Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (236)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Mere småfugletræk end forventet

onsdag 24. oktober 2018
En mindeværdig dag
af Bent Jakobsen

Endnu en dag med kraftig nordvestenvind, 11 sekundmeter. God sigtbarhed og skiftende skydække, så solen kiggede frem ind i mellem. 12 grader.
Trods vinden var der lidt gang i modvindstrækket hos småfuglene, og det var første dag med rigtigt sjaggertræk, i alt 250. Også gråsisken med 51 var den største dag i efteråret. Ellers var det primært bog/kvækerfinker 185 og grønirisk 35. Meget overraskende kom der en flok på 110 ringduer umiddelbart øst for stationen og trak ud over havet. Dagens 2. overraskelse var 18 silkehaler, som var nede og sidde i fyrhaven.
Da vinden aftog i løbet af formiddagen, blev der opsat 6 net i fyrhaven, hvor der var læ og flere fugle end ventet blev ringmærket.
Ringmærkning: solsort 1, vindrossel 2, munk 1, fuglekonge 1, sortmejse 1, blåmejse 1, musvit 1, bogfinke 1, grønirisk 2. I alt 11 af 9 arter.
Datoen i dag har en stor plads i mit hjerte. Det er i dag præcis 44 år siden (1974) jeg så min første fuglekongesanger. Tredje observation i DK.
Dette efterår var jeg på fuglestationen sammen med Orla Balslev. Vi talte måger i alle arter og aldre 6 gange om dagen. Orla var på vej som sædvanlig med teleskopet over skulderen på stranden for at tælle mågerne, da han stopper op ved fyrhaven. Pludselig vender han om og begynder at gå tilbage mod stationen. Hans gang bliver hurtigere og hurtigere for til sidst at løbe. Vi andre sidder ved vinduet og bliver hurtigt klar over at noget er i gære, og farer op. Orla kommet stakåndet ind og siger, at der sidder en fuglekongesanger i fyrhaven, og den har kaldt flere gange.
Eftersøgningen bliver sat i værk, og fuglen bliver fundet i vores egen have i den berømte ahorn, som gennem tiderne har givet mange spændende arter.
Vi følger fuglen som bevæger sig gennem vegetationen videre ned langs kysten mod ishuset. Et par doku fotos kom i kassen. Det var en stor dag.
Fotos dengang var jo ikke som i dag. På første foto sidder fuglen lige midt i. Kan ses ved forstørrelse og foto flyver den ud af billedet, hvor den gule overgump ses.
 Derudover har min datter fødselsdag i dag.

Fuglekongesanger 1974