Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.
Køkkenet installeres - part 1
I dag ankom den første tømrer allerede klokken 7:30 og begyndte at flytte køkkenmøblerne ind i køkkenet, hvor skabe og bordplader så blev monteret. I løbet af formiddagen kiggede desuden først Jørgen og så Bent forbi. Jørgen havde medbragt kage, og den blev da også spist med glæde!
Så mens jeg i dag primært sad og nørdede måger i diverse bøger og opslagsværk, var der hele tiden en masse banken og boren og saven at høre. Da tømrerne forlod stationen, havde de da også nået en del: stort set alle møblerne er på plads, og de har endda fået fuget! Det ser allerede virkeligt fint ud nu!
Det eneste der mangler nu er de maskiner, der skal stå her, som eksempelvis opvaskemaskinen. Foto: Merit Lenk
Jeg glæder mig meget til også at have et fungerende komfur, der jo kommer til at stå samme sted, som det gjorde før. Det bliver godt! Foto: Merit Lenk
Bent har desuden haft nogle gamle dagbøger med til mig om stationens observationer i år 2000, som jeg nu kan begynde at indtaste. Vejret er jo ikke helt så godt til hverken ringmærkning eller havobs af andefugle de næste par dage. Mågetjek, som jeg jo ellers også holder meget af, er heller ikke så lige til den her uge, da mågerne ofte står lige nord for pælerækken, og militæret desværre har øvelser til langt ud på eftermiddagen størstedelen af dagene. Men jeg tænker da at tjekke mågerne igennem alligevel, hvis vejret er til det de næste par dage, selvom det nok ikke vil resultere i nogle ringe.
Vi ses i morgen, hvor forhåbentligt resten af køkkenet sættes i stand!
Folk på stationen: Bent, Jørgen, Merit, de to tømrere