Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (237)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Igen fugle i nettene og nye arter på årslisten

søndag 19. maj 2019
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Det holdt tørvejr hele døgnet, men ellers meget variende vejr. 
Let dis ved solopgang, men midt på morgenen kom en time med tågebanker og sigt ned under 1km. Derefter kom der opklaring og en hel del sol med 2-3/8 skydække resten af dagen. Vinden startede fra øst med 5m/s, men drejede til nord og senere nordøst og blev ganske svag på 2m/s.
Temperaturen varierede fra 11°C og lidt køligt i tågen til 18°C og varmt i solen.

Jeg holdt mig oppe til et stykke efter solnedgang i går aftes og gik en tur i det fine vejr. Lyttede efter, om der skulle være kommet en Kærsanger til området med østenvinden, men der var ingen nyheder blandt fuglelydende. Fik dog fornøjelsen af en Brun Flagermus, der fouragerede over både Vesterled og Stationshaven.
Efter knap 5 timers søvn var jeg klar til at åbne net på en morgen med dis og senere en rød sol, der kom op over disen i horisonten.
Igen blev det en fin ringmærkningsdag med næsten ingen vind.
Allerede på første runde i Fyrhaven fik jeg en glædelig overraskelse, da en Lundsanger hang i et net.
Da jeg lige var færdig med at fotodokumenterer den fugl, ankom Xenia og nåede lige akkurat, at få vist fuglen inden den blev sluppet.
Hun var ikke særlig imponeret over "Gransangeren", men blev i løbet af morgenen så entusiastisk over dagens variation af arter, at hun prøver, at tilrettelægge sit arbejde og komme igen i morgen tidlig.
Ud over Lundsangeren blev dagens højdepunkter endnu en hun Blåhals, en Stor Flagspætte og de første helt nyudfløjne unger af Stær og Grønirisk.
I Fyrhaven var der andet end fugle, der kunne smelte en kvindes hjerte. En Rå holdt til i haven med et kun et par dage gammelt lam, der endnu var lidt usikker på benene de to gange vi så dem under vores netrunder.

Midt på dagen var der kun et par fugle at håndtere i Fyrhaven, så vi lukkede net deroppe kl 13 og Xenia tog hjem, mens jeg fortsætter til aftensmadstid med net åbne i Stationshaven.
Den fine liste over dagens ringmærkning med genfangster i ()
Stor Flagspætte 1, Blåhals 1, Rødstjert 4, Solsort 0 (1), Gulbug 2 (1), Havesanger 4, Munk 2, Tornsanger 5, Gærdesanger 6 (2), Lundsanger 1, Skovsanger 0 (1), Løvsanger 33 (1), Gransanger 7 (1), Grå Fluesnapper 1, Broget Fluesnapper 1 (1), Stær 1 (1), Grønirisk 2, Lille Gråsisken 3

Ialt 74 mærket og 8 genfanget fordelt på 18 arter.
To af genfangsterne blev taget i rusen.
Blandt genfangsterne var de bedste endnu en Gærdesanger retur fra mærkningen i 2018 og ikke mindst, at der allerede på dag 2 for ankomsten af Gulbug blev aflæst en fugl mærket her den 13. maj 2017.
Altid fantastisk at få disse langdistancetrækkende fugl retur fra deres vinterkvarter.

Bent var rundt i området i dis og tåge og ledte efter årets første Karmindompap og Rødryggede Tornskader på deres normale ynglepladser, men den mission blev ikke completed og de arter må vi stadig vente på.
Henrik Brandt vandrede også rundt, da han kom ud for at lede efter Lundsangeren. Igen uden held, da den fugl var sunket i jorden efter den blev frigivet.

Vi prøver igen imorgen i fantastisk vejr uden vind til at genere nettene.
Over middag har min gode ven Jens Thalund meldt sin ankomst for en kort bemærkning. Forhåbentlig vil der være en ekstra spændene fugl på det tidspunkt som krydderi til eftermiddagskaffen og snakken om gode gamle dage, da der var feltornitologer til på Langli..

DSC 4612 2
Lundsangeren er fangst nr 15 om foråret siden 1984, så en meget fåtallig art i Blåvand om foråret.
Siden 2010 er der om foråret ringmærket 2 i 2011, 2 i 2012, 1 i 2014 og 1 i 2017.

DSC 4620 2
Vingen af Lundsangeren med de hvide spidser på armens store dækfjer, der danner et svagt vingebånd.

DSC 4648 2
Endnu en hun Blåhals var i bagerste hjørne af Stationshaven. Som igår kan den ikke racebestemmes, men tidspunktet tyder på, at det er en Nordlig Blåhals.