Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (235)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

Så fik vi svamp

mandag 24. oktober 2022
En begivenhedsrig dag med besøg af 30 gymnasieelever fra Varde og den HELT store rengørring af stationen. OG svampe! MANGE svampe!
af Adam Søderdahl

Godaften i stuerne,

I dag har været en dag med gang i den lille station på Hukket. Vi har både fået besøg af en gymnasieklasse, rengjort og rydtet op i hele hytten og nydt et overdådigt måltid svamperisotto. Så bliver dagen ikke meget bedre!

Dagen startede lidt i syv da de første morgenfriske mennesker lavede grød til hele banden. Og det er en stor bande for tiden - ikke mindre end 10 dejlige, søde og engagerede unge mennesker var på sationen i dag. Derfor var grødgryden stor, men lavet med mindst ligeså meget kærlighed som normalt. Efter at have koordineret dagens indsats, gik alle ud på deres poster og begyndte dagens arbejde. Lise og jeg selv gjorde naturskolen klar til at modtage de 30 2.g elever fra Varde Gymnasium der skulle ankomme kl 8.30. Der blev sat fugle frem på bordene, sat powerpoint op og placeret stole omkring det lange plankebord. 

Aftalen om at gymnasieklassen skulle komme på besøg, kom i stand i Sabinebunkeren for et par uger siden. Her mødte vi biologilæreren Henrik Lindgaard Møller. Han er selv fuglekigger, og synes det kunne være spændende at vise sine elever hvordan en fuglestation fungerer. Vi er selvfølgelig altid friske på at vise stationen og arbejdet frem, specielt til unge mennesker der potentielt er nye fuglekiggere. Derfor smækkede vi et program sammen, og håbede på godt vejr. 

De unge mennesker skulle både have lov til at se ringmærkning og træktælling i aktion. Vi startede dog i skolestuen hvor Lise og jeg gav en præsentation af fuglestationerne, de mennesker der vælger at arbejde her, arbejdet der udføres og principperne bag ringmærkning. Derudover fik de en præsentation af det projekt som jeg netop nu laver om forskydninger i efterårstrækket i Blåvand, for at sætte perspektiv på vigtigheden af fuglestationernes arbejde. Desværre regnede det kraftigt fra lige før eleverne ankom, indtil vi blev færdige med at fortælle i skolestuen. Vi var derfor meget spændte på, hvad der mødte os udenfor ved nettene og på hukket. 

Vi splittede elverne i to grupper der skulle se ringmærkning og træktælling på skift. Jeg tog den første gruppe med ud på obsposten, mens Lise gik den første runde med anden gruppe. Desværre bød første netrunde kun på en enkelt genfanget gransanger at se på. Det var alligevel uendeligt meget bedre end ingenting, da eleverne selvfølgelig var blevet lovet fugle i hånden. Jonas og Joakim fik derfor alt der var muligt ud af fuglen, og demonsterede diverse teknikker for eleverne som fulgte interesserede med. Herefter gav Lise og Bent en lille "talk" om trækfugles fantastiske bedrifter. Samtidig havde jeg elever med på obsen, hvor vi besøgte Sebastian, Jimmy, Josh, Emma og Jonathan. Her fortalte de om at tælle træk, og prøvede at se på fugle igennem et teleskop.

Da vi byttede aktivitet, håbede vi meget på lidt fere fugle i nettene. Desværre var der endnu en gang kun en enkelt fugl - endnu engang en gransanger. Heldigvis var både obs- og ringmærkningsholdet nu helt rutinerede, og begge hold fik derfor en super introduktion til hver deres disciplin. Herefter sendte vi eleverne tilbage til undervisning på skolen, og vi kunne konkludere at stationens første rundvisning af en gymnasieklasse var ganske vellykket. Henrik havde som tak for hjælpen både vin, gifflar, bolsjer (ugler selvfølgelig) og vigtigst af alt: HJEMMEPLUKKEDE SVAMPE med til os. Vi er meget glade for den fantastiske gave, som skal nydes i aften. Vi laver netop nu en lækker rissotto af svampene, der både tæller tragtkantareller, karl-johan, pigsvampe, brunstokket- og indigorørhat, granmælkehat og blomkålssvamp! Tusinde tak for den fantastiske kurv, Henrik!

 IMG20221024173728IMG20221024194235IMG 20221024 212515

Kort efter besøget sluttede den standardiserede ringmærkning og obs. Pga. regn var ringmærkningen ikke noget at skrive om - kun 10 fugle blev det til. 

Obsen var noget mere spændende og bød blandt andet på et pænt antal knortegæs, stære, svømmeænder, dværgmåger og en enkelt thorshane. Generelt en fin obs med en god blanding af arter. Dagens tal ses her.

Efter endt obs og ringmærkning måtte vi desværre sige farvel til to beboere på fuglestationen. Først drog Leona, der har boet på stationen i weekenden, videre til Falsterbro. Vi ønsker hende et dejligt ophold i det svenske! Derefter måtte vi desværre også sige farvel til Jimmy Skat der har boet hos os i mere end 2 uger. Jimmy har brugt sin ferie på at tælle træk på hukket og holde os unge mennesker underholdt. Jimmy har både været fantastisk godt selvskab, men har også været en uundværlig hjælp på obsen. Ud over at holde Sebastian med selvskab, har han også dækket obsen feks. da vi twitchede gul sanger. Tusinde tak for hjælpen, du vil være savnet på stationen!

Da arbejdet var færdigt, og vejret blev dårligt, måtte der ske noget. Josh fik sat gang i os alle, og vi fik fordelt alle de opgaver der skulle klares på stationen. Så på få timer fik vi gjort hele stationen ren og rydtet, vasket ringmærkningsposer, handlet ind og sorteret affald. Derfor står stationen helt skinnende ren og rydtet, se selv på billederne herunder hvor flittige vi har været. Jer de har besøgt stationen de sidste par uger vil være særligt imponerede hvor flot her nu ser ud.

received 685345826022391IMG20221024154716IMG20221024172021

Resten af aftenen står på hygge i TV-stuen, og så håber vi alle sammen på flere fugle i nettene i morgen. Joakim og Momme har dog forladt ringmærkningsholdet til fordel for obsen, så det ser ikke så godt ud. Jeg håber dog på en lille udgangseffekt...

- Tøserne på hukket

Folk: Folk på stationen: Lise Hykkelbjerg, Sebastian Thorup Hansen, Jonas Pedersen, Jonathan Hemmer-Hansen, Jimmy Skat, Joakim Matthiesen, Leona Gottschalkson, Rasmus Momme, Joshua Haahr, Emma Sohnemann og Adam Søderdahl