Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Svane på morgenobs
Morgenobs:
Vejret var en kende ustabilt og utilregneligt i dag, det endte dog med at lægge sig nogenlunde fast på 10 sekundmeter fra nord-nordvest. Derfor satte vi (Anna Beluga og jeg) os ud i sabinebunkeren. Efter en halv time ankom også Mikkel Bello, en tidligere observatør fra foråret 2021. I dag var en skøn dag for mågetrækket med både trækkende hættemåger og stormmåger. Foruden måger fik vi også over 100 trækkende rødstrubede lommer, en jævnt tålelig dag hvad angår den art. Men ikke i nærheden af de store dage, hvor jeg har hørt gisninger om over tusinde indenfor de standard tre timer. Dagens største overraskelse var uden tvivl da Anna Beluga meddelte at der kom en knopsvane flyvende over stranden. Jeg må ærligt indrømme at jeg ikke helt købte den i første omgang. Lige indtil jeg løftede hovedet fra mit teleskop og så til min fornøjelse at der sørme kom en stor knopsvane trækkende nord lige udenfor bunkeren! Det er faktisk verdens tungeste flyvende fugl, med hanner der kan veje op til 12 kg. Virkelig en dejlig fugl at have trækkende så tæt på, det føles helt anderledes at se den flyvende over en strand end hvis den bliver stopfodret med brød i den lokale park. Klart dagens bedste fugl for mit vedkommende.
De andre argumenterede dog stærkt for at den vandrefalk, som kom lige inden vi sluttede obsen af, også var en stærk kandidat;)
Endnu en skøn dag på hukket
- SDP
Ringmærkning:
No ringing today due to windy conditions. Hopefully ringing will be back on schedule tomorrow:)
Folk på stationen: Lua Koplin, Lise Mastrup, Mathilde Lundt Larsen, Sverre Dahl Porsgaard, Anna Beluga Gade-Jørgensen og Mikkel Bello