Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (236)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Næsten vindstille!!

tirsdag 14. maj 2019
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Ganske svag vind på 3m/s med retning fra vest til nord. 2/8 skydække fra solopgang vekslede over et udbredt skydække midt på morgnen til højtliggende og meget tynde skyer resten af dagen. Solen var lidt sløret af de tynde skyer, men skinnede igennem det meste af dagen og dens varme kunne mærkes. Temperatur steg fra nattens 4°C til 12°C da det var varmest.
God sigt og ingen nedbør.

Skøn morgen at komme ud i for der var ingen vind og jeg kunne arbejde med alle net åbne.

20190514 050234 2
Dejlig udsigt fra Fyrbakken efter runden med åbning af net. Solen på vej op og i klitlavningerne lå jordtågen som et sølvskinende spejl, så man næsten kunne tro, at der var kommet små søer rundt i klitheden.

Desværre virkede det ikke til, at trækfuglene havde fundet ud af, at vejret var blevet bedre. Jeg fik kun mærket 14 fugle og havde en del genfangster inden jeg lukkede net kl 15.
Der var dog et par godbider imellem:

20190514 062604 2
Rødtoppet Fuglekonge på første runde er altid en favorit.

20190514 061347 2
Et foto, der egentlig burde være på dagbogen fra i går, men det var altså først i dag, at hannen af Gråspurve parret for første gang fløj i et net i haven!

Blandt genfangsterne var den lokale Vendehals mærket for 10 dage siden, men mest interressant en gammel Gærdesmutte. Mærket som 1k fugl i juli 2016. Derefter holdt den til i området hele efteråret 2016, hvor den blev genfanget 4 gange. Endelig er den efterfølgende fanget én gang pr. forår: 20. marts 2017, 07.april 2018 og altså i dag. 

Dagens ringmærkningstal med genfangster i ():
Vendehals 0 (1), Gærdesmutte 0 (1), Rødstjert 0 (1), Solsort 1 (1), Sangdrossel 2, Havesanger 1, Tornsanger 0 (1), Gærdesanger 1 (2), Løvsanger 4, Gransanger 1, Rødtoppet Fuglekonge 1, Broget Fluesnapper 0 (1), Gråspurv 1, Bogfinke 1, Grønirisk 0 (1), Lille Gråsisken 1

Ialt 14 mærket og 9 genfanget fordelt på 16 arter.

Mens jeg gik og passede nettene kom Bent ud og havde medbragt både et rugbrød til mig og en kage til formiddagskaffen.
Med de få fugle at håndtere var der tid til en god snak og lidt kig på ringdatabasen mens kaffe og kage blev indtaget.
Da der var lukket for adgang til militærets område pga skydning, fandt Bent plads et par timer til obs fra bænken i Fyrhaven. 
Det blev ikke til noget nævneværdigt denne dag, men vi tror på de kommende dage, hvor vindretningen efterhånden drejer til øst.
Samtidig kommer der også overnattende til fuglestationen og flere øjne har det jo med, at finde noget godt.
Selv vil jeg være optaget med ringmærkningen og forhåbentlig komme igennem med flere af de prøver, som jeg skal udtage til analyse for West Nile Vira.
Det ville være rart at få det overstået inden jeg d. 23-25. maj holder min første pause fra Blåvand dette forår.
Naturmødet i Hirtshals kalder de dage.