Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (237)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Vild oplevelse

fredag 14. februar 2020
Så må vi i gang med bloggen igen
af Bent Jakobsen

Efter stormene først på ugen var vejret i dag meget stille og havet næsten havblik på et tidspunkt. Men vinden friskede lidt op igen fra sydlig retning. Stadig utroligt varmt med 5 grader.
På det faldende vand lå der mængder af store søstjerner på stranden, hvilket betød at mågerne holdt ædegilde. Og 4500 Sølvmåger, 99% adulte holdt ædegilde fra syd for Hukket og til nord for Sabinebunkeren.
En flok på 40 Snespurve fløj mod nord over stranden. Nok forstyrret af de mange turister.
Netop kommet op fra stranden til den nordlige branddam i mosen, blev jeg opmærksom på noget tumult med fugle bag en lille klit lige nord for. Ret hurtigt dukkede en Duehøg og en Mosehornugle frem, hvor Duehøgen angreb Mosehornuglen, som forsvarede sig det bedste den kunne. Fuglene steg langsomt til vejrs, hvor Duehøgen angreb og uglen hele tiden prøvede at holde sig oven over høgen. Ugeln var hurtigere til at tage højde end høgen, og da de var meget højt oppe, opgav Duehøgen og fløj ind over Kallesmærsk Hede, og Mosehornuglen lå meget højt, næsten kun en prik. Fantastisk oplevelse.
I alt 2 solsorte sås, og tydeligt nok de første trækgæster i år.
Jimmy Skat og Henrik Højholm var på stranden i morges og kunne fortælle at 560 Sortænder trak syd i minuttet. Kompensationstræk. Det giver mere end 30.000 i timen.
Ved Lille Strandvej lå 2 Brilleænder og ved høfderne sås 16 Sortgrå Ryler.
Ved Nyeng 3 tidlige Skestorke.