Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (236)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Stor dag for ringmærkerne!

søndag 7. april 2019
af Morten Jenrich Hansen

Vejr: Igen solrigt og lunt for april med 18°C midt på dagen og kun svag vind fra NØ. God sigt og kun en smule skyer ved solnedgang.

David tog ud til Nordhukket uden at se det helt store træk fra morgenstunden og kom tilbage til stationen midt på formiddagen.
Der oplevede han nogle travle ringmærkere og brugte resten af dagen med at assistere og få fugle på hans ringmærkningskonto. Der var nemlig fugle til alle - både Susanne, Xenia og David arbejder på at blive opgraderet i deres ringmærkningslicenser og var styret under hård hånd af undertegnede.
Kun korte vand og mad pause blev det til dagen igennem, da der var en stadig strøm af Rødhalse, Gransangere og Fuglekonger i haverne.

Ialt blev det til 238 mærkede fugle og 15 genfangster fra tidligere dage.
Ved Blåvand Fuglestation er det kun 3 gange tidligere blevet til et højere antal ringmærkede fugle på en forårsdag. Et par gange i 90´erne med lidt over 250 mærkede pr dag og så den helt store dag 6. maj 2017, hvor der blev fanget 454 fugle.
Dengang var det Løvsangere, der stod for halvdelen af dagens fangst, men de er endnu ikke nået til Blåvand i år, så idag blev det Rødhals med 93 stk, der var dagens topscore.
Af disse var der 2 stk, der blev fanget i rusen - de første fugle ringmærket med den fangstmetode dette forår!

Dagens ringmærkningstal (genfangster):
Gærdesmutte 7, Jernspurv 11 (5), Rødhals 93 (3), Sangdrossel 4, Solsort 2, Gransanger 51 (1), Fuglekonge 58 (6), Dompap 0 (1), Lille Gråsisken 12 (2)

Ialt 238 mærket + 15 genfaget fordelt på 9 arter.

Midt på dagen fik vi besøg fra Fanø Fuglestation af Casper Sylvester Jensen og kæresten Kirstine, de fik set os i aktion ved ringmærkningen, men der var desværre ikke tid til den store hygge og rundvisning på stationen.
Til gengæld fandt de en Lækat eller en Brud, der i et par minutter rendte rundt ved hegnet ind til stationens have, men kun lod sig se i glimt, så Casper blev lidt usikker på bestemmelsen.
Lækat er meget sjældent set herude, så sandsynligheden tæller for Brud.
Inden da havde Xenia fundet en Stålorm i solen ved ringmærkningslaboratoriet i Fyrhaven, så vi fik faktisk set lidt andet end fugle i hånden denne skønne dag.

DSC 3939 2

Xenia og Susanne igang med måltagninger og fedt vurdering på et par af dagens 238 ringmærkede fugle. God træning for deres oplæring som ringmærkere at være med på en dag, hvor fuglene bare sivede igennem haverne i et antal, så de ikke kunne ønske sig mere.