Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (234)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Lun luft med nye årsarter

lørdag 6. april 2024
af Morten Jenrich Hansen

En fin dag efter gårsdagens regn bragte folk til Blåvandshuk.
Ikke kun mængderne af de almindelige turister, men også fuglefolk.
Klitten ved Sydhukket var således godt besat med teleskoper fra morgenstunden, hvor Lisa og James havde selskab af både David, Anders, Michael, plus vores overnattende gæster fra Øland - Alf og Gun.

Varmen på vej fra syd gav godt nok ikke det helt store antal fugle derude over havet, men et par godbidder blev det til, med årets første Landsvale herude, en Gråmåge og en flot Sortstrubet Lom i yngledragt.

Bianca, Maxim og jeg tog os imens af nettene, hvor vi i det fine vejr kunne arbejde med alle net åbne i de 5 standardtimer.
Det gav 47 ringmærkede fugle og en del genfangster.

Det lune vejr gav endelig en dag med flere Munke.
Derudover var dagens highlights i nettene endnu en Rødtoppet Fuglekonge, en Ringdue og en Spætmejse.

20240406_110430.jpg

Maxim sørgede for en lækker frokostanretning med nybagt pizza til os, så efter at have lukket for nettene i Fyrhaven og Fyrkrattet, fik jeg ladet op med frisk energi til, at have nettene i Stationshaven åbne hele dagen.
Målet var at komme op på de 50 mærkede fugle i dag, mens jeg i ventetiden mellem tomme netrunder kunne sidde i haven og håbe på overflyvende fugle og måske nye årsarter med den lune luft.
Selv herude ved kysten nåede temperaturen sidst på eftermiddagen op på 13 grader.
Jeg fik i løbet af eftermiddagstimerne sat ring på 2 fugle, så målet på 50 blev ikke indfriet og jeg måtte nøjes med at glæde mig over, at eftermiddagen bød på endnu en overflyvende Landsvale, så jeg også fik svalen med som årsart i dag.

I morgen varsles kraftig regn lige omkring solopgangstid, så måske kommer vi til at udskyde netåbning en time eller to, men vi vil helt sikkert forsøge, at få flere arter på årslisten de kommende dage.

Dagens ringmærkning:
20240406_190614.jpg

Folk på stationen: Anders, Michael, David, Alf, Gun, Maxim, Bianca, Lisa, James og Morten