Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (238)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Meget blæsende junidag

tirsdag 30. juni 2020
Besøg fra Fyn
af Michael Brunhøj Hansen

Da regnen ikke blev så vedvarende som jeg havde frygtet i går, prøvede jeg at tage en morgenobs hér inden det for alvor går løs i morgen. Det blæste en hel del hvor maks.-middelvinden nåede op på 17,5 m/s; det er vist ikke så almindeligt på denne årstid. Jeg satte mig således i hullet hvor jeg kunne sidde rimeligt i læ. Det blev dog ikke til meget (bl.a. nogle almindelige ryler og 4 gravænder), og jeg sad der heller ikke så længe eftersom bygerne efterhånden pressede sig på.

Radaren viste at der var en del flere og kraftigere byger længere mod nord som nok, udover den kraftige vind, havde lukket ned for trækket.

Om formiddagen ankom Jesper Brinkmann med sin familie, så der er liv og glade dage på stationen. Han vil forsøge at ringmærke mens de er her, men vejret ser desværre ikke alt for lovende ud de næste dage til denne begivenhed.

I morgen skulle vinden dog løje noget af og stadig komme fra det vest-sydvestlige hjørne, og det burde holde tørt det meste af dagen. Derfor regner jeg med at det kan blive en rimelig første dag af den officielle efterårssæson, og Jesper burde også kunne få åbnet nettene.