Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (237)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

En gammel Tornsanger

søndag 3. maj 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Halvskyet, men klart vejr med en del sol fra midt på formiddagen og resten af dagen.
Vinden jævn fra nordvest med 6-7m/s.
Temperatur fra 7-10°C og god sigt.

Xenia kom igen ud og sluttede sig til ringmærkningen netop da jeg var færdig med at åbne haverne.
På vej retur fra Fyrhaven til Stationen gik en flok på 6 Krondyr ud fra Posthaven og over Fyrvej.
Ikke det syn, som jeg ønskede at få en søndag morgen og de havde da også lige været inde og sprænge den nederste bæreline i det net, der står bagerst i haven op mod Posthaven.
Skidt start på dagen og som ventet, så var der ikke mange fugle ved Blåvands Huk i denne vind fra nordvest.
Vi fik kun mærket 13 fugle og genfanget 4 på 8 timer med åbne net. 
Xenia virkede dog godt tilfreds med at få set Vendehals nr. 3, der er ringmærket dette forår.
En genfangst af en gammel Tornsanger havde sin helt egen historie, der både var skidt og godt. Den kommer hermed som dagens foto.

DSC 7250 paint
Dagens gamle Tornsanger, hvor jeg godt kan forstå, at den kigger lidt skeptisk på ringmærkeren.
Den dårlige del af historien er, at der sad 2 metal-ringe på den - en på hvert ben!
Begge sat på her ved Blåvand Fuglestation.
Den første helt tilbage d. 5. juli 2015, hvor Knudsen mærkede den som en 2k+ fugl.
Det er så den gode del af historien, for med en alder på minimum 6 år er det virkelig blevet en gammel Tornsanger.
Fra europæisk ringmærkningsmateriale er den ældste registrerede alder for arten, en dansk mærket fugl, der blev genfanget minimum 8 år og 11 måneder gammel.
Tilbage til den dårlige del af historien, hvor det er en klar fejl, at der er sat en ring mere på den. Det er sket ved en genfangst i maj 2018, hvor fuglestationens tyske ringmærker Heidrun altså noterede fuglen - ikke som en genfangst, men som en ny ringmærket Tornsanger med nyt ringnummer!
Det er en af den slags fejl, som man bare ikke må lave.
Jeg tog den ekstra ring af i dag og så er der et oprydningsarbejde med, at rette i databasen og få annulleret mærkning nr. 2 og flyttet data over til en genfangst på det oprindelige ringnummer.

Med stort set ingen fugle at håndtere pr. netrunde, så fik Xenia tid til at terpe i bøgerne med feltbestemmelse af fugle, mens jeg fra kl 6 til 9 drønende frem og tilbage til klitten på Sydhukket med mit teleskop mellem netrunderne.
Der var slet ikke noget terne træk denne morgen, men jeg fik da 76 nordtrækkende Rødstrubet Lom og godt 50 Suler. 
Der har nok været det dobbelte antal af begge arter, da jeg altså kun obsede i tiden mellem hver netrunde.
Der rastede 373 Sandløbere, men kun få Splitterner og måger i dag.

Ellers ikke meget at komme efter i felten, så jeg fik udnyttet tiden til min ugentlige gang bagning af boller til de næste dage.
Bliver nok rig lejlighed til at spise dem de kommende dage, da vejrprognosen stadig melder om 5 døgn med fast vind fra nordvest til nord.
Altså nul fugle at forvente i Blåvand i næste uge.

Forsøgende på både at obse og ringmærke fugle vil dog blive gjort ufortrødent: Jeg har endnu engang åbne net igen her mod aften, i håb om, lige at få en ekstra fugl eller to på dagslisten.
Det blev da til en ekstra Gransanger på de 3 timer med åbne net i stationshaven.

Dagens ringmærkning:
Vendehals 1, Løvsanger 2 + (2), Gransanger 2, Gærdesanger 5 + (1), Tornsanger 0 + (1), Solsort 1 og Lille Gråsisken 3

Ialt mærket 14 mærket og 4 genfanget fordelt på 7 arter.

Folk: Xenia og Morten