Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (237)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

På ny en flot forårsdag, men med mere vind og færre fugle

mandag 6. april 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Anden dag i streg med skyfri blå himmel hele dagen.
Vinden var dog taget til og var på 10m/s fra sydøst. Over middag langsomt aftagende og drejende til syd, så den til aften var nede på 4m/s.
Temperatur fra 6-11°C og god sigt med kun let dis i horisonten.

Lidt mere vind i nettene denne morgen, men jeg kunne stadig arbejde med alle net åbne indtil middag. Da lukkede jeg ned for Fyrhaven efter et par tomme runder deroppe.
Forsatte med åbne net i Stationshaven indtil kl 18.
Lidt påvirket af, at John kl 11 ringede mig op og fortalte, at han var på Mandø og det der vrimlede med Rødhalse alle vegne. 
De var altså bare ikke ved Blåvand i dag og et eksempel på, at fuglenes forekomst og trækmønster kan variere betydeligt mellem vadehavs øerne og Blåvand, skønt den geografiske afstand er lille.
Arterne var lidt af det samme som slut marts, dog med en ny Munk.
Genfangsterne var fugle fra i går, bortset fra en Solsort, som Lisa satte ring på herude den 9. oktober sidste år.

20200406 151013 2
Foto af årets første Munk kom ikke med på dagbogen i går, så her er i stedet nr 2 i år  fra i dag  - Fru Munk.

Bent var ude morgen og formiddag og dækkede trækket fra Nordhukket.
Knap så mange ænder som i går, men stadig pænt antal Skeænder for Hukket med 37 trækkende syd.
Krikand nåede op på 260 og blandt gæssene kom der 152 Bramgæs.
Igen var ande/gåse trækket mod syd, mens dagens Almindelig Kjove trak nord.
Den rastede dog lang tid nok ude på revlerne til, at Bent kunne kalde mig op og jeg nåede, at få den at se fra Fyrhaven.

Inde over land var der 2 Musvåger i luften, mens en Tårnfalk trak nord og 2 Ravne var ude at vende. 
Ikke meget rovfugle træk over de tal, selvom vi da havde håbet, at den friske sydøstlige vind ville bringe mere ud til vestkysten, men jeg kiggede hele eftermiddagen op i en tom blå himmel.

Krydser fingre for, at jeg får noget mere at lave i morgen - det er årsdagen for sidste års forrygende ringmærkningsdag, hvor knap 100 Rødhalse og 50 Gransangere fik ring på - lad det bare gentage sig..

Dagens ringmærkning:
Gransanger 3, Munk 1 + (1), Fuglekonge 1 + (1), Gærdesmutte 3, Rødhals 8 + (1), Solsort 0 + (1), Jernspurv 7, Skovspurv 1, Bogfinke 2 og Lille Gråsisken 1.

Ialt 27 mærket og 4 genfanget fordelt på 10 arter.

Folk: Bent og Morten