Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (237)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Hidtil bedste kjovedag i år

fredag 6. september 2019
Flere regnbyger forstyrrede dog især ringmærkerne.
af Michael Brunhøj Hansen

Det blæste fortsat fra vest, så hullet var det oplagte sted at sidde selvom Sabinebunkeren måske havde været bedre da der kom flere regnbyger. Vi havde som sædvanligt nogle vadere, og de har på det seneste været domineret af almindelige ryler (43); herudover islandske ryler (30), stenvendere (14), små kobbersnepper (13) og kun 6 strandskader.

Vi havde i alt 6 kjover i dag hvilket er årets højeste antal på en dag. Det drejede sig om 4 nordentrækkende almindelige kjover (hvorfor de trak nord, vides ikke), 1 storkjove og 1 ubestemt som kunne ligne lille kjove, men nok mest sandsynligt også var en almindelig kjove. Før  i tiden kunne man vel have det tidobbelte antal på en dag, så det er temmelig sørgeligt hvad der sker for de almindelige kjover nu om dage. Herudover kom der 5 rødstrubede lommer og et par spurvehøge.

Lisa åbnede nettene i begge haver, men det blev vist ret uoverskueligt med de mange regnbyger som hun blev advaret om af os i klitterne; fuglene må jo helst ikke blive våde. Det blev dog kun til fem fugle i dag, så det kan kun blive bedre.

Og så skulle det længerevarende blæsevejr være ved at være ovre, for i morgen får vi tilsyneladende noget svagere vinde (dog er der lidt uenighed om hvor svage), mellem 5-8 m/s og fra omkring vest. Der kommer nok også byger, men ikke nært så mange som i dag. Dette giver noget bedre vilkår for Lisa som så forhåbentligt får en god dag; det har hun ikke haft hele ugen. Trækket bliver nok OK, men ikke noget særligt. Så skulle blogindlæggene også gerne blive lidt længere og lidt mere interessant.