Her på Blåvand's blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om livet og hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (238)2023 (249)2022 (265)2021 (276)2020 (279)2019 (247)2018 (211)2017 (276)2016 (118)0 (1)(se alle)

En tåget morgen

tirsdag 15. december 2020
af Joshua Emil Haahr

I går fik I ingen blog, da vejret ikke var til hverken træktælling eller ringmærkning. Vi gik dog en aftentur langs stranden for bl.a. at kigge lidt på måger.

IMG_7468.jpg
De rastende måger ser ud til at nyde livet

IMG_7465.jpg
Det var hovedsagligt Sølvmåger (Herring gulls) som rastede på stranden

I går morges tog Emma og jeg ud, før det blev lyst, for at udnytte det dårlige vejr til natfangst. Det blæste 14 m/s og af og til haglede det på stranden. Det måtte da være muligt at fange en Sandløber (Sanderling). I mørke gik vi af sted med lygte og ketsjer. Flere Sandløbere gik langs stranden, men så snart vi kom tæt på dem fløj de bare længere væk. Det gik op for os at fyrtårnet lyste hele stranden op hvert tredje sekund, hvilket gjorde det svært at holde sig skjult for de rastende fugle. Efter en times tid uden held blev det lyst, så vi tog tilbage til stationen uden fangst.

IMG_7469.jpg
Fyrets stråle lyser hele stranden op

Her til morgen traskede jeg endnu en gang forventningsfuld fra stationshuset og ud i klitterne til min lille obspost. På ren rutine folder man teleskopet ud som man har gjort det tusind gange før alt imens man forsøger at danne sig et overblik og fuglene i nærheden. Kliktællerne nulstilles, og notesbogen gøres klar til at modtage dagens første observation. Denne morgen blev det til 5 Mørkbuget knortegås (Dark-bellied brent goose), som på deres elegante måde trak forbi mod syd. Tågen hang tungt over Hukket, så det blev noget af en udfordring at tælle havfuglene på lang afstand.

IMG_7473.jpg
Det var ikke mange fugle man kunne se bag revet

I løbet af morgenen var der lidt småfugle i luften som Kvækerfinker (Bramblings), Bogfinker (Chaffinches), Snespurve (Snow buntings) og en enkelt Gråsisken (Redpoll). Der fouragerede også Spurvehøg (Sparrowhawk) og Tårnfalk (Kestrel) over obsposten. 28 Svartbage (Great black-backed gull) fløj forbi, sikkert for at rastede på Sydhukket.

IMG_7474.jpg
Tågen gjorde det svært at tælle den nøjagtige mængde af fugle herude

IMG_7475.jpg
Soldaten i tårnet kunne vidst heller ikke se så langt

Bent var forbi på visit, og nu har Emma åbnet net for at fange de 4 rastende Kvækerfinker (Bramblings) i haven. (Tilføjet til aften: Emma fangede en enkelt Bogfinke (Chaffinch)). Her inden aftensmad hoppede vi ned og tog en dukkert i det kolde hav. Det var noget af et gys, men når man kommer op af vandet har man det fantastisk.

Vi er så småt begyndt at pakke vores ting, da vi smutter hjem til jul på torsdag. I morgen bliver derfor vores sidste dag på BLF for denne omgang, men mon ikke vi vender tilbage igen i det nye år.

Indtil da, skal du ha' tak for at have læst med på endnu en dags blog fra den vestligste fuglestation i Danmark.

Dagens obs fra Hukket kan ses via DOFbasen her

Folk på stationen:
Emma Engell Sohnemann, Bent Jakobsen og Joshua Emil Haahr.