Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (235)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Rovfugle på træk i svigefuld østenvind

fredag 28. juli 2023
af Ole Friis Larsen

Forventningerne om et stort træk af vadefugle fredag morgen, efter at vinden omkring midnat var drejet rundt og kom fra en østlig retning, faldt lynhurtigt til jorden, og der kom færre vadefugle end i de seneste foregående dages vind fra nordvest, som vi normalt anser for ringere til vadefugletræk. Den slags trækdage imod forventningerne er en af grundene til, at det stadig er spændende at gå ud og set på træk – vi kan aldrig vide, hvad der sker, og der er meget, vi stadig mangler at finde forklaringer på.

Fredagens tælling blev alligevel en interessant oplevelse med årets første udtrækkende Rørhøg (Circus aeroginosus), da en ung fugl fra i år (1k, første kalenderår) kvart i seks fortsatte ud over havet på fast kurs mod sydvest. 13 udtrækkende Tårnfalke (Falco tinnunculus) var også bemærkelsesværdige og med til at gøre det til lidt af en tidlig rovfugledag. Hvor mange tænker mon på rovfugletræk i slutningen af juli?

Bla fredag 704En af morgenens 13 udtrækkende Tårnfalke. Foto: Ole Friis Larsen/BFU

Noget træk bliver mest registreret som forskelle i antallet af rastende fugle, som leder efter mad eller hviler sig på stranden. I de seneste dage er mængden af terner taget til. Fredag morgen var der en håndfuld Hvide Vipstjerter (Motacilla alba), som ikke før er set på stranden i denne omgang, og der var et par hundrede nye Hættemåger (Croicocephalus ridibundus), som foruragerede og pludselig lettede og trak ind over land mod øst i de sidste minutter, før dagens tælling sluttede klokken 8.15.

Bla fredag 706Tre af dagens Hættemåger på træk mod øst. Nogle af Hættemågerne på stranden er stadig i fuld sommerdragt, mens andre har grånende hætter og er i fuld gang med at skifte til vinterdragten. På flyvende fugle ses lige nu også fældningshak i vingerne. Foto: Ole Friis Larsen/BFU

Hjemme på kontoret regnede David ud, at fuglestationens observatører siden 7. juli har registreret sammenlagt 36.000 fugle på træk ved Blåvandshuk. Det giver i gennemsnit lidt over 1.600 trækfugle per dag.

Ringmærkerne fangede 10 fugle, som ikke havde ringe i forvejen, og nogle få med ringe til genaflæsning med en Træløber (Certhia familiaris) og sæsonens første Munk (Sylvia atricapilla) som de mest bemærkelsesværdige.

Se alle dagens observationer og ringmærkninger fra Blåvandshuk i DOFbasen her.

Folk på stationen: Anne Hjortlund Hansen, Maria Neumann, Kim Stendorf, Strummer Edwards, Henrik Böhmer, Andreas Petersen, Bjørn Nordestgaard Frikke, David Manstrup, Ole Friis Larsen.