selv ringmærket gennem mange år og Britta vil gerne igang, så de fulgte mig rundt hele morgenen til stort set tomme net.
7 timer med åbne net gav blot 3 mærkede og 5 genfangster, så der var mange meter at gå pr. ringmærket fugl i dag.
Søren og Britta fik dog også tid til at få Vendehals, Sortstrubet Bynkefugl, Sandløbere og terner med på dagslisten, da de gik en tur rundt ved Vesterled, om bag Fyrbakken og retur via stranden, inden de kørte videre lige over middag.

Jeg selv tog en siesta over middag og åbnede net i stationshaven igen nogle timer sidst på eftermiddagen.
Ikke en eneste fugl kom der ud af det forsøg, så jeg måtte nøjes med en anden dyregruppe, da en flot Stor Sabelhveps sad i et net.
20230607_170435.jpg
20230607_170455.jpg

De næste par døgn ser stadig meget tamme ud for antal af fugle med konstant nordenvind, men jeg ser frem til mine sidste 2 døgn i weekenden, hvore der gerne skulle komme mere varme og vinddrejning til østlig retning.

Dagens ringmærkning:
20230607_180258.jpg

Folk på stationen: Søren, Britta og Morten

Tørke sætter gang i rusen

tirsdag 6. juni 2023
af Morten Jenrich Hansen

Stod op kl 03:30, så begge havers net var åbne fra standardtidens start kl 04:15.
Dog var der mere vind fra nordvest end i går og 4 net måtte forblive lukket pga vinden.
Bent kom ud før kl 10 og overtog runderne i Fyrhaven, så jeg blev sparret lidt for de lange gåture og vi holdt begge haver kørenden til kl 13.
Ikke at det gav meget og som det fremgår af dagens ringmærkningsskema var de fleste fugle i hånden genfangster af lokale ynglefugle og deres unger.
Mest bemærkelsesværdigt var det, at tørken i området får fugle til at søge ind i rusen, hvor der er et ganske lille vandhul.
Af dagens fangster blev hele 5 stk fanget i rusen - først et par Lille Gråsisken og derefter 3 gange enkelt individer af Tornsanger.
Jeg kan ikke mindes hvornår rusen sidst har præsteret at fange 5 fugle på en dag..
20230606_053443.jpg
Han og hun Lille Gråsisken i rusens fangstkasse.

20230606_073957.jpg
Den ene af dagens 3 Tornsangere i rusen.

Efter 2 timers siesta åbnede jeg igen for nogle net i stationshaven kl 16 og i skrivende stund har jeg stadig gang i de netrunder, mens jeg afventer ankomst af 2 besøgende, der har booket overnatning på fuglestationen til i morgen.
Håber ikke, at de kommer alt for sent frem - det er snart ved at nærme sig min sengetid, for at jeg igen kan være ude af sengen kl 03:30 i morgen tidlig.

Dagens ringmærkning indtil kl 18:
20230606_180038.jpg

Folk på stationen: Bent og Morten

Startet min sidste uge på fuglestationen

mandag 5. juni 2023
af Morten Jenrich Hansen

Det lakker mod enden af forårssæsonen og jeg har kun en uge tilbage.
Vejrmæssigt var morgenen rigtig fin for ringmærkning. Næsten vindstille og fuldt skydække lod alle net i begge haver stå perfekt.
Fuglene skal dog være her, før de gode betingelser udmønter sig i fangst, men trods alt fik jeg en bedre dag ved nettene end de foregående.
Med start kl 04 er jeg brugt op kl 12 og må lukke net for at få nogle timers siesta søvn midt på dagen, men jeg prøvede på ny sidst på eftermiddagen med åbne net i stationshaven, så jeg gør altså forsøget på at få hevet de sidste data hjem.
Eftermiddagens ringmærkning gav dog kun 3 ekstra fugle på dagslisten i fuld sol og lidt tiltagende vind fra vestnordvest, men lidt har også ret og måske sidder der en eftermiddag en overraskelse til mig i et net..

