Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (237)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Valgdag i regn uden fugle

søndag 26. maj 2019
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Regn og regnbyger fra morgen til aften. Her kl 19 er der kommet over 10mm nedbør i løbet af dagen og mere venter til aften.
Vinden holdt sig helt i ro og var svag fra skiftende retninger, mens temperaturen holdt sig mellem 9 og 12°C.
Moderat sigt i de grå skyer og regnvejr.

Bent var på plads og stak hovedet ud flere gange i løbet af morgenen, men måtte opgive at åbne net i dagens nedbør.
Der er faktisk ikke meget andet at skrive om, end at Bent var flink og hentede mig i Varde midt på eftermiddagen, så jeg er klar til de sidste 3 uger herude efter nogle dage med en masse mennesker på Naturmødet i Hirtshals.
Deroppe var der faktisk et lokalindslag fra Blåvand, da prisen som årets naturformidler blev givet til vores allesammens naturvejleder Jonas - stort tillykke fra fuglestationen!

Jeg var på vejen hjem fra Hirtshals inden omkring min lejlighed i Stavtrup og fik afgivet min stemme på den lokale skole. Tidsnok til, at nå retur til Blåvand og afløse Bent, så han også kunne nå valget i det lidt mere nærliggende Oksbøl.
En tur rundt i haven, på et tidspunkt hvor der kun var dryp i luften, afslørede kun de lokale ynglefugle som Solsort, Stær, Skovspurv, Gråspurv, Grønirisk og Lille Gråsisken, der alle havde travlt med at finde føde til deres unger.
Så ikke meget fugl at skrive om i dag, men jeg er klar i morgen tidlig. 
Vejrudsigten lover mindre nedbør, men til gengæld noget mere blæst fra vest, så forventningerne til fugle i nettene er ikke store, men forsøget vil blive gjort.