Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (235)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Lidt flere fugle end de sidste dage

søndag 6. august 2023
Stilheden før stormen
af Merit Lenk

I dag var der endeligt lidt mere gang i fuglene, både over havet og i nettene. Modsat de sidste dages ca. 5 fugle per dag fik vi i dag mærket 25 nye fugle og 6 genfangster i løbet af standardiseringen. Heriblandt var der også nogle, som jeg personligt er særligt glad for at se, blandt andet mange friske Tornsangere (Whitethroat, Curruca communis), to Husrødstjerter (Black Redstart, Phoenicurus ochruros) og min første ringmærkning af Topmejse (Crested Tit, Lophophanes cristatus), som jeg indtil nu udelukkende havde haft som genfangster. 
Det var en dejlig afslutning på Amandas ophold her, og skønt for Strummer og mig, der nok bliver nødt til at klare os uden fugle i hånden de næste par dage, da vinden bliver for kraftig til at kunne gennemføre standardiseringen. 

På obsen kunne man også mærke til en større tilstedeværelse af fugle, hvilket nok også grundes den relativt milde østenvind. Næsten 500 vadefugle, godt 700 Sortænder (Scoter, Melanitta nigra) samt en ung Ride (Kittiwake, Rissa tridactyla) kan her fremhæves. Alle dagens observationer kan som altid ses her på DOFbasen

Stationen virker næsten tom, på trods af at vi stadig var 6 personer til at nyde nogle lækre burgere til aftensmad - men det er jo ingenting i sammenligning med de 30-40 personer, der sørgede for god stemning på stationen til gårsdagens fejring i anledning af, at stationen fylder 60 år på torsdag. Vi siger tak for alle hyggelige gensyn og utrolige (men sikkert sande) røverhistorier fra gamle dage!

De næste par dage står på noget halvkold havobs, dataindtastning og havearbejde, inden vejret bliver roligere igen sidst på ugen. Lad os se, hvad det giver. Jeg håber i hvert fald på en kjove eller to. 

 

Folk på stationen: Louis Poulsen, Joseph Stephan, Strummer Edwards, Andreas Pedersen, Merit Lenk, Jimmy Skat samt alle dem, der bidrog til morgenens observation og ringmærkning efter weekendens fest, men forlod stationen i løbet af dagen - ingen nævnt, ingen glemt