Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (235)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Taima igang med en uges ringmærkning

tirsdag 21. marts 2023
af Morten Jenrich Hansen

Selv med sen ankomst til fuglestationen i går aftes, så var Taima frisk og frejdig fra kl 06 og klar ved nettene, selvom det igen var en grå dag med megen fugt i luften.
Temperaturen holdt sig hele døgnet på de 5 grader, vinden kom fra syd til sydvest af jævn til svag styrke og luftfugttigheden var stor.
Vi holdt os til åbne net i stationshaven og gik hyppige runder, men måtte lukke net kl 10:30, da der kom en længere periode med for meget regn i luften.
Vi havde da fået mærket 16 fugle og haft 5 kontroller.
Flest nye Solsorte, men Taima var nu mest glad for at opleve et par Fuglekonger i hænderne.
IMG_9382.jpg
En Fuglekonge byder Taima velkommen tilbage til Blåvand Fuglestation!

Svend Aage nåede at dukke op med wienerstang til formiddagskaffen, så vi går ikke ned på de gode søde sager til kaffen i disse dage. Han fik lavet lidt praktisk ved at få pillet den gamle el-radiator ned fra væggen i stuen og trodsede finregn til at få klippet noget opvækst væk langs husmuren ude på havesiden af stationen.
Tak for både kage og arbejdsindsats!

Trods kaffe og sukker om formiddagen holdt både Taima og jeg en siesta midt på eftermiddagen, da regnen blev ved. Jeg havde ellers prøvet en lille middagstur omkring Vesterled og Sydhukket, men ikke meget at skrive om på den tur, så jeg vendte bare våd hjem og gik til ro.
Vågnede igen kl 16 og der var regnen holdt op, så vi prøvede at åbne net i haven igen for 2 timers mærkning inden det begyndte at blive mørkt ved 18:30 tiden.
Det viste sig at være en god beslutning, da der kom nye Solsorte til haven, så vi i løbet af de 2 timer fik øget dagstotalen for den art med 14 stk.

I morgen ser vejrmæssigt svær ud med ny nedbør og endnu mere vind fra sydvest, men vi håber, at regnen ikke bliver være, end vi kan benytte de net, der vil stå mest i læ i haven.
Under alle omstændigheder skal dagen nok ende godt, da Merit har skrevet, at hun kommer til stationen for et par dage og har tilbudt, at købe ind til opfyldning af køleskabet undervejs, så vi kommer til at leve godt her.

Dagens ringmærkning:
20230321_203221.jpg

Folk på stationen: Taima, Svend Aage og Morten