Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (232)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Travl dag med sommertemperatur og østenvind

onsdag 1. maj 2024
af Morten Jenrich Hansen

Med østenvind, klar himmel og temperatur der steg fra 11 grader ved solopgang til +20 grader over middag var der nærmest dømt sommerstemning herude mod vest.

Det gav en ganske fin ringmærkningsdag med 55 fugle ringmærket og 7 genfanget plus en aflæst Hvid Vipstjert, som ihærdige Michael fik hele ringnummeret på ved at følge den i teleskopet på gårdspladsen.
Den var mærket her i 2022, mens hans aflæste Sølvmåge fra i går er hele 12 år gammel og dengang blev mærket på Langli.
Ihærdig er den unge mand altså - efter vi andres sengetid i går aftes var han en tur på stranden og klitkanten ved Nordhukket, hvor han fik set en Mosehornugle.
Alt for sent til at komme med på blogegn fra i går, men den art er da værd at nævne her.

Største overraskelse i nettene idag blev en tidlig Grå Fluesnapper.
Ved søgning på DOFbasen er det tidligste fund af arten for Blåvand Fuglestation, da de tidligste ankomster her hidtil er registreret til 02. maj.
20240501_065528.jpg

Midt på formiddagen og et par timer frem havde vi besøg fra DR TV, hvor makkerparret bag udsendelsen ”Jorden kalder” fulgte os på netrunderne og også fik en snak med Henrik om brug af ringmærkningsdata.
Vi må vente med at se resultatet af de optagelser til programmet bliver sendt på et tidspunkt i løbet af sommeren.

Inden TV holdet dukkede op havde Henrik taget sig af morgenobsen fra Sydhukket.
Mest nævneværdigt fra stranden var, at der blev talt 32 rastende Dværgterner.
Det bygger da op til, at vi får en del ynglepar at holde øje med i det indhegnede område på Nordhukket.

Lige inden DR forlod os hørte Henrik en Skovsanger fra den bagerste del af Stationshaven.
Desværre ville den ikke besøge vores net i de timer den holdt til i området, så den kom ikke på ringmærkningslisten i dag, men vi håber på arten igen i morgen – det er en lækker phyll at stå med og knap årligt i nettene her om foråret.

Østenvinden gav igen lidt rovfugle i luften herude med både Rød Glente, flere trækkende Rørhøge og 2 overflyvende Havørne.
Nu mangler vi lidt ædlefalke for at havde rigtig gavn af den vedvarende østenvind og fx Lærkefalk må være en target art i morgen.

Dagens ringmærkning:20240501_185430.jpg

Folk på stationen: Henrik, Michael, Maxim og  Morten