Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (235)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Afsked med Tour de Danske Fyr og velkommen til højtryks vejr og østenvind!

søndag 12. maj 2024
af Morten Jenrich Hansen

Jeg nåede lørdag aften tilbage til fuglestationen fra mine kontrolbesøg på Skejby sygehus tidsnok til at deltage i den aftensmad, som Anders og Dorte bød på.
Endda i så rigelige mængder, at Kis Boel Guldmann også fik en portion med, da hun dukkede op fra Kolding til en overnatning herude i håb om fornyet Nordlys aktivitet natten til søndag.

Det blev til en masse hyggelig snak omkring bordet og flere gange ture ud i løbet af natten, men Nordlys blev det ikke til i denne omgang – i hvert fald ikke synligt for øjet og kun ganske svagt skær på fotos.

Vi var lidt trætte da uret kaldte os op lidt over kl 04 for at åbne net, men Maxim og Michael var friske på at passe Fyrhaven, mens jeg tog den lettere omgang i Stationshaven.
Det gav nu ikke det store influks af fugle i haverne, at vinden var svag til jævn fra sydøst og vi endte på den beskedne sum af 18 mærkede og 4 egne genfangster inden alle net var lukket igen kl 15.

Ingen overraskelser blandt dagens fangster, der bød på artslisten Ringdue, Gærdesmutte, Rødstjert, Solsort, Gulbug, Gærdesanger, Munk, Løvsanger, Gransanger og Bogfinke.

Bedre gik det med de større overflyvende fugle, hvor 2 Traner kom flyvende og varslede deres ankomst over p-pladsen med højtlydte trompeteren inden de forsvandt ude over Mosen.
Lidt senere opdagede jeg en Vandrefalk, der kom i modsat retning fra nord og trak ud mod sydsydvest, mens dagens bedste rovfugl blev en Sort Glente, der rundede Fyret og langsomt søgte retur mod nord, hvor den kunne følges langt op nord for Mosen.
DSC_6187.JPG
Vandrefalk på skyfri blå morgenhimmel

DSC_6216.JPG

DSC_6250.JPG
Sort Glente runder Blåvandshuk Fyr

Efter de fine fugle pakkede Andres og Dorte deres cykler, mens Kis hentede frisk morgenbrød i Blåvand og købte lidt ind til vores husholdning.
Vi fik derfor morgenbrød og kaffe ude i solen inden Tour de danske fyr duoen tog afsked med os og kørte mod Kammerslusen som deres næste overnatningssted.
Kis tog også hjemad da der ikke ser ud til at blive større nordlys aktivitet i nat, men hun nåede en tur på stranden og kunne nyde Dværgternerne og unger af Stor Præstekrave.

Michael brugte eftermiddagen i klitten og fandt hans tredje par Rødrygget Tornskade, så der er noget at arbejde med i hans projekt med den art.
Undervejs trådte han et par Agerhøns op, mens jeg på en tur op nord for Mosen ikke havde held med de store obs.
Jeg havde håbet på flere rovfugle i luften, men så kun 2 Musvåger og det bedste jeg fik i notesbogen var rastende Rødben og Mudderklire ved bredden af Mosen, der stadig er en sø.
Ud over fuglene fik jeg også set min første Firplettet Libel i år og der kommer garanteret flere guldsmede og vandnymfer på vingerne i løbet af ugen med en solrig og varm vejrudsigt.

Maxim stod for køkkentjansen og serverede en dejlig ret med bulgur og ostegratinerede auberginer, så vi er klar til at prøve lykken ved nettene igen i morgen tidlig.

Folk på stationen: Kis, Dorte, Anders, Maxim, Michael og Morten.