Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (235)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Dværgværling og andet godt på en søndag, hvor vi ikke kom hviledagen i hu

søndag 23. april 2023
af Morten Jenrich Hansen

Vejrskiftet kom i går aftes, hvor højtryksvejret og østenvinden blev afløst af regn. Regnen stoppede dog tidligt på natten, så da vi stod op var det til tørt vejr med skydække og vind fra sydvest.
Jeg fik åbnet alle net i begge haver, mens David, Kristoffer og Henrik tog sig af obsen fra Sydhukket.
Peter og Henrik tog en lille runde i klit, mose og omkring obspladsen på Sydhukket, inden de kom forbi mig og fik vist et par fugle i hånden.
Derpå drog de videre mod syd til det nordtyske marskområde, så de fik ikke set dagens helt store overraskelse, da Kristoffer lige over middag kratluskede i området bag Vesterled og fandt en Dværgværling.
David, Henrik, Nicole og jeg var da samlet på holdepladsen ved stationen, så vi kunne nå, at gå over på den anden side af Fyrvej og takket være Kristoffers præcise beskeder, via Zello, fik vi set fuglen, da den kortvarigt satte sig op i den yderste del af beplantningen og sang et par strofer.
Dvaergvaerling23042023HBO.jpg
Dværgværlingen var kun det andet forårsfund af arten nogensinde for Blåvandshuk, så Kristoffer kunne tage hjem til Odense og være ganske tilfreds med sin indsats her i weekenden!
Foto: Henrik Böhmer


Inden den megafede art, så havde morgenobsen bl.a. budt på en Gråmåge og en Almindelig Kjove mellem terner og de lige ved 200 trækkende Rødstrubet Lom.
En enlig Bysvale kom forbi fuglestationen midt på dagen og Kristoffer havde igen en Vendehals i den nordlige del af Mosen, men ellers var der ikke helt så mange afrika-trækkere i området som i går.
Henrik og Nicole fandt en Skovhornugle - først rastende i Fyrhaven og dernæst i Vesterled, men Dværgvælingen tager altså en suveræn førsteplads som dagens fugl!

I haverne ved nettene endte dagen også ganske godkendt, da vi nåede op over 50 mærkede fugle.
Takket være Henrik´s hjælp, holdt vi begge haver åbne til kl 14, da Henrik tog over for mig i Fyrhaven efter morgenobsen. Selv passede jeg så Stationshaven resten af dagen til sidste netlukning kl 18.
Det blev til en ny art på forårets ringmærkningsliste med en Skovskade i hånden, men ellers var det en genfangst, der blev bedste fugl i hånden.
En Lille Gråsisken bar en ring fra Arnhem ringmærkningscentralen i Holland.
Det bliver spændende på et tidspunkt at få svaret på præcise sted og tidspunkt for mærkningen af den fugl i Holland.
20230423_085946.jpg
Næsten årlig i nettene om foråret blev dette Skovskade nummer 30 ringmærket om foråret siden 1984

Vi fik besøg i formiddags af Sven Bødker, der både medbragte kage til vores kaffepause og endnu engang en fornem boggave til fuglestationen.
Denne gang hele 2 bøger - den nye store "Systematisk oversigt over Danmarks fugle 1800-2019" og så en af klassikerne - Lars Jonsson´s lille bog om Lommar.
Tusinde tak til Sven!

Midt på eftermiddagen tog David, Henrik, Nicole og Kristoffer hjemad efter en rigtig god weekend her ved Blåvandshuk. Alene på stationen er jeg dog ikke, da Søren fra Juelsminde dukkede op på sin cykel og tjekkede ind til en booket overnatning.
Trods en cykeltur nede fra Kongeåen og forbi Sneum Digesø i morges, så havde han friske ben til en gåtur rundt om mosen her til aften. Han fik også set et par fugle i hånden, da han gik med mig på en ringmærkningsrunde.
Meget heldigt, at han fik den oplevelse med i dag, da de kommende døgn nok bliver uden åbne net.
Holder vejrudsigten, så er der nedbør det meste af mandagen og tirsdag til torsdag vil blæsten være alt for kraftig til ringmærkning.

Men, men - vejrudsigter har før taget fejl, så jeg venter og ser, hvad dagene byder.
Sikkert er det dog nok, at de kommende dage ikke vil kunne slå denne weekends obs!

Dagens ringmærkning:
20230423_182854.jpg

Folk på stationen: Peter, Henrik, David, Kristoffer, Nicole, Henrik, Sven, Søren og Morten