Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (237)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Lidt godter, men også udfordringer..

tirsdag 10. marts 2020
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Natten gav kuling fra sydvest og regnbyger, der varede ved til kl 10.
Derefter ca. 3 timer med opholdsvejr og vind, der gik ned i styrke til 8m/s og drejede til vest.
Fra kl 13:30 igen hyppige regnbyger, der varer ved resten af dagen.
Temperaturen i det overskydede vejr holdt sig hele døgnet på 6-7°C.
Sigten moderat på 4-5km og samlede nedbør i døgnet ca. 6mm.

Jeg havde jo set vejrudsigten og forventede en svær dag vejrmæssigt.
Det var derfor ikke vejret, der gav mig grå hår på hovedet denne dag, men den historie kommer jeg med til sidst i dagens dagbog.
Jeg vågnede til normal tid, men kunne konstatere, at vejrudsigten havde ramt rigtigt, så der ville ikke blive noget standard ringmærkning denne dag.
Vendte mig derfor om på den anden side og fik en time ekstra under dynen.

Jeg var altså frisk og udhvilet, da jeg for en gang skyld tog mig god tid med morgenmaden og fulgte med i de seneste corona nyheder.
Godt jeg holder mig isoleret herude i det yderste sydvestlige hjørne :-)
Kl 10 holdt regnen op og vinden havde lagt sig tilstrækkeligt til, at jeg åbnede nettene i stationshaven.
Det gav dagens bonus, da jeg i løbet af den første time fangede 2 Rødtoppede Fuglekonger. 
Altid en af de arter, der virkelig kan glæde en og disse to var de første i år ved fuglestationen.

DSC 5653 2

DSC 5655 2
Dagens 2 skønheder ved Blåvand Fuglestation

Inden jeg igen måtte lukke net kl 13:30 pga regn, så fik jeg lige 2 Solsorte med i dagens fangster.
Her er det så, at jeg fik grå hår i hovedet.
Jeg ringmærker de to drosler, men undres noget, da jeg noterer data ned i ringmærkningsprotokollen. 
Fra ringnummeret, på den sidste ringmærkede Solsort i går, til dagens ringnummer var der et spring på 2 numre..
Godt nok er jeg ikke den yngste person, men helt dement mener jeg nu ikke, at jeg er.
Jeg havde derfor svært ved at kapere, at jeg skulle have sluppet 2 ringmærkede Solsorte uden at notere noget som helst om dem i protokolen.
Dagens ringmærkede solsorte fik deres frihed og så gik Sherlock Holmes igang.

Ringene til de solsorte, som jeg mærkede i går endte på nummrene: 812, 813, 814, 815 og 816. Dagens 2 brugte ringe endte på 819 og 820. 
Altså manglede ringene 817 og 818.
Alle ringmærkninger i år er foretaget inde i ringmærkningslaboratoriet, så strengen med ringene har ikke været ude og dermed kunne jeg udelukke, at de 2 ringe skulle være gledet af strengen og forsvundet undervejs. 
Et tjek på gulv og bord sikrede også, at de ikke lå løst i lokalet.
Dernæst tjekkede jeg de resterende ringe på strengen - skulle der evt ved en fejl være byttet rundt på rækkefølgen?
Byttet rundt var der ikke, men fejl var der!
Noget jeg aldrig har oplevet før, så var der dubletter af ringe!!
DSC 5663

Altså 2 eksemplarer af hver af ringen med numrene 813, 814, 815, 816, 819, 820, 821 og 822.
Bid mærke i, at på foto er de nederste ringnumre 821 og 822 og de optræder også øverst efter en helt numerisk rækkefølge af ringnumre fra 813 og frem - og altså på et tidspunkt, hvor der allerede flyver solsorte rundt mærket med ringe fra 813 til og med 816!

Sikke noget rod - og kritisk for vores data, hvis der pludselig optræder 2 individer med samme ringnummer.
Nå - jeg er glad for, at jeg opdagede det, inden jeg får brugt det samme ringnummer på 2 forskellige fugle. 
Nu har jeg taget denne ringserie ud af brug og startet på en ny, hvor jeg har tjekket hele striben på 100 ringe, at de er i korrekt numerisk orden og ikke optræder mere end én gang pr. nummer.

Dagens ringmærkning:
Solsort 2 og Rødtoppet Fuglekonge 2

Ialt 4 mærket fordelt på 2 arter.

Folk: Morten