Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (235)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

De stille dage fortsætter

lørdag 11. marts 2023
af Henrik Böhmer

Her til morgen var det lidt lunere end de foregående dage, men vi startede alligevel under frysepunktet ved solopgang. I modsætning til de andre dage, var det i dag mere overskyet og solen kunne ikke komme igennem. Derfor forblev det koldt. 

Trækmæssigt var der ikke meget at komme efter i den svage NØ-vind. Der trak som vanligt lidt lommer rundt og ederfuglene rørte lidt mere på sig med knap 200 fugle. De bedste observationer blev 11 nordtrækkende suler, 2 havørne og en indtrækkende blå kærhøg. Der var ankomst af gransanger, hvor der sad en fugl og kaldte, ikke så langt fra obsposten. 

I nettene havde Morten en lidt bedre dag end de foregående, med 9 nye mærkninger og 5 aflæsninger. 

Her til aften var der samling i stuen, da DKU har møde hele weekenden. Det er bare ren tilfældighed at alle de "faste" herunde også er medlemmer af DKU... Nå, men det betyder også der er der godt dækket op i området her i weekenden, hvor der også søndag er arbejdsdag på fuglestationen. 

I morgen frisker vinden lidt op og går i NV. Det er nok bedre end svag NØ-vind og jeg kommer med det forsigtige bud at vi ser lidt flere nordtrækkende lommer og suler, men at det igen bliver en stille dag.