Ringmærkningsdatabasen er helt klar til flere indtastninger, da Anders afsluttede de sidste opdateringer af databasen. Han tog også en times obs med teleskopet fra Sydhukket, men meldte ikke overraskende om intet træk derude.
Forårstrækket er simplethen overstået, men snart kommer sommerens flotte træk af vadefugle retur fra de artiske ynglepladser.
Jeg prøver at gøre mit i den sidste uge til, at fuglestationen er pænt rydelig til at modtage de observatører og ringmærkere, der vil komme og tage sig af sommerens træk og starte efterårssæsonens ringmærkning.
Vaskemaskine har været sat i arbejde, så der nu er rent sengelinned, håndklæder o.lign. til dem der kommer efter mig.
20230605_174833.jpg

Dagens ringmærkning:
20230605_183628.jpg

Folk på stationen: Anders og Morten

Farvel til Amelie

søndag 4. juni 2023
af Morten Jenrich Hansen

Jævn vind fra vestnordvest til nordvest tillod mig at åbne nettene i begge haver uden for meget vind i sejlene.
Desværre blev det også til en morgen nærmest uden fugle i haverne.
Efter de 5 standardtimer have Fyrhaven således kun produceret en fangst  og det var en kontrol af en Gærdesanger ringmærket her i starten af maj.
Stationshaven varf ikke meget bedre på de 5 timer med kun 2 fugle mærket og 1 kontrol.
Jeg lukkede ned for Fyrhaven, men prøvede at fortsætte med net åbne i stationshaven til kl 15, men dagens ringmærkningssum blev på blot 6 mærkede og 5 genfangster af vore egne ynglefugle.
Skovspurv blev topskorer med 2 mærket ellers satte jeg kun ring på en af hver af Gærdesmutte, Jernspurv, Rødstjert og Grønirisk.
20230604_140333.jpg
Det virker til, at det er slut med ankomster af forårets trækfugle til haven, så hvad jeg får ringmærket i min sidste uge på fuglestationen dette forår vil mest være de lokale ynglefugle.
Der er hver dag nye unger, der lige er hoppet fra reden og i dag var ingen undtagelse med bl.a. denne juvenile Jernspurv - stadig med blodrød mundvige som signal til forældrene om, at det altså er her der skal mad ind.

Havde masser af tid til at sidde mellem netrunderne og kigge ud over havet i morgentimerne, men også derude var det tamt.
En håndfuld fouragerende Sule, godt 60 trækkende Fjord/Hav-terner og nogle hundrede Sortænder, der flyttede lidt rundt på deres rast var ikke meget at notere i bogen.
Bedste fugl derude blev en rastende Almindelig Kjove, da sandrevlerne begyndte at blive synlige på morgenens faldende tidevand.
I klitrækken rastede en enkelt Stenpikker, men ellers intet tegn på sene trækfugle denne dag.
Samme melding kom fra Mosen, hvor Anders Zuschlag nåede at gå rundt et par timer uden at finde noget.

Dagen blev så præget af, at Amelie og Sonja fik pakket alle deres ting ionklusiv Sonja´s cykel ind i Amelie´s bil og startede deres tur retur mod Bayern.
Bent var herude og var med til at tage afsked.
Det har været en udsøgt fornøjelse at have Amelie her i hele maj måned.
Stor tak for indsatsen for fuglestationen og personligt har jeg nydt Amelie´s selskab alle dage - hun er i den grad velkommen til at tage hertil en anden gang, hvis hun kan få passet det ind i hendes videre studieliv!

Folk på stationen: Sonja, Amelie, Anders, Bent og Morten

Rabarbertærte

lørdag 3. juni 2023
af David Manstrup

Igen en dag med vinde fra det nord og nordvestlige hjørne. Forventningerne til dagen var derfor ikke på det ekstatiske niveau.

David prøvede et par timer på morgenobsen, imens Morten passede nettene flittigt. 
Morgenobsen blev som også forventet en stille affære med meget få trækkende fugle. 700 Sortænder og en enkelt Alk/lomvie er faktisk ikke værd at nævne. 

