Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (238)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Lidt havfugle og 2 Havørne i kold nordenvind

mandag 11. maj 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Første time efter solopgang bød på jævn vind fra nordøst, med regnbyger over Horns Rev, men nedbøren drev lige akkurat uden om Hukket.
Derefter opklaring og opfriskende vind fra nord, der lå på 8-10m/s resten af dagen.
Masser af sol, men ingen varme.
Temperatur fra 4-8°C og det var koldt i vinden.
God sigt, da først regnbygerne var drevet væk.

De 5 standardtimer blev gennemført med 2/3 af net åbne i vinden fra nordøst og nord.
Ikke en eneste fugl blev fanget de første 2 timer. De næste 2 timer gav så 6 mærkede og 2 genfangster, inden der igen var helt tomt for fugle i haverne.
Lukkede derfor ned kl 10:30.
Efter en middagslur åbnede jeg igen i stationshaven kl 14, men 3 timer senere har det ikke givet en eneste fangst.

Manglen på fugle i net gav mig igen mulighed for havobs.
Først fra klitten på Sydhukket, siden fandt jeg læ for vinden ved ringmærkningslaboratoriet i Fyrhaven.
Der var intet træk af lommer idag, men Sulerne kom jævnt gennem hele morgenen og jeg nåede op på 156 nordtrækkende.
En enkelt Storkjove blev det også til - måske tiltrukket af det pæne antal Suler i farvandet.
I den første time lå der en flok på 330 Fjord/Havterner og fouragerede ude på ydersiden af revet, men så forsvandt de mod nord.
Samtidig rastede der en samlet flok på 409 Sandløbere inde ved strandkanten lige neden for stien fra p-pladsen til stranden.
Bedst som jeg stod og talte Suler fra Fyrhaven lød der høje skringende Kyuik Kyuik Kyuik bag mig.
Første sekund drømte jeg om, at en Sortspætte var på vej ind i et net i Fyrhaven, men så mindes jeg lyde hjemme fra Brabrand sø og rigtig nok - 2 adulte Havørne fløj kaldende ud fra heden, over fuglestationen og kredsede et par gange ude over revlerne ved Sydhukket, inden de fløj mod sydøst og forsvandt over Blåvand. 
Selvom det er første gang, at jeg hører kaldende Havørne herude, så havde jeg altså hellere set en Sortspætte ligge i et net..

20200511 054343 2
Morgenstemning fra Sydhukket med Månen mod vest og regnbyger over Horns Rev oplyst af den rødmende solopgang.

Bent kom ud og var endnu engang postbud for mig med prøver til Statens Serum Institut. Han fik en Musvåge med, men kom for sent til Havørnene.
Jeg var lige klar til en middagslur, da Bent vendte tilbage til stationen over middag.
Ikke for at vække mig, men der var kommet en forespørgsel om, at deltage i et DR TV-Midtvest indslag om folks brug af naturen under corona lukninger af offentlige toiletter.
Det må jo siges, at de har fundet en kilde her, der har en vis erfaring med det emne!
Indslaget skulle blive sendt enten imorgen aften eller onsdag.

Dagens ringmærkning:
Løvsanger 0 + (1), Gransanger 2, Gærdesanger 0 + (1), Munk 1, Rødhals 1 og Lille Gråsisken 2.

Ialt 6 mærket og 2 genfanget fordelt på 6 arter.

Folk: Bent og Morten