Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (237)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

God, men lidt blæsende trækdag

onsdag 7. august 2019
Fortsat en del strandskader.
af Michael Brunhøj Hansen

Da vinden var taget en anelse til, skulle vi lige finde ud af hvor vi skulle placere os så vi kunne sidde i læ. Det blev oven på Balearbunkeren hvor der var fint læ med en god udsigt over havet. Atter var trækket domineret af strandskaderne som vi havde over 1000 af på den indtil kl. 9.30 forlængede morgenobs. Der kom også fint med islandske ryler (69), 10 stenvendere og 10 sandløbere. Der trak også flere storspover (12), 4 rødben, 3 store præstekraver samt en småspove. En ung rørhøg trak også sydover, og en sortand stod i strandkanten, men forsvandt i løbet af dagen. De unge almindelige ryler ankommer også for tiden, så vi (jeg) skal lige lære at skelne dem fra de adulte sandløbere ordentligt. Trækket gik mere eller mindre i stå ved 9-tiden, og vi kunne se på radaren at der var regn og torden på vej, så vi afsluttede obsen kl. 9.30 og gik hjem. Radaren viste desuden at der var kraftig regn i det nordvestlige Jylland som måske havde sat en prop i trækket. Regnen blev dog aldrig rigtigt til noget vildt her, og om eftermiddagen klarede det fint op.

Blav Sandlober b 00001

Fire friske Sandløbere. Tre af dem stadig i sommerdragt, omend noget slidt. Den fjerde lidt længere i overgangen til vinterdragt. Foto: Ole Friis Larsen

På vej ned på stranden var der også en sule der rastede på én af bunkerne, sikkert den samme fra i går, så den har det ikke godt; på vej hjem igen var den væk. I løbet af dagen har vi dog haft et par tyske turister der kunne fortælle os at de havde set en syg sule på stranden, men vi kan ikke rigtigt gøre noget ved det.

Blav Sule pa bunker b 00001

En Sule på en bunker er ikke noget hverdagssyn, og senere blev den set på selve stranden, så den havde det desværre nok ikke så godt. Foto: Ole Friis Larsen

Manon havde ikke haft en specielt god dag med kun 5 fangne fugle, heraf dog en fin dompap, så hun havde haft tid til at bage en lækker æblekage som vi spiste da vi kom hjem.

Om eftermiddagen gik David, Ole og jeg en tur stranden, ligesom i de foregående dage, for at se om der skulle være noget interessant. Dog havde militæret spærret området sådan at vi ikke måtte gå længere end til pælerækken. Vi fik dog et par flokke af strandskader (totalen i dag blev således på 1129 individer) samt en sydtrækkende almindelig kjove. Der stod desuden nogle ryler i strandsøen som Ole fik fine billeder af.

I morgen tidlig skulle vinden fortsat komme fra en sydvestlig retning og være nogenlunde lige så kraftig som i dag, men i løbet af dagen skulle den tiltage og blive hård; dagen i morgen bliver så formodentligt ikke meget anderledes end i dag.