Det gik en anelse bedre i haverne hvor Morten fangede lidt nyankommende fugle i området heriblandt en Kærsanger. Derudover blev der hørt 2 i området, så 3 kærsangere i alt herude. 
Tidligt fra morgenstunden kunne Karmindompappen høres og Vendehalsen kommer også med sporadiske strofer hist og pist. 
Morten fangede også nogle genfangster fra tidligere år heriblandt en Skovspurv helt tilbage fra 2019, som Lisa Flam havde ringmærket om efteråret. Det er altid  glædeligt med de fugle som vender retur til området, efter flere års fravær !

Dagens højdepunkt forblev at Emelie og hendes veninde Sonja lavede en vildt lækker rabarbertærte med tilhørende vaniljeis, som vi alle nød i solskinnet i ude i stationshaven.

IMG 1004"Er det her man kan få et stykke tærte?" 

//David Manstrup

Lang dag i solen

fredag 2. juni 2023
af Morten Jenrich Hansen

Det blev en lang dag på fuglestationen, hvor jeg for en gang skyld kunne åbne alle net i de 2 haver, da vinden var løjet af.
Tilmed med et skift i vindretningen til nordøst og østlig retning, så mine forhåbninger til ringmærkningen var langt større end de foregående dage.
Det endte dog beskedent med 10 mærkede og 5 genfangster på en masse timer med netrunder.
Ikke meget at prale af, men forsøget blev da gjort.

Vi kunne nu alligevel godt prale af fuglestationens arbejde gennem de mange år overfor Karina, der fik interviewet Bent om fuglestationen, sommerens vadefugletræk m.m..
Karina fik også en snak med Amelie og jeg om at være frivillig på fuglestationen og da David dukkede op, efter at han havde fået fri fra arbejde, fik han også fortalt om det at være observatør herude.
Tror, at der kom masser af godt stof til den artikel i det næste nummer af Fugle og Natur.

Vi fik også nydt det danske sommervejr og lavet dansk hygge hele aftenen med gang i bålfadet på gårspladsen, hvor det nærmest blev til en form for afskedsfest for Amelie og Sonja, der jo forlader os og drager hjemad søndag.
Amelie holder nogle velfortjente feriedage efter hendes store indsats her igennem maj måned, så hun har fået fri fra fugleopgaver for at kunne vise Sonja rundt i området, prøve strandlivet med dukkert i Vesterhavet o.s.v.
20230602_203211_03.jpg
Det er ved at nærme sig sidste dag på fuglestationen for Amelie, der har ydet en god indsats gennem maj måned.

20230602_205212.jpg
Plads til hygge og masser af god snak hele aftenen, mens snogbrød, pølser, skumfiduser m.m. blev varmet over bålfadet.
Karina, Amelie, Sonja og David var godt selskab..


Anders Zuschlag dukkede også op og vil komme forbi et par gange de næste døgn for at opdatere ringmærknings databasen, så aktivitets niveauet på fuglestationen er højt, skønt der er lidt langt mellem fuglene i området

Dagens ringmærkning:
                                      Mærket           Kontrol
Jernspurv                            1
Gulbug                                1                    1
Gærdesanger                      0                   3
Gransanger                         1
Løvsanger                           1
Grå Fluesnapper                 1
Topmejse                            1
Blåmejse                            1
Musvit                                 0                    1        
Skovspurv                          1
Tornirisk                              2

Ialt  10 mærket og 5 kontrol

Folk på stationen: Karina, Bent, David, Amelie, Sonja og Morten

Blæst fra nordvest og stort aftenbesøg

torsdag 1. juni 2023
af Morten Jenrich Hansen

Med lidt forsinkelse opdateres dagbogen for årets første sommerdag i kalenderen.
For mit vedkommende kan det mærkes i kroppen, at dagene er lange, når netåbningen starter kl 04 og der er arrangementer og hyggeligt socialt samvejr om aftenen.
Jeg har derfor ikke haft overkud til at få opdateret blog på selve dagen, men nu er den her altså.

