Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (234)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

En ganske normal januardag

torsdag 26. januar 2017
Så lykkedes det at få tal på sortænderne
af Bent Jakobsen

En kølig vinterdag, men alligevel lysning en gang imellem, når solen prøvede at sparke sin fod gennem skyerne. Vinden fra sydøst og virkede meget kølig da temperaturen lå fra -2 – 0 grader. Dis med en sigtbarhed på 3 km.

Kun få fugle på Hukket, men da bølgerne i dag ikke var så store lykkedes det at få talt den sorte masse af sortænder, som lå nord for Hukket, i alt 14600. Lidt fløjlsænder fløj hid og did og det reelle antal er umuligt at opgøre, da andeflokken lå 1km eller mere fra land. 3 bramgæs kom trækkende i vandkanten mens mågeantallet ikke var meget forandret fra i går med 750 sølvmåger, 30 stormmåger og 4 svartbage. Utroligt der ikke raster flere svartbage her på Hukket sammenlignet med Fanø. Mellem mågerne fouragerede 60 sandløbere. En adult sølvmåge med blå ring VV8U så vidt det kunne ses rastede. Lidt vanskeligt at blive 100% sikker, da hundeluftere huserede på stranden.
Iøvrigt underligt at de havlitter som har rastet i pænt antal tidligere i januar ikke er til stede i øjeblikket.