Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Hvide vinger og flotte finker
Så kom man tilbage til vestkysten!
Det er altid et dejligt gensyn at blive mødt af det hvide fyr, der rager op bag de nybyggede sommerhuse når man kommer kørende fra et turistfyldt Oksby, og ud af Fyrvej til Danmarks vestligste punkt. Jeg har været så heldig at kunne tage ophold i Blåvand efter at have været på noget af en rundtur i det jyske. For de læsere der ikke kender mig, er jeg en ung dame med kun et par eller tre år med fuglekiggeri på bagen. Jeg er biolog, og igang med den sidste slutspurt af min kandidatuddannelse i økologi i København. Da jeg skulle besøge nogle jyske lokaliteter til mit speciale, så jeg mit snit til at ende i Blåvand, hvor flere af mine dejlige kammerater opholder sig. Og nå ja, så kan jeg jo også ringmærke ;)
Ligesom det stærke hold unge mennesker, der har været på stationen det sidste stykke tid, var jeg også oppe og se amerikaneren i Agger, den gulhovedet sanger. Efter at være drejet af efter Oksbøl mod Blåvand blev jeg mødt af det klassiske fænomen, som en del af jer måske har oplevet - sort sol. Ej, jeg er dårlig til at tælle fugle (hint: jeg er ikke observatør af gode grunde...), så jeg ved faktisk ikke hvor mange stære der var, men hold fast hvor var der mange! Fuldstændig høj på fede fugle- og naturoplevelser ankom jeg til stationen i går aftes. Som i nok læste igår, var Jonas også meget høj på sin taigapiber - en art jeg håber at kunne se imens jeg er her. Nu har han jo heldigvis god erfaring med den, så kan det være han kan hjælpe mig med at finde en.
Nå, nok om mig...
Med godt humør gik vi alle ud til dagens obs og mærkning, og allerede før solen var stået helt op kunne vi fornemme det puslede godt i buskene. Sebastian havde høje forventninger til obsen, hvilket vil sige håb om flere sjældenheder som taigapiber, da SV vind plejer at være godt til sjældne småfugle. Det er jo altid godt at have nogen der sætter baren højt, men så er der altså også længere at falde. Heldigvis landede han blødt, da morgenen bød på en ny listeart - en hvidvinget korsnæb!
To gange kalder fuglen. Den er langt væk, men Sebastian var rimelig sikker på det var den. Den kom dog ikke tættere på observatørerne, og efter lidt tid melder han den til Jimmy. Tak skæbne for moderne teknologi, for kaldet blev fanget på optageren, som gutterne altid render rundt med. Senere på eftermiddagen fik vi ud fra optagelserne bekræftet at det var en hvidvinget korsnæb. Det var bare mega fedt!
Ellers bød dagens obs på højdepunkter som 2000 finker, 150 gråsisken og 9 bjergvipstjert.
Nogle af de mange finker og siskener gik også ned i fuglestationens haver, så ringmærkerne havde også et fint tempo i de første tre runder. Denerelt var der en rigtig fin diversitet af arter. Vi hørte også både stor og lille korsnæb fra fyrhaven, og jeg havde et dejligt gensyn med rødtoppet fuglekonge. Det var skønt af have mange fugle igennem hænderne igen. Jeg har i løbet af sommeren været igang med at ringmærke ynglefugle i København, og antallet af småfugle om sommeren kan slet ikke måle sig med det man oplever i træksæsonen på fuglestationerne. Lise var også så flink at vise mig en smart måde at holde større fugle på (Merit-metoden, som vi nu vælger at kalde den), og brugte en solsort som eksempel. Det kunne jeg simpelthen ikke stå for, så i får også lige en sødt billede af en lidt forvirret solsort, og en glad Lise :)
Efter de første runder stilnede det en smule af, og vi lukkede nettene efter standardtiden.
Lise viser mig en smart måde at håndtere store fugle på, ved at bruge en ikke så stor fugl
Dagens flotte rødtoppede fuglekonger, credit for flot billede til Adam
Dagens mærkning:
I løbet af eftermiddagen har Sebastian, Lise, Jonas og Jimmy været på Skallingen og birde. Imens har Adam arbejdet flittigt på sit projekt, og fået thumbs up fra sin vejleder Anders Tøttrup, mens jeg har klaret nogle arbejdsopgaver for DOF. Adam og jeg fik bikset en lækker pastaret sammen, som blev nydt med en kold øl, hvorefter der blev indtastet data.
Mens jeg sidder her og skriver er Sebastian og Lise i Oksbøl for at hente Merit Lenk! Vi glæder os til hun kommer og hygger med os.
Tak fordi i læste med! Glæder mig til endnu et par gode dage på fuglestationen :)
Varme kram og fuglepip fra Amanda
Folk på stationen: Lise Hykkelbjerg, Sebastian Thorup Hansen, Jonas Pedersen, Amanda Johannisson, Jimmy Skat, Adam Søderdahl og Merit Lenk.