Fuiglemæssigt var der godt nok ikek meget at skrive om i endnu en dag med kraftig vind fra nordvest.
Jeg fandt kun 3 net i stationshaven, som  jeg kunne åbne i en middelvind på 11m/s og kraftigere vindstød.
Gav det forsøget til kl 11 og igen fra kl 14 til kl 22 - selv med få net at passe giver det altså en lang "arbejdsdag".
Den sene lukning skyldes, at Bent til aften holdt foredrag om fuglestationens historie for mere end 20 deltagere fra Lokalhistorisk Forening.
Det lykkedes mig midt i deres aftenskaffe, at vise en Jernspurv frem.
Eneste fugl fanget i de mange timer med åbne net eftermiddag/aften.
Morgenens ringmærkning var også meget begrænset med blot 4 ringmærkede fugle - en af hver af Skovpiber, Gransanger, Bogfinke og Tornirisk.

IMG_8199.jpg
Bent kunne fortælle lokalhistorier om fuglestationen til et godt besøg arrangenment

Amelie og Sonja tog på dagstur ud i det Vestjyske landskab og fandt ly for blæsten mellem træerne i Blåbjerg Plantage, men kom tilbage og lavede en fantastisk lækker sen aftensmad.
Så lækker, at Fugle og Natur´s redaktør Karina troppede op og deltog i måltidet.

Ret skal dog være, at vi bød hende på mad, da hun ankom for at være her et døgn.
Hun ønsker at samle informationer til en reportage om Blåvand Fuglestation i næste nummer af DOF medlemsbladet.

Folk på stationen: Bent, Karina, Sonja. Amelie og Morten

Unger i blæsevejr

onsdag 31. maj 2023
af Morten Jenrich Hansen

Som ventet var dagen præget af frisk vind fra nordvest, så det blev igen begrænset med ringmærkning, da jeg kun kunne finde få net tilstrækkeligt i læ til at åbne og tiltrækket af fugle også udeblev.
Alligevel havde jeg en fornøjelig morgen, da jeg ved hver netrunde i Fyrhaven blev mødt af "Pleased to meet you"
En 2k han Karmindompap var ligeglad med blæsten og sang lystigt fra flere forskellige sangposter i Fyrhaven.

Fra morgenstunden var der lavvande ude ved Hukket og en Almindelig Kjove rastede derude og gjorde livet surt for måger og terner ude på bankerne.
Ellers var der ikke meget at skrive om, indtil jeg midt på dagen gik en af de sidste netrunder i Stationshaven og så en Sortmejse unge, der lige var hoppet ud af redekassen.
Den kunne endnu ikke flyve sikkert, men sad og tiggede i græsset. På dens usikre vinger kunne den lige flyve 2 til 3 meter ad gangen, så forhåbentlig har den i løbet af dagen øvet sig så meget, at den kan komme op i en busk/træ og undgå nattens Ræve.
Inden da var en helt ung Skovspurv også kommet ud af reden, men dog i stand til at flyve, så den blev fanget næsten 2m over jorden i et af de få åbne net i haven.
20230531_134503.jpg
Nok lidt for tidligt, at denne Sortmejse unge har syntes verden udenfor redekassen var værd at udforske.
Håber nu, at den overlever nattens rovdyr..


Amelie fik modtaget sin veninde Sonja, der er kommet cyklende herop fra Bayern.
Sonja havde gode ben, så hun kom allerede med på en gå tur rundt i Mosen og på Stranden den første dag.
På stranden fik de set 2 helt nye unger af Stor Præstekrave ved terne indhegningen.
Det kunne vist godt smelte et par tyske pigehjerter med synet af de små dunbolde i sandet.

I morgen ser det næsten endnu værre ud mht til blæst fra nordvest, så jeg har ikke megen forventning til ringmærkningen, men sidst på dagen har Bent en aftale med fortælling om fuglestationen og bygningens historie til folk fra Lokalhistorisk Arkiv, så der skal nok være liv på fuglestationen trods manglen på fugle.

Dagens ringmærkning:
20230531_181013.jpg

Folk på stationen: Amelie, Sonja og Morten


FORRIGE     1  |  ...  |  13  |  14  |  15  |  16  |  17  |  ...  |  25     NÆSTE