Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (232)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Havesangere og årets første unge

lørdag 4. maj 2024
af Freya G. Mørup-Petersen

Jeg er taget på et weekendophold på fuglestationen og i dag har været en ganske fin dag på Blåvand Fuglestation med masser af højdepunkter. Jeg stod for nettene i Fyrhaven og Fyrkrattet med Maxim, imens Morten stod for nettene i Stationshaven med Michael. Havesangerne er dukket op i dag og her til morgen havde vi tre fugle, som nu alle er udstyret med nye ringe. Årets anden Tornsanger er også kommet efter årets første kom noget tidligt for et par uger siden. Morten genaflæste en Jernspurv med en ring fra Helgoland, hvilket er årets anden fangst af en fugl med tysk ring.

20240504_072635.jpg

Jernspurv med ring fra Helgoland

Hen ad formiddagen, da vi tjekkede Fyrkrattet, så vi en stor fugl baske rundt i det ene net og Michael løb hen og fik fat i den, inden den smuttede ud af nettet. Det var en Ringdue og sæsonens sjette, hvilket efterhånden er et højt tal af fangede Ringduer. Det er også første gang jeg ser en i hånden og selvom den ses overalt i haver og skove, var jeg meget begejstret for at se den tæt på og kunne beundre dens smukke træk og intense øjne. Hen ad eftermiddagen prøvede vi at åbne net igen, hvilket gav en genfangst i Stationshaven af Vendehals. Dette er forventeligt, da de yngler i en af havens kasser og synet af dem kan nydes, når de enten fouragerer eller synger i haven. Ellers gav eftermiddagsfangsten ikke så meget, udover en overraskende tidlig unge af Sangdrossel, som var hoppet ind i bunden af nettet. Den har kun lige forladt reden og skulle endnu lære at flyve, men kunne hoppe rundt på jorden og kalde på de voksne fugle.

20240504_182743.jpg

Sangdrossel unge

Så alt i alt har det været en god lørdag på Blåvand Fuglestation. Søndag bliver en sjov vindretning men med lidt regn i sigte og 30+ besøgende, så det skal nok også blive en spændende dag!

Skaermbillede_2024-05-04_200158.png