Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (243)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Susanne Primdahl ankommet

mandag 1. juni 2020
Ellers en varm, solrig og vindstille dag uden særlige fugle.
af Michael Brunhøj Hansen

Vejr: solrigt og varmt. Nærmest vindstille en stor del af dagen. Temp. 12-19 grader.

Her på sommerens første dag blev der ikke morgenobset, dels pga. det meget stille vejr, dels fordi træksæsonen er så godt som overstået. Jeg gik af den grund på en del netrunder med Ole, og der blev da fanget nogle fugle. Det blev til 19 ringmærkninger fordelt på 12 arter; mest interessante art blev en kærsanger.

20200601 083042 2
Morten med sin gode ven kærsangeren. Foto: Morten Jenrich Hansen

David var en tur i Mosen inden han tog hjem til Esbjerg. Her blev det bl.a. syngende blåhals samt 3 kærsangere.

Ole forlod stationen over middag efter at have hjulpet med ringmærkningen som han skal have tak for. Susanne Primdahl er ankommet her til eftermiddag som afløser og skal være her omkring en uges tid. Hun fik en lille rundvisning i de to haver og begynder ringmærkningen i morgen tidlig. Morten skal i morgen til Esbjerg til et tjek på sygehuset, og det er lidt uklart om han kommer tilbage lidt senere for en dags tid inden han skal til Skejby.

Ellers er der ikke sket noget særligt. Bent var herude og fik slået græsset i Stationshaven. En stor flagspætte hakkede lidt i et træ i Stationshaven, og vi så på lidt guldsmede og andre insekter i området. På nattræk havde vi bl.a. krikand og vandrikse.

I morgen kommer nok til at ligne i dag en del hvad vejret angår; der er dog en tendens til en mere nordvestlig vindretning der stadig er svag.

Ringmærkning: gransanger 1, løvsanger 1, gulbug 3, kærsanger 1, gærdesanger 2, lille gråsisken 1, tornirisk 1, tornsanger 2, havesanger 1, rødstjert 2, grå fluesnapper 1, bogfinke 1. I alt 19 mærkede fugle fordelt på 12 arter.

Folk: Morten, Ole, David, Bent, Susanne og Michael

IMG 4531
Morten med sin anden gode ven – den blå libel – som han frelste fra et af nettene. Foto: Susanne Primdahl