Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (238)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Havblik

fredag 29. maj 2020
Vendehals og Karmindompap
af David Manstrup og Bent Jakobsen

Vejr: Vinden startede med at være i nordøst, men meget svag 1 m/s. Der var samtidig ikke en eneste sky på himlen, så sigten var virkelig god - 20 km. Temperaturen lå på 6,3 grader ved solopgang og rundede 13 grader lige over middag. Utrolig flot morgen, hvor mosekonen bryggede inde over Blåvands sommerhusområde.

Det var en oplevelse i sig selv at stå på morgenobs denne morgen. Vindstille og havblik med fladt vand, og hvor himmel og hav gik ud i et. Jeg havde godt selskab af både Anders Zusclag og Thyge Enevoldsen, og ikke mindst Michael som har boet på stationen de sidste 14 dage.
Vi var derfor mand nok til at tælle havtrækket, men der var næsten ikke noget træk. Nogle enkelte flokke med Sortænder og lidt Suler fløj frem og tilbage som altid. Det eneste nye siden i går var at omkring 200 Skarver rundede hukket i løbet af morgenen og fløj syd. Langs klitten kan nævnes at 3 Bomlærker kom flyvende og landede i en hybenbusk på sydhukket. De er fåtallige, men dog årlige på hukket. 
Både ringmærkere og observatører kunne dog nyde lyden af både syngende Vendehals og Karmindompap, som især sang aktivt tidligt på morgenen og som formentlig har rastet herude hele dagen.  

hukket
Helt klart vejr med havblik.. Foto David Manstrup

Ole Zoltan er kommet til stationen i dag, og overnatter her resten af weekenden. 

Nattrækket bød på bl.a. grønbenet rørhøne og slørugle, begge sjældne gæster (om dagen) herude. Her kan nattens slørugle høres:

Xenia var kommet ud for at hjælpe med ringmærkningen som ikke blev overvældende med kun 13 fugle og 3 aflæsninger, heraf en bogfinke mærket i 2019. Det var ellers perfekt mærkevejr med vind på 1,4 m/s. Mærkeligt nok stadig meget få Afrikatrækkere.

Den opmærksomme læser vil nok undre sig over at vores gode ringmærker, Morten ikke skriver dagbøger og ringmærker i øjeblikket. Desværre er Morten blevet syg og er blevet indlagt på sygehuset i Esbjerg. Og skal overføres til Skejby.
Så Morten kommer ikke mere i foråret. Han har gjort et fantastisk stykke ringmærkningsarbejde og er meget dedikeret til sit virke som ringmærker, Så vi vil savne ham, og takker ham for den store indsats og ønsker ham alt muligt godt i det videre forløb i udredningen af hans sygdomsforløb. Og så håber vi at se ham på stationen når han igen blive frisk.

Ringmærkning: gærdesmutte (1), gulbug 1 (1), tornsanger 2, bogfinke 3 (1), grønirisk 2, stillits 1, lille gråsisken 2, dompap 2, I alt 13 / 7 arter

Folk: Michael Brunhøj, Ole Zoltan, David Manstrup, Xenia Salomonsen, Bent Jakobsen