Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (237)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

På ny en fin dag med lom træk, men ingen småfugle i kølig nordvesten vind

torsdag 7. maj 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Nattens friske vind på 9m/s fra nordvest fortsatte til lige over middag, hvor den aftog til 5m/s og drejede til vest. Den svage vind holdt kun en time, så steg den igen i løbet af eftermiddagen til 8 m/s.
Mest overskyet, men plads til sol ca. 1/3 af døgnets lyse timer.
Temperatur fra 7-11°C.
God sigt.

Den efterhånden faste vind fra nordvest havde vindstød på op til 13m/s da jeg åbende net kl 5. Det fortsatte hele morgenen, så alt for mange net var generet af vinden.
Da der stort set ikke ankommer småfugle til haverne under de forhold, så lukkede jeg net igen kl 11 med beskedne 8 mærket og 5 genfanget som resultat.
Åbnede igen i stationshaven i eftermiddags, hvor vinden var mere medgørlig. Passer i skrivende stund stadig de net mellem dagbogsskrivning og aftensmad.
Det har da givet 2 ekstra Rødhalse på dagslisten.
Under standard mærkningen blev det til årets første ringmærkede Stær, mens genfangsterne bl.a. gav en Solsort fra 8. oktober 2019 og ikke mindst 3 gamle Gærdesangere, der er kommet retur.
2 af dem fra sidste år, mærket 27. april og 25. juni 2019.
Den sidste en rigtig erfaren Afrika rejsende - mærket som 2k+ 9. maj 2015.
Siden da er den vendt tilbage til haven i maj 2016, maj og august 2017, samt april og juni sidste år.

Det er jo begrænset, hvor lang tid jeg bruger på, at rende rundt og tjekke net og håndtere 2 fugle i timen, så det giver mig mulighed for at se på nogle fugle udenfor haverne.
Lavede en rutine, der sikrede mig 12 minutters intervaller med tælling fra Sydhukket. Altså en rute, der hed åbning af net i haverne, første tjek af Stationshaven, 12 minutter på Sydhukket, tjek af Fyrhaven, 12 minutter på Sydhukket, tjek af Stationshaven, 12 minutter på Sydhukket, tjek af Fyrhaven o.s.v.
Dermed fik jeg nogle minuttal på trækket over havet, hvor de Rødstrubede Lommer igen kom i en jævn strøm fra lidt i 6 til kl 8.
Derefter var det mere sporadisk med flokke af lommer, men enkelte kom der stadig gennem formiddagen.
På de første 5 12 minutters intervaller lå antal af trækkende lommer konstant mellem 48 og 55 pr. 12 minutter. 
Efter kl 8 var de næste intervaltal h.h.v. 17 og 14.
Ialt fik jeg 317 nordtrækkende Rødstrubet Lom på kliktælleren.
Et rimeligt estimat er derfor, at der i dag har trukket ca. 750, når man tager højde for den tid, hvor jeg ikke kunne dække trækket p.g.a. ture rundt i haverne.

DSC 9405 2
Trækket af højtflyvende Rødstrubet Lommer ser ikke ud af meget på foto, men er fede at følge og de er faktisk ganske nydelige, når man ser dem i teleskop.
Det lykkedes ikke at pille andre lom arter ud af flokkene i dag, men håbet om en af de store er altid til stede.

Ud over lom trækket var der lidt bevægelse i den første time af Hav/Fjordterne, mens Suler langsomt trak nord og fouragerede undervejs gennem hele morgenen.
Kun en enkelt Almindelig Kjove fik jeg med under mine obstider.

Bent droppede, at bruge tid herude på observationer under dagens vejrforhold, men kom lige forbi og agerede endnu engang postbud for mig med en ny afsendelse af West Nile Virus prøver.
Han fik også lavet en nyhed om, at fuglestationen nu åbner op for at tage mod overnattende gæster igen.
Dog med vise restriktioner på antal gæster og med instruktioner om særlige hygiejne regler, hvis man vil bo her.

Dagens ringmærkning:
Løvsanger 1 + (1), Gærdesanger 0 + (3), Rødhals 3, Solsort 0 + (1), Stær 1, Grønirisk 1 og Lille Gråsisken 4.

Ialt 10 mærket og  5 genfanget fordelt på 7 arter.

Folk: MJH