Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (68)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Solsort fangsten bygger op i antal

torsdag 7. marts 2024
af Morten Jenrich Hansen

Vi er i en stabil vejrmæssig periode, hvor vinden kommer fra østlig retning og med relativt lave temperaturer er der ingen tegn på større træk af fugle herude ved Hukket.
Hverken blandt småfugle i haverne eller af trækket ude over havet.

Det blev dog til 2 cifret antal ringmærkninger og Maxim blev øvet lidt mere i udtagning af fugle fra spejlnettene.
Solsort blev dagens art med 6 nye individer ringmærket, så i det mindste begynder den art at ankomme fra vinterkvarteret i lidt større tal end i de første dage af sæson starten.
Totalen endte på 11 ringmærkede fugle og 2 genfangster.
Af de sidste var en gammel hun Musvit en rigtig kender af fuglestationen.
Ringmærket som ungfugl af Xenia tilbage den 11. juli 2020.
Derefter har den hvert år været fast gæst i nettene og dagens fangst betød, at den nu har været i vores hænder hele 33 gange.
Ud over mærkningsdagen blev den kontrolleret 8 gange i 2020 fra august til december.
9 gange i 2021 fra marts til november; 11 gange i 2022 fra januar til december plus 3 gange i 2023 fra februar til april!

En halv times morgenobs fra Sydhukket mellem to netrunder gav en flok på 125 Bramgæs, der trak syd, men ud over den flok var der ret tomt for fugle på stranden og havet.
Havet var ellers til at tjekke for rastende fugle, da der ingen bølger var i den svage vind fra øst.
Solopgangen var dog som altid en fornøjelse at få med.
20240307_071526.jpg

Bent kom forbi og gik også en tur til stranden og rundede Mosen, men selv hans erfarne øjne gav ikke mange noteringer i bogen.
En enkelt Spurvehøg fløj over den nordlige del af Mosen og blandt ænder var der 4 Gråænder og et par Krikænder i Mosen, hvor vandstanden stadig er høj efter den våde vinter.

Maxim og jeg holdt net åbne i stationshaven hele dagen til kl.16:45, men det gav ikke meget efter de 5 timers standard ringmærkning og vi lukkede ned for at spise tidlig aftensmad og gøre klar til en tur ud efter solnedgang.
Det skulle klare op og jeg vil gerne forsøge mig efter mørkets frembrud med fotografering af en komet, der i disse dage kan ses lavt på himlen mod nordvest efter solnedgang.
Kan ende med at blive dagens oplevelse..

Dagens ringmærkning (mærket/genfanget):

Solsort                                         6                          0
Rødhals                                       1                          0
Fuglekonge                                 0                          1
Musvit                                         1                          1
Skovspurv                                   1                          0
Dompap                                      1                          0
Bogfinke                                      1                          0

Folk på stationen: Bent, Maxim og Morten